Annelise i Vietnam

Gode råd inden afrejse til Vietnam samt Gode råd for studerende i Vietnam

2007-11-14T13:43:00.000-08:00

Gode råd inden afrejse til Vietnam

Regn med en udgift på ca. 15.000 kr. inden du tager af sted. Dette skulle gerne være nok til flybillet, forsikring og vaccinationer.

I står selv for at sørge for bolig, men kan højst sandsynligt overtage et fint hus, som på nuværende tidspunkt går i arv fra den ene gruppe studerende til den næste. Det kræver blot, at I kontakter de studerende der bor her. De vil sørge for kontakten til familien der ejer huset for at høre, om det er muligt stadig at leje det. -Hvilket det uden tvivl er! Huslejen + rengøring er på nuværende tidspunkt 24.000.000 VND for tre måneder, ligegyldigt hvor mange i bor der (ca. 3.200 kr./mdr. afhænger selvfølgelig af kurser). Derudover kommer der en ekstra regning hver måned for strøm, vand, internet m.m. (- Den varierer meget pga. aircondition).

Når man tager sin praktik i udlandet, får man sin SU med. Dette kan man sagtens leve for i Hanoi og stadig have råd til at tage på ferier rundt i landet. Sørg alligevel for at have lidt på kistebunden når du ankommer, da bl.a. huslejen skal betales tre måneder forud.

Senest 2 mdr. inden du tager af sted, bør du tage på Seruminstituttet i Kbh. Her har de den største erfaring og den nødvendige information omkring vaccinationer. Derudover ligger de inde med alle vaccinationerne og skal ikke først bestille dem, som andre læger skal.

Af rejseforsikringer kan Willis anbefales: www.studenterrejseforsikring.dk, da den er meget billig. Nogle har brugt rejseforsikringer hos Gouda, men andre forsikringer kan også sagtens bruges.

Sørg for at få en aftale med dit praktiksted inden du tager hertil, så du ved hvornår du skal møde og hvilket sted du skal være (dette gælder især for børnehaverne). Kontakt gerne danske studerende der allerede er i Hanoi.

Visum skal du selv sørge for. Du skal kontakte den vietnamesiske ambassade i Danmark. De taler dårligt engelsk – især over telefonen. Hvis det er muligt så tag ind til ambassaden, så er det nemmere at kommunikere. (Vi har hørt en fugl synge om, at Visum-reglerne måske er lavet om, så man nu kun kan få visum for tre mdr. med mulighed for at forlænge det hernede).
Medbring:
Computer (der er internetadgang på hvert værelse)
Headset med mikrofon til Skype eller Messenger. (At ringe fra Skype til fastnet koster kun 12 øre/min – og det er selvfølgelig gratis at ringe fra Skype til Skype og fra Messenger til Messenger) – Headset kan dog også købes billigt hernede!
Lange bukser og et par varme bluser (fleece og uld kan stort set ikke fås i Hanoi). Især efteråret er koldt, da huset ikke er isoleret.
Sommertøj
Gode sandaler, kondisko og evt. vandresko

På nogle tidspunkter af året er her enormt fugtigt, hvilket tøj og sko nemt kan tage skade af, da det simpelthen mugner. Vaskemaskinen i huset vasker kun med koldt vand, og tøjet bliver derfor ikke altid helt rent. Der kan sagtens købes sko, men kvaliteten er ikke god og størrelserne er små. Der er skræddere alle vegne, hvor man kan få syet tøj for ganske få penge. Det færdigsyede tøj i butikkerne findes generelt kun i små størrelser.

· Lakrids og andet dansk slik kan IKKE fås i Vietnam, så hvis man er afhængig, så tag noget med.
· Tag mobiltelefon med, for man kan nemt få et vietnamesisk Sim-kort med tilhørende telefonnummer.

Blandet info:
I huset vil I kunne finde en CD med over 40 studierelevante danske fagbøger.

På den danske ambassades hjemmeside kan I få forsk. info: www.ambhanoi.um.dk/da

Hvis I vil have en fornemmelse af hvor I skal bo, kan i gå på Google Earth og finde Hanoi. Her finder i Van Mieu - Litteraturtempel. Jeres hus er et af dem, der ligger ud til den lille bitte sø lige over for Litteraturtemplet.

Vi foreslår at I kommer til Hanoi inden de nuværende studerende rejser herfra, så I kan nå at få lidt informationer og evt. blive introduceret til jeres kommende praktiksted.

Vi råder jer til at tilbringe den første uges tid på hotel i midtbyen. Vigtigt er det, at I leger turister den første uge, for bl.a. at lære byen at kende. Når man først er startet i praktikken, bliver det hurtigt hverdag, og man får ikke set seværdighederne.

I er til enhver tid velkomne til at kontakte os, hvis der er nogle spørgsmål. (Der findes ingen dumme spørgsmål).

Til studerende i Hanoi

Bogen “Hanoi Guide” (Hanoi International Women’s Club 2006) er en bog der er beregnet for folk der er bosat i Hanoi. Den kan bl.a. købes i Dome Hang Trong, 71 Hang Tron, men der efterlades min. et eksemplar i huset til fri afbenyttelse.

På taget af Den Danske Ambassade kan man mødes med andre dansker den første tirsdag i hver måned kl. 17. Andre informationer fra Den Danske Ambassade kan læses på: www.ambhanoi.um.dk/da Hér kan I også tilmelde jer Danskerlisten for danskere i Vietnam.

På Jysk rejsebureau kan man på nogle tidspunkter finde en dansk service guide. De tilbyder forskellige pakke-turer.
Jysk Hotel, 29 Hang Hom (tæt på søen). – Hér kan man også få et godt bykort over Hanoi.

Sinh Café (Mr. Hai), 52 Hang Hom. De tilbyder forskellige pakketure, men kan også arrangere ture der er special-designet efter egne ønsker. Hoteller og transport i alle prisklasser. Hvis man vil bo på luksus, har de mange gode kontakter, så I alligevel ikke kommer til at betale ret meget. De har haft mange danske pædagogstuderende som kunder og vil derfor gøre alt for at I kommer igen!

Den store ANZ bank ved søen og ANZ ved Horison Hotel ved siden af et af de lokale supermarkeder – her kan man hæve 4.000.000 VND af gangen, hvilket så absolut kan betale sig, da vi betaler høje gebyrer til vores banker i Danmark!

Supermarkeder:
*I det store kryds tæt på Pho Ho Giam, går I til venstre ad Cat Linh. Supermarkedet ligger lige inden Horison Hotel.

*Gå til højre ad Thai Hoc som ligger bag Litteraturtemplet. På venstre side af vejen ligger der et supermarked – Meget grøn facade, så man overser det ikke.

*I Vincom Towers på Bà Triêu (modsat retning af Hoan Kiem søen) er der et fint supermarked. (Øverst oppe ligger den eneste biograf i Hanoi, som viser film der ikke er synkroniseret).

*På Dinh Tien Hoang ved siden af Hoan Kiem søen, ligger der et shoppingcenter med et supermarked på øverste etage.

*På Le Thai To på den anden side af Hoan Kiem søen, ligger der et stort og godt supermarked. (Det ligger lige ved krydset til Hang Trong og ikke så langt fra ANZ-banken).

God ide ALTID at have toiletpapir ”. Man ved aldrig, hvornår man får rigtig meget brug for det!

Bestilling af store vanddunke. Tlf. 04 5119743 Hvis man siger: ”La vie”, ”hai” (betyder 2) og ”Pho Ho Giam” plejer de for det meste at forstå det, ellers prøver man bare igen lidt senere. Vandet kommer til døren i løbet af 10-30 min. De skal have de gamle dunke tilbage og man betaler 20.000VND pr. vanddunk. Naboen kan en smule engelsk og kan derfor være behjælpelig med at bestille, hvis man ikke kan udtale gadenavnet, eller hvis man vil have hende til at hjælpe med andre ting.

Stofmarkeder:
Dong Xuan ligger i toppen af den gade, hvor der i weekenden er nat marked.
Hoa Binh ligger på Pho Hue – og er langt det bedste!

Huslejen er på nuværende tidspunkt på 8.000.000 VND om måneden for hele huset + rengøring. Vær opmærksom på, at der betales for tre måneder af gangen! Strøm, vand, og Internet betaler I ekstra for en gang om måneden. I de varme måneder er prisen noget højere end ellers på grund af aircondition. Hold endelig kontakt med udlejerens datter, Trang. Hun kan engelsk og I kan kontakte hende, hvis I har spørgsmål eller problemer. Hvis I har overnattende gæster skal det meldes til udlejeren, Familien Viet. De skal have en fotokopi af pas og visum, samme dag der er nogle der overnatter hos jer. Disse informationer skal videre til politiet, og der holdes et skarpt opsyn.

Spisesteder:
Tæt på hvor I bor ligger Koto, Cafe Smile, Goete og Kentucky Fried Chiken. ”Den lokale” med nudler og Pho-supper samt ”Den virkelig lokale” med ris og tilbehør. Derudover er det bare at prøve løs af alle gadekøkkenerne! Ved Hoan Kiem og rundt i byen kan man finde diverse gode spisesteder… De lidt dyrere steder, som helt sikkert skal prøves, er: Bobby Chin i bunden af Hoan Kiem søen pga. atmosfæren og Søndagsbuffeten på Hotel Shareton pga. de overvældende mængder af mad. De er virkelig en oplevelse værd!

Læger og hospital. Der er fine forhold på de internationale steder:
SOS tæt på Hoan Kiem søen
Family Medical Practice
Van Phuc Compound, 298 l Kim Ma Road, Ba Dinh District
(Hos Family Medical Practice kan I få visitkort, som kan lægges i pungen. Der står på kortet, både på engelsk og vietnamesisk, at man gerne vil køres dertil i tilfælde af en ulykke).
Det franske hospital

Hvis man gerne vil træne kan Horizon Hotel anbefales som ligger tæt på huset, men de hører bestemt til i den dyre ende. De har Fitnessudstyr samt swimmingpool, tennisbaner m.m.

Flere hold studerende har haft brugt den samme taxachauffør til at hente og bringe på arbejde til et fastsat beløb. Han kalder sig Totti og taler engelsk. Man kan sende ham SMS’er eller ringe og på den måde lave aftaler. Han sørger også for at sende en ven, i tilfælde af at han selv er forhindret. Tlf. 0912093736

Ny blog

2007-08-04T12:07:00.000-07:00

Efter hjemkomst til Danmark har jeg nu oprettet en ny blog: www.akhjuice2.blogspot.com

In the future you can see what is going on in my life at: www.akhjuice2.blogspot.com

De nye studerende har nu pligt til at skrive blogs, som jeg med glæde vil følge med i...!

2007-08-04T11:55:00.000-07:00

David: http://www.ddt84.wordpress.com/

Naja: http://www.najak.wordpress.com/

Jesper: http://www.jeschr.wordpress.com/

Charlotte... vil gerne hjem og får forhåbentlig en ny praktikplads i Danmark.

Farvel!

2007-08-04T10:20:00.000-07:00

1. august

De herlige nabo-børn! Jeg kommer til at savne deres herlige smil, når de plejer at komme en løbende imøde.

Om morgenen tog Claus og jeg med David og Jesper på Sao Mai for at vise dem rundt og vi fik sagt farvel endnu engang til personalet. De andre fra børnehaven havde taget tidligt fri for at spise frokost med os på Koto en sidste gang.

Lige inden vi gik på Koto kom sekretæren og en forældre fra Sao Mai til vores hus. Med sig havde de en gave til Claus og en til mig fra forældrebestyrelsen på Sao Mai. Også udlejerens datter Trang kom for at sige farvel.

Jeg havde det hårdt med at skulle sige farvel til mit elskede Vietnam, så mine følelser sad vist uden på tøjet. Jeg græd inden vi tog afsted mod lufthavnen samt på selve turen til lufthavnen. Jeg måtte dog grine lidt af mig selv, da jeg opdagede, at jeg sad og tænkte på, at jeg ville komme til at savne gekkoerne på mit værelse...

Så forlod jeg vietnamesisk jord.... Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang i Vietnam!! Jeg vil meget gerne tilbage hertil!

Som traditionen byder sig, måtte der 1. august tages et billede kl. 16.55 dansk tid -også selvom man befinder sig i luften, lige er vågnet, har kæmpe forkølelsessår og er mega træt. Det er præcis 25 år siden jeg blev født!

De sidste dage i Hanoi

2007-08-04T10:04:00.000-07:00

Mandag d. 30. juli

De fire nye studerende blev hentet i lufthavnen og kørt til deres nye hjem. Senere tog vi ind til "old town", hvor de bl.a. mødte Randi som skal flytte ind hos dem.

Naja og David - Charlotte og Jesper

Aften... Efter aftensmaden tog vi på Kotos træningscenter (72 Thuy Khuê), hvor de unge der arbejder på Koto normalt går i skole.

Sådan ser vi normalt kokkene på Koto imens flere af de andre arbejder som tjenere.

På skolen blev der sunget karaoke. David og jeg lagde ud med hittet Titanic som de elsker her i Vietnam. De unge havde været med til at arrangere et slags farvel-party for Claus og mig, da det var vores sidste dag sammen med dem.

Bemærk det fine skilt de havde hængt op for os.

Ann kom også til Koto denne aften, hvor hun fik lov til at synge karaoke.

Anh igang med at arrangere.....

Fællesbillede....

Vi var pludselig ret mange mennesker i huset på Pho Ho Giam, så vi måtte sove en del sammen...

Tirsdag aften besøgte de nye studerende Dr. Lan sammen med Claus og mig. Dr. Lan havde været ude for et trafikuheld tidligere på dagen og var forståeligt nok temmelig træt.

Praktikopgave - 5. Hvad jeg har lært om mig selv - Evaluation of final practice-placement

2007-07-30T00:57:00.000-07:00

Hverdagen har stillet mange spørgsmålstegn, og jeg har undret mig. Jeg har lært at skifte perspektiv og forsøgt at forstå personalets pædagogik, samtidig med at jeg ikke altid har været enig i deres handlinger. På denne måde har jeg kunne reflektere over forskellige ting i hverdagen og forsøgt at se det ud fra forskellige synspunkter i den givne kontekst. Det betyder ikke, at jeg i dag har en klar mening om, hvordan tingene skal gøres men snarere er opmærksom på forskelligheder og forskellige måder at gribe tingene an på. Det har gjort mig opmærksom på, at jeg i fremtiden ønsker at blive mere faglig bevidst omkring mine pædagogiske holdninger til det, der umiddelbart virker så indlysende for mig.

Min praktik og min hverdag i Hanoi har bekræftet mig i, at jeg er åben over for andre mennesker og så vidt muligt kan tage ”den andens” perspektiv. Mit forholdsvis stille og tålmodige væsen har bl.a. været medvirkende til, at jeg har undgået store kultursammenstød. Dr. Lan og englænderen Ann har begge gjort mig opmærksom på, at jeg udviser stor kultur- og stedsfornemmelse, hvilket jeg selv tolker, må være pga. min positive tilgangsvinkel og gode aflæsning af ”den anden”. I mine praktikker i Danmark har personalet særligt bemærket min tilgangsvinkel til brugerne især gennem anerkendelse, kropssprog og mimik. Dette har også vist sig at være et af de vigtigste redskaber i min pædagogiske praksis i Vietnam.

Hjemmefra tog jeg af sted med en forestilling om, at man forventede, at vi studerende skulle komme og undervise personalet. Efter nogen tid på SMC følte jeg ikke, at undervisning var den bedste måde at påvirke personalet på. Jeg mente og mener stadig, at jeg ved at være en naturlig del af hverdagen påvirker personalet til selv at føle ejerskab ved forandringer og derved er medvirkende til at gøre en vedvarende forskel. Dette betyder også, at der fortsat kontinuerligt er brug for praktikanter på SMC – jo flere jo bedre. Den måde hvorpå mine forslag og råd er blevet taget imod, eksempelvis i forhold til den lille pige der kom ned på gulvet og i forhold til spisesituationen, giver mig en god fornemmelse af, at jeg pædagogisk og kommunikationsmæssigt har noget at byde på.

At stå som pædagogstuderende i Hanoi, har i flere situationer gjort, at jeg ikke har følt mig tilstrækkelig, da der ligger en forventning til, at vi decideret skal undervise og bør være fagligt bedre end det vietnamesiske personale. Jeg har til gengæld glædeligt mødt meget personale, der bestemt var kompetente til deres arbejde, og som jeg til enhver tid gerne så sat i stedet for pædagoger jeg har mødt i Danmark. Den sproglige barriere har været enormt stor og til tider gjort mig passiv, da jeg har manglet et fokus, hvilket har gjort mig usikker og utilstrækkelig. Det har lært mig, at jeg i fremtiden bør blive bedre til at sætte mig nogle flere mål, da jeg også selv har brug for ”optur”, gå-på-mod og entusiasme i min dagligdag. Det er gået endnu mere op for mig, at jeg virkelig ønsker et fremtidigt professionelt arbejde med et kompetente kolleger, hvor vi kan have faglige diskussioner og refleksioner.

Jeg kender overfladisk til, at tidligere studerende har haft så store problemer på SMC pga. frustrationer i dagligdagen, at de har måttet forlade praktikken. Mine frustrationer i starten af praktikken pga. den klasse jeg fulgte, fik jeg løst ved at gøre dr. Lan opmærksom på problemstillingen. Dette lykkedes fuldstændig smertefrit. Det er vigtigt, at man selv har det godt på sin arbejdsplads, og jeg tror, at denne situation og min egen indsats for at ændre den, har styrket mig i, i fremtiden at tro mere på mine kommunikationsevner i forhold til ledelse og kolleger.

Mit liv i Vietnam har bekræftet mig i mine holdninger omkring etnicitet og kultur. Jeg oplever, at mange fra udlandet drager hurtige konklusioner efter et kort ophold på Sao Mai eller i det hele taget i Vietnam. Ofte hører jeg sætningen ”sådan er/gør vietnamesere…!”. Nogle gange siger jeg det selv i sjov, men jeg oplever ikke, at folk i Vietnam generelt handler etnisk kulturelt ens. Jeg er til gengæld blevet meget overrasket over, hvor ens vi er, til trods for at vi kommer fra forskellige lande. Selvfølgelig er vi ikke ens. Jeg oplever, at mine vietnamesiske kolleger indbyrdes og i forhold til mig er lige så forskellige som mine danske medstuderende er det. Selvfølgelig støder man på kulturelle traditioner som eksempelvis at made børnene og sætte dem op langs væggen. Begynder man at diskutere disse emner, skyldes vietnamesernes måde at gøre tingene på ikke en særlig overbevisning, men snarere vaner, som kan diskuteres og evt. ændres.

At være pædagog er én lang læreproces som aldrig slutter. Min praktik har været en udfordring. En udfordring jeg på ingen måde ville have været foruden!

Evaluation of final practice-placement

Trung Tam Sao Mai – Hanoi in Vietnam. From the 1st of Feb. to the 31st of Aug. 2007

The last 6 months at Trung Tam Sao Mai has been full of experiences, being with the children and teachers, participating in meetings and other gatherings, meeting a lot of interesting people and experience all the initiatives that take place at Sao Mai.

Because of language difficulties there are a lot of misunderstandings and little opportunity to discuss daily practice. Sao Mai is a place where a lot is going on, not just in the classes but also financial and a lot of people are involved. Because I have been a daily part of the centre and have been participating in as mush as possible, I now feel that I know a lot about what is going on at the place and how the structure is. I must say though that I definitely only know very little compared to what is actually going on.

I have been working two days a week at Bach Mai and two days a week in a class at Sao Mai. At Bach Mai I have worked with mirroring and imitating especially a few of the children. The teachers at Bach Mai have noticed a special interaction between me and an autistic boy. They have also observed that my way to approach the children creates a special atmosphere which the children seem to like a lot. I am not sure but I feel that the teachers have changed a little bit in the attitude towards the children leaving more space for close contact psychically and by imitating. At my class at Sao Mai I have worked a lot with acknowledging the individual child and encouraged the teachers to create more room for not organised play / free play leaving room for fantasy, free imagination and possibility for social games created by the children them selves. I have also encouraged the teachers to place the children who are unable to walk on the floor instead of on a chair to give them more opportunities to move around.

I often hear people from other countries saying that the way people from Vietnam react towards different things is so typically Vietnamese. I have been not only at Bach Mai and my class at Sao Mai but also visiting other classes at Sao Mai and I have participated in different meetings. My experience tells me that the way the teachers approach the children is very different. Some traditional ways of working with the children in Vietnam is a part of the daily routines but I definitely experience the teachers personal and professional ways of working with the children.

I feel that I have been a natural part of the teachers that I have worked with and also the rest of the teachers at Sao Mai. I have been on a three days holiday together with a lot of the teachers. I have been visiting many of the teachers at home and invited some of them to a Danish Restaurant in Hanoi having fun with cutlery instead of chopsticks! A way of communicating and to get closer to some of teachers has been by giving simple English lessons to teachers at Bach Mai. It will not only be hard leaving the children but also very sad leaving the teachers and I will definitely miss them.

I had a plan to take initiatives for some meetings involving the teachers to discuss different subjects and learn from each other. In the meantime Ann from England, an professional teacher with a lot of experience arrived. Her job is to hold meetings several times a week for the staff. The teachers have a long week with a lot of working hours and now also spending many Sundays learning from Ann. I did not find it fair to the teachers to spend more of their free time participating in meetings and I felt that Ann is much more suitable for the job. We did participate in the preparation and holding for one whole Sunday-meeting together with Ann. In the morning about Boardmaker and the afternoon about psychically activities also involving the teachers own ideas. I have also translated parts of a book about pictograms. In the end of our stay we had a workshop telling about a model we had already used in the workshop for a few of the teachers from Sao Mai and the kindergarten. Dr. Lan used the model and developed it using it for a parents meeting.

Praktikopgave - 4. Dansker på SMC -problemer, udfordringer og dilemmaer

2007-07-30T00:55:00.000-07:00

Noget så simpelt som et toiletbesøg kan være en kulturel oplevelse. I hvert klasselokale står et par plastikspande, som børnene enten bliver sat på eller får placeret foran dem - Så skal der tisses på kommando. Jeg er vant til hygiejne og et TOILET, men nej, sådan er det ikke her. I hvert fald ikke i alle klasser. Det med at vaske fingre efter et ”toilet-besøg” kender de heller ikke til. I de forskellige klasser er det også meget forskelligt, hvor meget de går op i hygiejnen. Når jeg selv går på toilettet på Bach Mai kan det hænde, at kokken braser ind for at sætte sig på gulvet ved vandhanen for at ordne grøntsager eller vaske op. –Eller et barn skubber døren til side for at sætte en tisse-spand.

Anden pædagogik
Især den første tid på Sao Mai var en stor udfordring. I den klasse jeg blev tilknyttet, råbte personalet MEGET højt ad børnene. De knaldede deres plastiksandaler ned i jorden ved siden af børnene for at få dem til at gøre som de sagde, hvilket bestemt ikke er noget jeg var vant til at forholde mig til i Danmark. Børnene havde intet sprog, men nogle enkelte kunne sige få lyde. Som en del af undervisningen for at lære børnene at tale, forsøgte personalet at tvinge børnene til at sige ord og navne. Flere af børnene fik tårer i øjnene, da de slet ikke kunne fremstamme nogen lyde. Lærerne trak og hev i børnenes tøj – og råbte ad dem! Det var hårdt at se på. Man kunne dog også se på lærernes måde at være over for børnene på, at de virkelig kun ville børnene det bedste. De forskellige ting, som stødte mig i dagligdagen, var måske en kombination af lærernes afmagt, frustration og en anden kulturel måde at gøre tingene på.

Nogle gange forlod lærerne klasselokalet og låste døren efter sig. En dag hvor jeg også blev låst inde sammen med børnene, oplevede jeg virkelig, hvor frygteligt det kan føles, ikke at kunne komme ud. En situation opstod, hvor jeg skulle have noget hjælp. Jeg bankede på glasruden, hev og flåede i døren. Jeg kunne se personalet på afstand, men de troede sikkert bare, at det var nogle af børnene, der ville ud, så de reagerede ikke. I den første tid levede jeg meget inde i en osteklokke, fordi jeg ikke anede, hvad der skete omkring mig. Ingen kunne rigtig kommunikere på engelsk, og lærerne i min klasse var ikke ligefrem ihærdige med at kommunikere i det hele taget. Jeg følte at jeg stod i stampe, at netop denne klasse virkelig havde brug for hjælp, men at jeg ikke havde den nødvendige ekspertise til at kunne gøre den store forskel. Samtidig måtte jeg også tænke på mig selv, for jeg kunne slet ikke overskue et halvt år i denne klasse. Det var godt, at jeg fra starten virkelig nød at være i Vietnam, for så snart jeg havde fri fra Sao Mai, glemte jeg hvor hårdt det var at være der.

Noget måtte gøres og jeg kontaktede lederen via mail, da det er nemmere at få hendes opmærksomhed den vej. Jeg foreslog et besøg på Bach Mai , et sted jeg virkelig kom til at holde af. Efterfølgende forklarede jeg dr. Lan situationen og bad om at blive flyttet til Bach Mai to dage om ugen. Hun var fuldt ud forstående, glad for min henvendelse og foreslog selv, at jeg også kunne skifte klasse på selve Sao Mai.

Et nærhedstegn jeg skulle vænne mig til var, at lærerne med små slag slog børnene. I starten oplevede jeg det nærmest som om, at de decideret slog børnene, men nogle praktiserer mere kærlige klap, som bare er meget mere kraftige, end vi er vant til i Danmark. I nogle klasser praktiseres det dog at slå som afstraffelse eller for at få børnenes opmærksomhed. Dette tror jeg dog ikke er så udbredt, men jeg ved, at det forekommer i andre klasser end dem jeg normalt følger.

Naturlig del af hverdagen
Det har krævet sit at komme til at føle sig som en naturlig del af hverdagen, hvor man ikke blot er turist på besøg i en institution. Forholdet til de ansatte har også været en vigtig del af praktikken og en hel særlig udfordring på grund af den manglende sproglige kommunikation. I min klasse på Sao Mai har jeg stort set ikke haft nogen verbal kommunikation og alligevel opnået en kollegial atmosfære. På Bach Mai har jeg undervist personalet i engelsk, hvilket har medført grin og sjove episoder. Her taler to af lærerne et primitivt engelsk. Jeg har været på flere besøg hos personalet og har selv inviteret dem ud og spise, hvilket bestemt også har været medvirkende til et større sammenhold ikke blot i forhold til mig men også indbyrdes mellem lærerne.

Jeg har afsat mine præg
Dagligdagen er bygget meget op omkring en decideret undervisningssituation, hvilket jeg ingen erfaring har med. I mine praktikker i Danmark har jeg haft fokuseret på spejling/imitation, anerkendelse, nærhed og kontakt, hvilket jeg naturligt greb fat på igen i denne situation. Det betød, at jeg tit har følt mig uduelig i selve undervisningen, men til gengæld har jeg opnået god kontakt med børnene på forskellige niveauer. Jeg har også i min klasse på Sao Mai indført mere fri leg også i selve undervisningstiden.

Problemstillinger i hverdagen har til tider været svære at tage stilling til, og på mange måder tror jeg desværre, at jeg har lukket øjnene for meget. Efter en tid holdt jeg op med at registreret mange af problemstillingerne. Når noget har undret mig, og jeg har forsøgt at tage det op i dagligdagen, har vi ikke kunne føre diskussioner pga. sprogbarrieren, hvilket har gjort mig mere passiv. Alligevel har jeg fået sat mig visse præg… Eksempelvis er der en lille pige i klassen på Sao Mai, som i starten ikke var mere end 17-18 mdr. gammel. Hun blev altid sat på en stol, passivt op langs væggen eller ved et af bordene, når resten af klassen havde undervisning. Hun græd meget, men der blev klappet i hænderne og hun blev beordret til at være stille. Jeg kom på besøg hos en meget ung nyansat lærer og hendes familie. Hendes lillesøster kunne lidt engelsk og igennem hende, kom vi sidst på aftenen til at snakke om klassen. Læreren gjorde opmærksom på sine bekymringer over den lille piges næsten konstante gråd. Jeg foreslog hende, at man helt simpelt placerede pigen på gulvet, så hun selv havde muligheden for at kunne vælge til og fra ved evt. at skubbe sig væk. Hun ville måske på sigt begynde at kravle og selv opsøge opmærksomhed og udfordringer. Der gik nogle dage, før jeg var tilbage i klassen igen, men læreren sad med pigen på gulvet og fortalte stolt, at pigen havde været på gulvet lige siden vi havde snakket om det. Pigen havde fuldstændig ændret karakter. Hun viste allerede meget mere opmærksomhed på omgivelserne, smilede og græd meget mindre. Lærerne var også begyndt at udvise mere omsorg, da pigen selv bedre kunne gøre opmærksom på hendes ønsker. I dag kan hun næsten gå og hendes mor er mig dybt taknemmelig for min indsats, som virkelig ikke var mere end en enkelt sætning eller to med forslaget om at få pigen ned på gulvet.

På Sao Mai har jeg arbejdet specifik med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene blev madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste der kan ske er; at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til grøden, spiste og spildte lidt af den. Jeg fik en af lærerne til at se dette og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring dette til én, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons i en mail til mig:

”With your opinion about the time-eating for children, I see that u want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes.

I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited.

To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat.

This way of eating is quite new so we'll do step by step. In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”

Dette viser mig, at nogle lærere reflekterer, er åbne over for forandringer, og at der ligger et ønske om ændringer af praksis.

Jeg er vant til at have muligheden for at diskutere problemstillinger i hverdagen i en dansk institution, hvilket jeg har manglet og til tider gjort mig frustreret i denne praktik. Jeg har draget stor nytte af professionelle fra forskellige lande, som har haft deres gang på SMC af forskellige årsager. Med flere af dem har jeg kunne reflektere og diskutere livet på SMC.

Praktikopgave - 3. Kultur

2007-07-30T00:53:00.000-07:00

Grupper der benytter institutionen
På SMC kommer der både børn fra velstillede familier og børn fra meget fattige familier. Det er et ønske, at man især gerne vil hjælpe de dårligt stillede familier. Dette gives der mulighed for ved at nedsætte forældrebetalingen i forhold til forældrenes økonomi og ved at få folk til at sponsorere de dårligst stillede børn. Eksempelvis betaler Hanoi Womens Club for en stor gruppe børn. To tidligere danske studerende betaler skolegangen for to af børnene.

Højtider og fester
På Sao Mai fejres mange højtider og fester. Imens vi har været her kan bl.a. nævnes Børnenes dag, Kvindernes dag og åbning af charity café. Til Børnenes dag kom et cirkus fra Hanoi med et par aber, 5 hunde og en tryllekunstner. Til store arrangementer bliver der delt slik og legetøj rundt til børnene, som de kan få med hjem, hvilket et sponsoreret udefra. Hvis der kommer en større gruppe mennesker udefra, hvor man ønsker at give dem et godt indtryk af SMC, stiller en gruppe børn og lærere op med diverse børnesange med tilhørende fagter. Det er det helt store show og ofte stilles de svageste børn i kørestol og med spastiske bevægelser frem forrest på scenen. Jeg tolker det nogle gange lidt som om, at de udefrakommende virkelig skal kunne se nød og elendighed, og se hvilket godt stykke arbejde stedet gør for netop disse børn. Til større arrangementer inviteres TV, som så møder op og laver nogle optagelser.

Inddragelse af forældre og familie
Vi har fået at vide af stedets leder dr. Lan, at der hvert år holdes to møder med forældrene. Mest for at give forældrene informationer. I det daglige har forældrene ikke megen kontakt med stedet, da de afleverer og henter børnene ved en gitterdør. Forældrene ser derfor sjældent deres børns dagligdag på Sao Mai. To lærere sidder vagt på hver etage ved ankomst og hente tid. De sørger for at hente børnene i deres klasser og aflevere dem til forældrene ved gitterdøren igen. Om morgenen og om eftermiddagen benytter flere af forældrene sig af, at der er åbent ud til en legeplads, hvor flere ser ud til at nyde noget tid sammen med deres børn i afhentnings- eller bringesituationen. Her har jeg også observeret at flere forældre er begyndt at snakke sammen indbyrdes.

Der er en forældrebestyrelse, hvor nogle få personer virker til at være meget aktive, da de viser sig på centret ved særlige arrangementer og nogle gange i hverdagen. Om de rent faktisk diskuterer emner eller har nogen form for indflydelse har jeg ingen fornemmelse af.

Den danske organisation LEV har igangsat et projekt for at få etableret forældregrupper, for forældre til børn med varigt nedsat funktionsevne. Forældregrupperne etableres i håbet om, at forældrene indbyrdes vil kunne støtte hinanden og på sigt forsøge at skabe bedre vilkår for deres børn. Jeg har været så heldig at kunne deltage i opstartsfasen som bestod af et to dages møde mellem forældre og to erfarne igangsættere fra Danmark. De arbejdede med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældre blev organiseret i grupper, og der blev lagt de første planer for, hvordan de som forældre kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn. På sidelinjen har jeg desuden haft mulighed for at følge lidt med i den videre udvikling igennem en dansk LEV medarbejder, der er udstationeret og bor ved siden af Sao Mai.

Institutionskultur
Sao Mai er et sted der bærer præg af gerne at ville rigtig mange ting. Da der ingen retningslinjer er udefra, står Sao Mai selv for at forme indholdet. Dr. Lan er meget ihærdig og sidder konstant i møder med diverse folk udefra. Når ex. den danske organisation LEV melder sig for at igangsætte forældregrupper, så er det der tages fat på. På selve stedet blandt lærerne foregår der også mange ting – Også langt mere end jeg umiddelbart er bevidst om. Især et par lærere som har været der i mange år (en slags senior-lærere) samt nogle talepædagoger virker til at skulle have meget at have sagt. Når de stiller sig op og taler til lærerne i klasserne, blive der stille og der lyttes til dem. I slutningen af mit praktikophold er det gået mere og mere op for mig, at der er et større hierarki blandt personalet end jeg først antog, og måske er der flere konflikter de ansatte imellem end jeg umiddelbart troede.

Dr. Lan er bestemt den med den største autoritet, men hun viser sig sjældent på etagerne, hvor børnene og lærerne er, da hun konstant sidder i møder både på hendes kontor og uden for huset. Jeg oplever at det ikke er hende lærerne kommer til, så der er ingen direkte kontakt imellem den øverste leder og lærerne. Mange af de antagelser jeg har, er på et meget tyndt grundlag, da jeg ikke har haft mulighed for at snakke med personalet om det i hverdagen pga. sprogbarrieren. Jeg fornemmer, at informationer m.m. kun går én vej, nemlig fra ledelse, senior lærere m.m. og ned til lærerne som en slags ordrer. Jeg oplever ikke at lærerne i klasserne på nogen måde brokker sig eller forsøger at tage kontakt til ledelsen. En dag jeg foreslog at jeg kunne snakke med dr. Lan om en problemstilling, virkede lærerne meget forundrede og bestemt ikke interesseret i at foreslå nogle ændringer for hende.

Samtidig holdes der mange møder og undervisningsforløb, hvor der lægges op til, at lærerne kommer med deres egne meninger og refleksioner. I selve klasselokalerne har lærerne en stor grad af selvbestemmelse. I hvor høj grad og hvor punktligt lærerplanerne, som bliver udarbejdet af dr. Lans søster, bliver fulgt, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvor udspecificerede planerne er, men vi har oplevet, at dr. Lans søster og en senior lærer er kommet ind i en klasse, hvor lærerne fik ordre til at ændre undervisningen, fordi de ikke syntes at det blev gjort godt nok.

Der er en forventning til, at alle ansatte møder op til diverse møder og undervisningsforløb uden for normal arbejdstid. De ansatte får ikke nogen ekstra løn for dette, heller ikke selvom det bl.a. drejer sig om 2-3 søndage om måneden. Dette betyder, at lærerne kun har ganske lidt fritid. Beskeder om arrangementer de skal deltage i, kan komme meget sent (samme dag), men de skal stadig dukke op. For tiden bliver mange søndage brugt til undervisning fra kl. 8.30 til 15, hvor englænderen Ann kører et undervisningsforløb, som hun delvist bliver betalt for af Sao Mai.

En gang om året inviteres alle ansatte samt deres børn på sommerferie sammen i en forlænget weekend (den eneste sommerferie de får), hvilket jeg fik muligheden for at deltage i. Her arrangeres der en bustur sydpå til en lille strandby, hvor alle indlogeres på hotel i fællesværelser og med fællesspisning på et lille spisested ved stranden. I Vietnam er der tradition for, at medarbejdere bliver forkælet på en årlig udflugt, hvilket man så også forsøger på Sao Mai. Det var en rigtig hyggelig tur med megen afslapning og hygge. For nogle var det første gang i deres liv at de så havet!

Praktikopgave - 2. Institutionens pædagogik

2007-07-30T00:48:00.000-07:00

De ansattes uddannelse
Det pædagogiske personale på SMC består af assistenter samt uddannede lærere indenfor normalområdet enten som børnehavelærere eller primary school teachers. Dette betyder, at lærerne kommer til SMC uden nogen forhåndsviden omkring børn med varigt nedsat funktionsevne. Længden på uddannelserne svarer nogenlunde til den danske lærer- og pædagoguddannelse. De ansatte psykologer, ja… - det må være et lidt andet begreb i Vietnam end i Danmark. Jeg mener ikke, at de kan have den mest faglige uddannelse, da bl.a. en af psykologerne har været fastansat på SMC i 4 år, men selv kun er 25 år gammel. Først for ganske få år siden blev der på hollandsk initiativ oprettet en uddannelse for lærere til børn med nedsat funktionsevne ved et universitet i Hanoi. Her uddannes de første 25 lærere inden for specialområdet.

Ekstra uddannelse
I forskellige forbindelser modtager de ansatte på SMC undervisning fra folk fra andre lande. Danske studerende har bl.a. mulighed for at videregive deres viden. På nuværende tidspunkt og et år frem, er det en kvinde fra England, som er uddannet lærer, som står for undervisning af personalet op til flere gange om ugen. Selv med oversættelse kan der dog være mange aspekter, der sætter barrierer for læringen bl.a. pga. kulturelle men især sproglige forskelligheder.

Nogle lærere viser interesse i at lære mere for at udvikle undervisningen med børnene, hvor andre virker mere som om, at de har i sinde, at fortsætte på den måde de altid har gjort. Flere af de højtrangerende lærere og terapeuter har deltaget i forskellige undervisningsforløb uden for centret.

Undervisningsplaner for børnene
SMC følger ingen statslige retningslinjer i forhold til undervisnings- eller læseplaner, men står selv for at sætte dagsordenen for indholdet. Søsteren til Dr. Lan besøger nogle klasser engang imellem og observerer undervisningen. Hver måned udarbejder hun nye læreplaner. Pga. sprogbarrieren har jeg ikke nogen større viden omkring dette, men jeg oplever ikke, at man særligt ændrer på undervisningen eller på nogen måde snakker om nye læreplaner. Dog kommer søsteren i følgeskab med en seniorlærer nogle gange til nogle klasser for at rette på lærernes undervisningsmetoder.

Lærernes overvejelser, handlinger og relationer i forhold til børnene
På grund af sprogbarrieren har jeg kun i et meget begrænset omfang haft mulighed for at snakke med personalet omkring deres didaktiske overvejelser og deres måde at være sammen med børnene på. Jeg oplever ikke at personalet i det daglige diskuterer pædagogiske emner, og der er heller ikke afsat særlig tid til dette. Nogle lærere har også mindre at skulle have sagt end andre og følger derfor instrukserne fra den lærer med mest erfaring i klassen.

Der kommer konstant nye børn til Sao Mai, og klasserne bliver større og større. Flere børn betyder flere penge, som igen betyder, at der forhåbentlig snart bliver råd til at udvide Sao Mai. De nye børn bliver sat ind i de allerede eksisterende klasser, hvilket betyder at man ofte bliver nødt til at rokere rundt på børnene for at få antallet af børn, deres alder og handicap til at passe sammen. Også nogle af lærerne rokerer rundt mellem klasserne, (man har ikke nogen vikarer på stedet). Alt sammen for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg tror, at der ligger mange overvejelser bag disse rokeringer, men i en hverdag hvor der ikke er mulighed for at få kendskab til disse overvejelser pga. sprogbarrieren, virker det til tider kaotisk og forvirrende, hvilket det også må være for børnene.

Hvilke sider af læringen der lægges vægt på
I de fleste klasser skal børnene sidde stille på en lang række op langs væggen i lang tid ad gangen. Det skaber ro og disciplin, hvor børnene lærer, at det er lærerne der sidder i magtpositionen. Gråd og opkast kan til tider stoppes af lærerne ved blot et enkelt blik og et klap med hænderne.

Undervisningen er tit meget ensformig. Lærerne synger meget med børnene, og der laves fagter og klappes til. Især om morgenen går lærerne meget op i, at børnene skal folde armene over kors, bukke, og høfligt hilse - især hilse på de voksne der er til stede. Der arbejdes med at lære børnene farver samt navnene på frugter og dyr. Børnene skal tegne cirkler og streger samt farvelægge stregtegninger.

Lærerne går meget op i at forsøge at lære børnene at tale, om de så skal blive ved med det samme ord i flere år! Læreren siger et ord, peger evt. på et billede eller en plastikfrugt, hvorefter barnet skal gentage. De bruger ikke hverken tegnsprog eller tegn til tale.

På Sao Mai blev der i marts 2007 åbnet en charity Café. Her kan lokale komme ind fra gaden og nyde en kop kaffe eller juice. I løbet af dagen får nogle få af de mere velfungerende børn på centret mulighed for at hjælpe til og servicere i cafeen. Dr. Lan’s ønske med cafeen er både at integrere børnene i lokalsamfundet og samtidig højne børnenes selvværd. Man kan se på nogle af de børn, der hjælper til, at de er meget stolte over at kunne arbejde i cafeen, og jeg er overbevist om, at det derfor også styrker deres selvværd.

Specielle træk ved pædagogikken som gør indtryk
Noget der fra første dag gjorde stort indtryk på mig er disciplinen. I starten brød jeg mig bestemt ikke om det, men da jeg kom til at opleve forskellige læreres måde at udføre denne disciplin på, oplevede jeg, at en vis form for disciplin kan bruges i pædagogikken. I nogle klasser var måden at føre disciplin på decideret afskrækkende, hvor der bl.a. blev slået med plastiksandaler i gulvet for at få børnene til at makke ret. I en af de klasser jeg har fulgt meget, formåede en af lærerne til gengæld at udstråle en enorm kærlighed over for børnene, samtidig med at hun skabte en stor respekt. På et kort øjeblik kunne hun få vendt en situation med et blik eller en lille lyd, uden at børnene så ud til at føle sig hverken skræmt eller forbigået af hende, til trods for at de ikke just har fået anerkendelse. Et eksempel, hvor det dog kan diskuteres, hvorvidt der er tale om magtanvendelse og om hvordan den går ind og påvirker børnene, er når børnene græder. I stedet for at trøste eller snakke med det grædende barn, sagde hun med en tydelig stemme, at det skulle holde op!, hvorefter børnene tit holdt op med at græde og legede glædeligt videre.

I starten syntes jeg slet ikke at lærerne brugte anerkendelse af det enkelte barn. Det synes jeg til gengæld, at jeg ser meget mere i slutningen af min praktikperiode. Hvorvidt det er fordi, at jeg bare er blevet mere opmærksom og kan læse flere signaler, eller om der rent faktisk er sket en udvikling, er jeg ikke helt sikker på.

Lærerne er generelt gode til ikke at sige ”Nej” til børnene og sætte noget andet i stedet….. I situationer hvor børn fx er ved at komme op at toppes, er nogle lærere gode til hurtigt at aflæse børnenes signaler og finde grunden. Hér er nogle lærere gode til at give nye ideer til hvad børnene kan gøre uden at situationen udvikler sig.

Jeg har ikke oplevet, at børnene som sådan bliver skældt ud i længere tid ad gangen. Nogle lærere bruger hårde blikke som en slags afstraffelse andre ignorerer ballade. Jeg kender ikke til deres pædagogiske overvejelser herom, men det kan måske skyldes børnenes funktionsnedsættelse, at de ikke forventer at børnene vil kunne forstå det.

I Vietnam er det kun få børn der bruger ble. Forældre holder deres børn ud over rendestenen på gaden, siger en visle-lyd og så tisser børnene. På Sao Mai har de nogle små plastikspande som børnene skal tisse i. Det er bestemt ikke hygiejnisk, men det fungerer.

På Bach Mai lader de større og mere velfungerende børn hjælpe de helt yngste med fx at skifte tøj. På denne måde føler de et større ansvar.

Især på Bach Mai er der en stor livsglæde blandt børnene og enorm meget fri leg. Jeg oplever det som om, at de har præsteret at skabe en form for familieatmosfære på stedet. Mange af de lærere jeg oplever i hverdagen udstråler en enorm energi. De har meget få materialer til rådighed men præsterer alligevel, at få meget ud af de få ting de har.

Praktikopgave - 1. Institutionsbeskrivelse

2007-07-30T00:45:00.000-07:00

Som pædagogstuderende har jeg tilbragt min sidste praktikperiode i Hanoi, Vietnam. Her har jeg arbejdet på et dagcenter for børn og unge med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i alderen ca. 1½ til 16 år. Børnene har bl.a. autisme, Downs syndrom, cerebral parese, epilepsi og ADHD. Stedet hedder på vietnamesisk Trung Tam Sao Mai, som forkortes SMC (Sao Mai Centre). På engelsk bliver dette oversat til Morning Star Centre. Navnet er en metafor for at give sollyset til børnene frem for mørket, med andre ord at give børnene en mulighed i livet. Centret består i virkeligheden af to enheder, som jeg for nemheds skyld kalder hhv. Bach Mai og Sao Mai (på vietnamesisk kalder de det noget langt mere kompliceret). Bach Mai er et lille sted som består af to lokaler, hvorimod Sao Mai er en ny stor bygning, hvor mange mennesker har deres daglige gang.

Etablering af Sao Mai Centre -SMC
Dô Thúy Lan (Dr. Lan), lederen og opretteren af SMC arbejdede i 1990 som psykiater, hvor kun medicin blev brugt i det daglige arbejde til behandling af patienter. I kraft af hendes arbejde som psykiater, bragte det hende rundt i verden til forskellige konferencer bl.a. i Irland og Holland. Dette gav hende mulighed for at møde forskellige mennesker, og her blev hun inspireret til sit fremtidige arbejde som stifter af SMC. Som hun selv udtrykker det, ligger børn med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse dybt i hendes hjerte.

I December 1995 blev SMC etableret under “Vietnam Relief Association for Handicapped Children” (VRAHC), som en ikke statsstøttet NGO (Non Goverment Organization) og non-profit organisation. På daværende tidspunkt fandtes der kun statsskoler for døve og blinde børn i Hanoi, da man mente, at børn med andre fysiske og psykiske funktionsnedsættelser skulle behandles medicinsk. Dr. Lan, som på daværende tidspunkt stadig selv arbejdede som psykiater på et statshospital, betalte selv omkostningerne for etablering og drift af et mindre sted for 20 børn med nedsat funktionsevne samt 4 lærere. Bach Mai kom til i 1996, og i 2003 gav staten jord til opbygning af selve Morning Star Center, som stod klar i 2005. Selve opbygningen af centret blev finansieret af en fond fra USA.

Finansiering og samfundsmæssig funktion
I dag består centret som sagt af to enheder. Sao Mai med ca. 130 børn fordelt i 10 klasser samt Bach Mai hvor ca. 24 børn under selve undervisningen er delt op i 4 grupper. SMC er ikke statsstøttet, men en NGO som finansieres af fonde, donationer og forældrebetaling. Lærelønninger, mad, elektricitet og vand kræver pr. barn 500.000 VND/mdr. (ca. 200 dkr.). Stedet har et ønske om, særligt at hjælpe børn der kommer fra økonomisk dårligt stillede familier for samtid at hjælpe med at integrere disse børn i samfundet. Ca. 70 % af børnene kan ikke betale det fulde beløb og betaler derfor langt mindre, da de kommer fra familier, der enten betegnes som fattige eller meget fattige. Dette gør, at der er et endnu større behov for finansiel støtte udefra for at kunne få stedet til at løbe rundt. Stedet bærer meget præg af dette, da Dr. Lan altid er travlt optaget af at skaffe penge til stedet på alle mulige måder. Medier bliver inviteret til enhver anledning for at skabe opmærksomhed for stedet, og en strøm af udenlandske organisationer besøger tit SMC med den hensigt at give økonomisk støtte. Lønningerne på stedet er meget lave. Lærerne tjener ca. 1.000.000 VND/mdr., hvilket svarer til under 400 dkr., nogle af dem tjener dog mindre. Lærerlønninger på statsstøttede normalskoler er meget højere, så der er en konstant frygt for, at lærerne søger andre veje for at få mere i løn – Især i den nært kommende fremtid, da lønnen på de statsstøttede skoler vil stige, og forskellen i lønningerne derfor vil blive endnu højere, da SMC ikke selv har økonomisk mulighed for at forhøje lønningerne.

Ansatte
SMC har officielt åbent mandag til lørdag fra kl. 7.30 til 16.30 men i praksis ofte til 17.00 eller senere, når det sidste barn bliver hentet. Til SMC er der tilknyttet i alt ca. 25 lærere (10 assistenter, 13 børnehavelærere, 2 primary school teachers), 3 læger inklusiv Dr. Lan, som også er stedets psykiater, 1 sygeplejerske, 1 rehabilitation tekniker og 6 psykologer. I alt er der ansat 57 personer. Pedel, portner og en af psykologerne er mænd, men resten af de ansatte er alle kvinder. Forskellige frivillige har også deres gang på Sao Mai, men antallet varierer meget. Nogle studerende fra et universitet i Hanoi kommer nogle gange for at lege med børnene. Mens vi har været her, har der været en ung frivillig i tre måneder, 2 danske pædagoger, en frivillig fra USA og en fra Filippinerne, en fra Australien og en fra Holland, som har været på Sao Mai i en måned. For tre-fire måneder siden kom en erfaren lærer fra England, som i et år skal undervise personalet. En fysioterapeut fra Frankrig er også tilknyttet på frivillig basis.

Centeret står også for familierådgivning og diagnosticering af handicap udover den daglige undervisning af børnene samt taleterapi. Familier, der (endnu) ikke er tilknyttet centret på anden vis, kan også komme for rådgivning hos psykolog og diagnosticering hos lægen, samt spørge til råds på centres hjemmeside. Jeg har ladet mig fortælle, at tilbud som taleundervisning betales særskilt af forældrene, men jeg har ikke fået dette hverken be- eller afkræftet af Dr. Lan.

Artefakte beskrivelser af SMC

2007-07-30T00:39:00.000-07:00

Sao Mai
Vi kører igennem den tætte og kaotiske trafik i Hanois gader ud mod en nyere del af byen, hvor flere mere moderne bygninger skyder op i landskabet. I en stor klynge af forskellige bygninger ligger Trung Tam Sao Mai – Morning Star Centre ud til vejen. Et sted mange kender fra medierne, da vietnamesisk TV ofte viser udsendelser herfra. Fra vejen ser man en stor hvid bygning med gitre for vinduerne, en stor gitterport ved indgangen, hvor en ”portner” uddeler scooter-parkeringskort og holder øje med, hvem der kommer ind. Man ser også en cafe med terrasse, hvor flere små borde og stole er sat op i små grupper. Cafeen åbnede i marts 2007.

Når man går ind af hoveddøren, befinder man sig på, hvad der hér kaldes for 1. etage. Her hænger gruppebilleder af børn og lærere og en kæmpe tavle med informationer om stedet på vietnamesisk. En væg er beklædt med fotos af alle skoles lærere. På etagen er der et rum til portneren, cafeen, et køkken, et par rum til taleterapi, et rum hvor en læge holder til, et rum til forældre-arbejde og et rum, hvor folk udefra kommer og får IQ-testet deres børn hos stedets psykolog. Ved bagtrappen er der for nyligt oprettet endnu en klasse. På gangen eller i cafeen spiser stedets leder, hendes søster og gæster udefra deres frokost. Som noget nyt spiser stedets frivillige også hér.

Fra denne etage kan man gå ud på bygningens bagside, hvor der er en større flisebelagt plads. I den ene side befinder der sig en legeplads inde under et stort tag. På legepladsen finder man forskellige legeredskaber bl.a. et stort kuglebad. Det er også hér, at et par vagthunde er indespærret i et bur, indtil børnene er taget hjem. Over legepladsen befinder der sig en indendørs swimmingpool, der dog først blev taget i brug for nylig.

Inden man går op ad trappen til 2. etage, møder man ”Danish students corner”, hvor der pt. hænger fotos af børn i tre store rammer. På næste etage er der to badeværelser og en gitterdør. Her sidder fast et par lærere om morgenen og om eftermiddagen, når forældre afleverer og henter de yngste børn. Man kommer ind på en lang gang, hvor væggene er dekoreret med forsk. store børnemotiver af dyr og mennesker fra forskellige historiefortællinger. På gangen spiser de fleste af børnene frokost mellem kl. 10.30 og 11.15 – andre spiser i klasselokalet. På denne etage er der et motorik rum og 5 klasselokaler i forskellige størrelser, hvoraf ca. tre af dem har et tilhørende toilet. I hvert lokale står et lukket skab, nogle flytbare stole eller plastiktaburetter og borde i børnehøjde. Den ene væg i hvert lokale har mærker efter stoleryggenes kant, da de ofte står linet op ad væggen i en række. Også klasselokalernes vægge er udsmykket med børnemotiver. I det største lokale er der et TV, hvor alle børnene samles for at se børnemusikvideoer eller tegnefilm et par gange om ugen.

3.etage er indrettet på næsten samme måde som 2.etage. Her holder flere af de ældre børn til. Der er klasselokaler og et computerrum med nogle få brugbare computere, hvor der kan spilles nogle få spil. På denne etage spiser alle børnene på gangen. 4. etage har ingen gitterdør. Her holder to-tre taleterapeuter til i nogle simpelt opsatte rum. Der er en stor fællessal, som bl.a. bruges til møder og fester. Lederen har et stort kontor med to computere, skrivebord og et stort mødebord, som flittigt bliver brugt af besøgene udefra. Her holder lederen og hendes sekretær til. På samme etage holder regnskabschefen også til. Et stort lokale er afsat som ”Visitors room”. Det indeholder et stort sofaarrangement og to skriveborde. Det er her de studerende og frivillige fra udlandet holder til i pauser eller kontortid.

På etagen længere oppe holder et par taleterapeuter til. Denne etage er endnu ikke færdigbygget, men skal engang rumme flere klasselokaler, når økonomien engang kan holde til det.

Bach Mai
I en ældre del af byen tættere på centrum finder man en lille bitte gyde. Her sidder folk og spiser på små taburetter hver morgen og eftermiddag, imens forældre forsøger at snegle sig forbi med deres børn enten til en lille skole eller til Bach Mai, som ligger et stykke inde i gyden. Bach Mai ligger for enden af gyden, hvor man om morgenen bliver mødt af en lærer, der sidder i døråbningen ved den gule dør, samt et par børn der vinkende byder folk indenfor. Bach Mai består af en lille bitte gang, hvor sko og tasker bliver opbevaret i et stort skab. I samme gang holder køkkendamen til. Hun har to gasblus, et lille bord og et skab at gøre godt med. Ved siden af ”køkkenet” er badeværelset med et toilet og to vandhaner næsten nede ved gulvet. Her ordnes både mad, opvask og kropshygiejne. Resten af Bach Mai består af to rum med få vinduer. Vinduerne har gitre men ingen ruder i, og om vinteren kan der lukkes skodder for vinduerne. I undervisnings-tiden er der to grupper i hvert rum med hver en lærer. I det ene lokale ligger der lidt forskelligt legetøj fremme, som børnene frit kan tage. Her er der også et TV, som flittigt bliver brugt flere gange om dagen. Det andet lokale bliver brugt til spisning og lidt mere vilde lege.

Rengøring

2007-07-29T19:16:00.003-07:00

Lørdag d. 28

Nye studerende skal flytte ind d. 30, så Claus og jeg besluttede os for at give køkkenet en ordentlig omgang knofedt! Flere af skabene havde vi aldrig før været i, fordi de simpelthen var for ulækre, da der vist ikke er blevet gjort rent i flere år.... Alt blev vasket og meget blev smidt ud. Det kom til at tage os 5-6 timer, kun afbrudt af en tur til supermarkedet efter flere rengøringsredskaber og lidt frokost.

Efter at have spist med Randi og en veninde tog Claus og jeg hen til den daglige aften sceremoni ved Ho Chi Minh Mausoleet lige lidt før kl. 21, hvor flaget bliver taget ned.

2. Rejsebrev

2007-07-29T19:16:00.001-07:00

Overfor vores hoveddør i vores lille smalle gyde bor en lille familie, hvor børnene altid kommer os løbende i møde – faktisk ligesom resten af gydens børn, der alle råber ”Hello, hello!” i munden på hinanden. Dagligt kommer forskellige sælgere igennem gyden med diverse ting eller for at indsamle plastik eller lignende. Et stort højtaleranlæg kører med musik og diverse informationer, som vi ikke fatter en brik af. På den lidt større gade for enden af gyden, holder der altid en masse mennesker til. Mange små butikker bliver sat op om morgenen; små kiosker, sukkerrørsjuice-butikken, gadekøkkener og frisøren spænder sit spejl op på muren og sætter en stol – så er der en ”frisørsalon”. Det vrimler med gadesælgere og deres rishatte, mænd der sidder og spiller kort, og der er scootere overalt. Der bliver spillet badminton på vejen og børnene løber rundt og spiller fodbold på vejen især om aftenen.

Regnen styrter ned udenfor. Det har ellers været højt solskin og 35-40 grader i det sidste lange stykke tid. Regn og torden har der meget passende været sent om aftenen og om natten. Jeg har nu været i Vietnam i 5 måneder. Tiden er fløjet af sted, og jeg skal allerede tilbage til Danmark igen om en måned.

I går aftes blev vi hentet på scootere, for at besøge en af lærerne fra den klasse, jeg følger på Sao Mai. Vi kørte igennem et område, jeg ikke havde været i før. Bumpede af sted på nogle helt små veje og gik igennem et marked, hvor der helt bestemt sjældent eller aldrig kommer folk fra vesten. Vi kom til en slags boligblok med mange små lejligheder. Det blev en hyggelig aften, hvor vi alle sad rundt om maden, der blev serveret på bambusmåtten på gulvet. Denne familie bor godt (økonomisk), i forhold til, hvad vi ellers har set. Børnene hyggede sig og kravlede rundt på møblerne - og deres far. De havde både parabol, computer med Internet, fint kamera og en sofa! Det kan ikke være hende, der tjener pengene, for hun får kun ca. 300-400 dkr. om måneden. Hendes mand er læge, men bruger gammel traditionel vietnamesisk medicin i behandlingen. På vej hjem i mørket, oplyst af lysene fra de mange scootere på de meget trafikerede veje, skete der et trafikuheld, scootersammenstød, to meter fra den scooter jeg sad bag på. Slam! - Og så lå der en vietnamesisk pige på vejen. Det så ikke helt godt ud, men der var intet blod involveret denne gang!

Sao Mai Center hvor jeg er i praktik, er et sted hvor der altid sker enormt mange ting. Da stedet er en NGO – en non goverment og non profit organisation, kræver det konstant, at de forsøger at skaffe sponsorer udefra til bl.a. at støtte stedet rent økonomisk. Dette betyder, at der er en lind strøm af mennesker, der kommer og går på Sao Mai, som besøgende, som projektkoordinatorer eller som frivillige. Vi har haft stor glæde af en engelsk kvinde, som skal arbejde på Sao Mai som frivillig fra VSO (Volunteer Service Overseas) i et helt år. Hun har en del erfaring inden for specialområdet og skal derfor forsøge at undervise personalet. Vi har tilbragt megen tid med hende, hvilket vi har nydt godt af også rent fagligt, da vi ikke i hverdagen kan snakke fagligt med resten af personalet pga. sprogbarrieren.

Den danske organisation LEV har igangsat et projekt for at få etableret forældregrupper for forældre til børn med varigt nedsat funktionsevne. Forældregrupperne etableres i håbet om, at de indbyrdes vil kunne støtte hinanden og på sigt forsøge at skabe bedre vilkår for deres børn. Jeg har været så heldig at kunne deltage i opstartsfasen på Sao Mai, som bestod af et to-dages møde mellem forældre og to erfarne igangsættere fra Danmark. De arbejdede med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældre blev organiseret i grupper, og der blev lagt de første planer for, hvordan de som forældre kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn. På sidelinjen har jeg desuden haft mulighed for at følge lidt med i udviklingen igennem en dansk LEV medarbejder, der er udstationeret og bor ved siden af Sao Mai.

I min praktik har jeg ofte følt mig uvidende, passiv og inkompetent, da meget af det foregår i et decideret undervisningsmiljø, som jeg absolut ingen erfaring har med. Sproget har gjort, at jeg ikke har kunnet føre nogen diskussioner, og megen viden fra alle parter er gået tabt imellem os. På mange måder har jeg ikke følt mig særlig faglig under mit ophold og i selve klassesituationen. Til gengæld har jeg kunnet give børnene omsorg, nærvær og anerkendelse, hvilket også har smittet af på lærernes opførsel. Dette har også gjort, at jeg altid har nogle børn eller unge omkring mig, som meget gerne vil have min opmærksomhed, så snart jeg træder ind i lokalet. Jeg har haft et rigtig godt forhold til lærerne, hvor vi har kunnet grine og hygge os til trods for sprog barrieren.

På Bach Mai har jeg arbejdet med at imitere og spejle en autistisk dreng, med det resultat at der nu er skabt en rigtig god kontakt imellem os - så meget, at lærerne på deres simple engelsk har kunnet fortælle mig, at de ser en forskel i drengens måde at være over for mig på.

På Sao Mai oplevede jeg meget i starten at børnene blev placeret på deres små stole op langs væggen. Jeg har fået indført megen mere leg i dagligdagen, på de tidspunkter hvor der normalt alligevel ikke er nogen undervisning. De har fået lov til at udfolde sig mere fysisk. En lille pige på knap 1½ år blev altid placeret på en lille stol. Hun viste ingen interesse i, hvad der foregik omkring hende. Da jeg privat besøgte en af lærerne, fik vi med hendes søster som oversætter snakket om, at det ville være en god ide at placere pigen nede på gulvet. På denne måde ville hun have muligheden for selv at undersøge ting og måske begynde at kravle omkring. Læreren fik pigen ned på gulvet i den følgende uge, og pigen ændrede fuldstændig karakter. Fra at sidde helt passiv og stille, tit grædende, blev hun nu meget mere glad og livlig, og hun viste interesse for omgivelserne. Dette gjorde også, at lærerne pludselig syntes, at hun var en lille charmør, og de gav hende meget mere opmærksomhed. En dag mødte jeg hendes mor, som tilfældigvis kan engelsk. En af lærerne havde fortalt hende, at jeg havde gjort en særlig indsats over for hendes barn, og hun var mig evigt taknemmelig. Måneder senere begyndte fysioterapeuten at arbejde med pigen, og i dag kan pigen stort set selv gå!

På Sao Mai har jeg arbejdet specifikt med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene bliver madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste, der kan ske er, at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til det, spiste og spildte lidt af det. Jeg fik en af lærerne til at se dette, og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring det til en, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons:

”With your opinion about the time-eating for children, I see that you want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes. I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited. To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat. This way of eating is quite new so we'll do step by step .In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”

Pga. ferie m.m. så jeg ikke børnene i nogle uger, men jeg mødte lærerne. Den ene fortalte mig stolt, at de var begyndt at lade børnene spise selv, og at børnene var rigtig glade. Hun viste mig stolt billeder på sin mobiltelefon af flere af børnene, som selv sad og spiste - så et vist præg i hverdagen har jeg nok alligevel kunne sætte.

Lærernes eneste sommerferie varede tre dage fra lørdag til mandag, hvor de, der ville kunne komme på en samlet ferie ved vandet, som Sao Mai betalte. Her deltog jeg og boede på hotelværelse sammen med nogle af lærerne. Det var en hyggelig tur, hvor jeg oplevede lærerne i en helt anden sammenhæng og nogle af dem med deres små børn.

På grund af så mange forskellige arrangementer og møder vi har deltaget i på Sao Mai, har jeg kunnet skrabe timer sammen til at holde en del ferie. Jeg har oplevet så mange forskellige steder, mennesker og set den flotteste natur. Jeg har bl.a. været i Ba Be og Cuc Phuong Nationalparker. Jeg har været i Halong Bay, på Cat Ba Island, Hue og Hoi An. Helt i syd har jeg besøgt Mekong Deltaget, Ho Chi Minh City, Mui Ne, Dalat og Nha Trang. Inden jeg skal hjem, når jeg også en tur til Sapa i nord. Vi har boet i ”stilt houses”, på luksus hoteller, ressorts, billige hoteller, sejlet på floder, besteget et bjerg, vandret, oplevet regnskove og insekter, kørt i jeep, set vandfald og pagoder, daset ved strande og været på byvandringer.

I starten var det lidt af en udfordring at spise med spisepinde, men det blev hurtigt helt naturligt. Jeg syntes på et tidspunkt, at det var tid for lærerne, fra de klasser jeg følger, at prøve at spise med kniv og gaffel. –Så jeg inviterede dem med ud og spise på den danske restaurant i Hanoi. Godt nok kunne vi ikke rigtig have de dybeste samtaler under middagen pga. sprogbarrierer, men det var enormt hyggeligt. Vi kunne med kropssprog og mimik alle more os over deres kamp med at få kniv og gaffel til at makke ret. Bagefter blev det hurtigt arrangeret, at vi lige besøgte nogle af lærerne. Nogle få uger senere blev vi inviteret hjem til kokken fra Bach Mai for at spise mad med fingrene – så skulle der hverken bruges spisepinde eller bestik! Hun bor på en af de mest kendte gader i Hanoi, men klemt inde bag nogle butikker. Her er en lang mørk gang hvor flere familier og massevis af scootere holder til. Op ad en smal trappe kommer man til hendes hjem, hvor man med det samme føler sig velkommen og godt tilpas.

Som studerende i Hanoi er det en fordel, hvis man er åben og imødekommende, for man møder konstant nye mennesker her i Hanoi. Aldrig i mit liv har jeg mødt så mange forskellige mennesker i løbet af så kort tid. Når jeg tager alene rundt i Hanoi eller på arbejde, kører jeg med de lokale busser, som kun koster 3.000 VND (mindre end 1,50 dkr.), ligegyldigt hvor langt man kører. På denne måde har jeg lært flere områder at kende, og hér kommer jeg i hvert fald tæt på vietnameserne i ordets bogstaveligste forstand, da vi i myldretiden står pakket som sild i en tønde.

I løbet af de sidste 2-3 måneder har jeg deltaget i aftenarrangementer for unge, der alle arbejder på Koto, en restaurant tæt på hvor vi bor. Det er unge mennesker, som alle kommer fra fattige forhold især uden for Hanoi. Udover at arbejde på den samme restaurant, bor de sammen og går på skole for at lære kokke- og tjenerfaget. Nogle frivillige har opstartet et ugentligt aftenarrangement, hvor de unge har mulighed for at være sociale og bare hygge sig, men hvor der helst skal tales engelsk og ikke vietnamesisk. - Derfor har vi været mere end velkomne. Vi har snakket, leget en masse lege og haft det rigtig sjovt, hvilket har resulteret i, at der altid er venlige smil og kommentarer, når jeg besøger restauranten

At være pædagog er én lang læreproces som aldrig slutter. Min praktik har været en udfordring. En udfordring jeg på ingen måde ville have været foruden! Hverdagen har stillet mange spørgsmålstegn og jeg har undret mig. Jeg har lært at skifte perspektiv og forsøgt at forstå personalets pædagogik, samtidig med at jeg ikke altid har været enig i deres handlinger. På denne måde har jeg kunne reflektere over forskellige ting i hverdagen og forsøgt at se det ud fra forskellige synspunkter i den givne kontekst. Det betyder ikke, at jeg i dag har en klar mening om, hvordan tingene skal gøres, men snarere er opmærksom på forskelligheder og forskellige måder at gribe tingene an på. Det har gjort mig opmærksom på, at jeg i fremtiden ønsker at blive mere faglig bevidst omkring mine pædagogiske holdninger til det der umiddelbart virker så indlysende for mig.

Jeg kan jo bare blive ved med at fortælle om, hvad jeg har oplevet her i Vietnam. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal slutte, da jeg gerne vil fortælle om alt det vi oplever hér. Det er dog gået op for mig, at det vil blive til en helt roman inden jeg er færdig. Jeg vælger derfor at slutte mit rejsebrev hér.

Sidste dag på Sao Mai

2007-07-29T04:28:00.000-07:00

Torsdag d. 26 var min sidste dag på Sao Mai. Her fik børnene også sæbebobler og balloner, men de fik ikke lov til at lege med dem så længe, da undervisningstiden skulle overholdes....

Børnene nød at lege!

I motorikrummet var der hele dagen høj pop-musik og der blev danset til den helt store guldmedalje.
Claus i hans klasse
Så er børnene ved at lære at lægge tøj sammen.

Til frokost blev nogle af lærerne inviteret med ned og spise sammen med os, hvor vi fik rigtig god mad og Claus og jeg fik et par gaver. (Hende der sidder til højre var på besøg sammen med sin mand. Bekendte af en tidligere studerende).
Den gode dr. Lan travlt optaget som altid!

Jeg kom også til at græde da jeg tog afsked med Sao Mai, men det blev langt fra så gråd kvalt som tirsdag.

Sidste dage på Bach Mai

2007-07-27T19:36:00.001-07:00

Mandag d.23. og tirsdag d.24. juli var mine sidste dage på Bach Mai. Da jeg mødte op, fik jeg straks at vide, at lærerne aflyste al descideret undervisning af børnene mandag og tirsdag, for at børnene kunne lege og hygge sig med mig inden jeg skulle forlade dem!

Mandag

Jeg havde samlet tøj, sko og DVDer som jeg ville efterlade i Vietnam. Lærerne på Bach Mai fik det, hvilket de var begejstret for. Tirsdag fortalte de, at flere af lærerne var blevet efter arbejdstid for sammen at se en af filmene, hvilket de havde hygget sig med....!

Om formiddagen legede vi bl.a. en form for stoledans og om eftermiddagen legede vi faldskærm med et tæppe. Både børn og lærere nød det i fulde drag!!

Da min fødselsdag er d. 1. august holdt lærerne en samlet farvel og fødselsdagsmiddag for mig. Her havde de lavet min yndlingsret = forårsruller, nudler m.m. Flere gange i løbet af dagen, fortalte de, hvordan de ville savne mig, når jeg rejste derfra. Mine følelser sad uden på tøjet og klumpen i halsen blev flere gange til tårer. Flere af lærerne begyndte også at snøfte og få røde øjne.

Tirsdag morgen fik jeg en af lærerne til at gå med mig på det lokale marked for at købe sæbebobler og balloner. Om formiddag legede vi med balloner og om eftermiddagen med sæbebobler. Det blev temmelig larmende, fordi der blev løbet omkring, grint og leget. Det er simpelthen så fedt at se børnene i denne sammenhæng, hvor de virker mindre psykisk funktionshæmmede end ellers. De fleste ligner ganske almindelige børn, der leger og pjatter -også selvom de bl.a. har autisme.

Trip trap trasko...!

Eneste vandforsyning. Bruges efter toiletbesøg, til rengøring af grøntsager og opvask.

Hér ser vi billeder på min computer

Hele dagen var jeg i rigtig godt humør, men på et tidspunkt kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Jeg prøvede bravt at lade være, da lærerne havde sagt at de kun ville se mig glad....men jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste ikke at de faktisk betød så meget for mig. Da jeg skulle gå brød lærerne sammen en efter en -Og jeg stor tudede! Jeg tror ikke at børnene forstod ret meget af hvad der skete. Det blev den helt store tudescene. En af lærerne var så kede af det, at hun vendte sig væk og ikke kunne klare at sige farvel til mig. Jeg kunne ikke magte at sige ordentligt farvel til børnene. Da jeg gik stillede børn og voksne sig i døren. Der havde været glæde og larm hele dagen, men pludseligt var alt stille. Jeg gik ud af den lange smalle gyde og vendte mig om et par gange, hvor de alle bare stod helt stille og så på at jeg forsvandt. (Billedet af gyden og døren tog jeg om morgnen). Det var ligesom at være med i en afskedsscene i en film. Jeg glemmer det aldrig!

Uge 29

2007-07-22T07:53:00.000-07:00

Mandag d. 16. juli

Efter praktik skulle jeg have været til Koto-aften, hvilket de aflyste i sidste øjeblik. Istedet tog vi ud og spise.

Børnene overfor hvor vi bor, som altid kommer os i møde!

Tirsdag d. 17. juli

Besøg hos Hoai Anh og hendes familie som bor ca. 1½ m fra jernbaneskinnerne.

Onsdag. 18. juli På Sao Mai. Boldene og de grå madrasser er noget af det vores indsamling på Roskilde Pædagogseminarium er gået til.
Om eftermiddagen/aften holdt Claus og jeg workshop med lærerne. Vi var blevet bedt om at fortælle om en model vi allerede havde snakket om tidligere på vores fælles workshop med børnehaven. Det blev en anelse forvirrende, da der også blev diskuteret og forklaret en del på vietnamesisk, så vi ved ikke helt hvad der foregik hele tiden. Bagefter gennemgik de en model de havde lavet på baggrund og med afsæt i vores model. Denne model havde de brugt i forbindelse med et forældremøde - så det er fedt at opleve at de bruger ens ideer til noget og oven i købet selv videreudvikler dem! Bagefter blev vores praktikophold evalueret, hvilket mest af alt blev en takketale.

Torsdag d. 19. juli

(Hjemme pga. smerter)

Pho Ho Giam under "siestaen"

Vores hus er det, hvor alle el-målerne sidder.

Vores skraldespand. Hvis den ikke lige er der, smider man bare posen på jorden...

En frisør ved Van Mieu

Fredag d. 20. juli

På Jaspers i Rødvinstårnet = Hanoi Towers

Randi
Rikke og Kate
Pernille og Claus

Lørdag blev en hygge/slappe af dag med en lille aftentur i Hanoi.

Søndag d. 22. juli

Vi var 5 der havde bestilt madlavningskursus på Highway 4. Vi startede på et af Hanois markeder og gik rundt som rigtige turister og kiggede på det hele.

På marked. Silkeorme.

For første gang i Hanoi kom vi ud og køre i cykel-taxa

Så skulle der kokkereres.

Alle ingredisenserne var forberedt på forhånd.

Friske forårsruller med havkat

Stegte ris og bagefter lavede vi en "clams"-suppe

Her er vores kok på hjemmebane i restaurantens køkken.

Bagefter tog vi videre til Keramiklandsbyen Bat Trang. Her ledte Kate og Rikke efter de helt rigtige "keramik-perler" - Det blev til nogle stykker!!

Yndlingsbutikken med mere skandinavisk-lignende design.

Tak for en god dag tøser!

2007-07-16T04:29:00.000-07:00

Søndag d. 15. juli.
Dagen før havde været i supermarkedet og handle stort ind. Sidst på formiddagen blev der kogt æg, skåret gulerødder, pakket tæppe, rugbrød, ost, spegepølse, servietter m.m. Det var en stor dag, vi skulle på picnic. Pernille, Rikke, Randi (rejseguide fra Jysk i Hanoi) og jeg -Claus og Kate var desværre syge og Mikkel rejst fra Hanoi dagen før. Vi kørte i taxa ind til byen, hvor vi kom til at hænge fast på en kantsten, så vi måtte ud og skubbe taxaen! Bagefter blev vi kørt til Lenin Parken, som er en meget stor, stille og fredelig park. Her bredte vi vores medbragte tæppe ud og tog alle madvarerne ud. Det blev et måltid vi sent vil glemme! Det var smagen af dansk sommer på et tæppe i Hanoi. Nøøøøj hvor vi nød det i fulde drag! Ren rå-hygge når det er bedst!

Nå ja, der skete en del i løbet af denne dag: Wincom Towers, besøge en fancy butik som viste sig at være lukket, jeg besøgte min skrædder (-Hjææælp, mon hun når at blive færdig inden jeg rejser!), vi så film på Pernilles værelse. Jeg fandt ud af, at min fly-billet hjem på nuværende tidspunkt er alene på vej til Danmark med den bagage jeg har send hjem. Ups! Købte en "erstatningsbillet" dagen efter!

Senere bestilte vi alle 6 pizzaer, der blev leveret til døren. Heldigt, eftersom det begyndte at styrte ned. Vores pizzabud stod i vand til langt op over anklerne, da vandet næsten var nået op til vores øverste trappetrin. Vi når lige at sætte os ned ved bordet, da strømmen går! Her sidder vi så i sterinlysetsskær i flere timer. Det blev simpelthen sååå hyggeligt! Vi kom til at snakke om liv og død, personlige oplevelser, gyserhistorier og meget meget mere..... lige indtil strømmen kom tilbage og vi flygtede op til aircon på vores værelser, da sveden piplede af os.

Misforståelsernes land

2007-07-16T04:21:00.000-07:00

Lørdag d. 14. juli.

Aftenen var planlagt. Hele husets beboere skulle ud og spise på fin restaurant efterfulgt af en lille bytur. 10-20 min. før vi skal ud af døren, ringer min mobil. Øøøø min ene lærer og hendes familie venter på mig. Hun havde godt nok haft snkket om denne dag, men jeg forstod at det var blevet aflyst. Derudover hørte jeg aldrig noget om et tidspunkt og selvom jeg har været der én gang, aner jeg ikke rigtig hvor henne i Hanoi hun bor. Nå...pyt. Der røg aftenen med de andre fra huset. Kort efter blev jeg hentet af Hoai Anh og hendes søster på scootere, som kørte mig hjem til den anden lærer Huong. Huongs mand var syg og lå på soveværelset, men kom og spiste med. Han var ikke meget værd og flere af hans venner kom forbi og lagde sig på "syge-værelset" sammen med ham. -Dette betød, at det endte med at blive en rigtig tøse aften! Det var rigtig hyggeligt! Hoai Anh og hendes søster var ikke så fjantede, som de ellers nogle gange kan være. Vi snakkede bl.a. om mande- og kvinde roller i Vietnam. Der blev grint og de blev ved med at sige, at vi lige blev der liiiidt længere fordi det var så hyggeligt.

Dejlig aftensmad! Jeg lærer dog aldrig at spise deres seje kylling med gult blævrende skind.

Huongs kusine helt til venstre var på besøg og havde lavet det meste af maden. Hun forholdt sig tavs hele aftenen, men jeg tror faktisk, at hun alligevel hyggede sig.

Besøg hos Dr. Lan

2007-07-14T02:40:00.000-07:00

Fredag d. 13.
Tue som arbejder for CVU Sjælland (tidligere lærer på Roskilde seminarium) har arbejdet med forældregrupper for børnene ved Sao Mai. Han og hans familie boede derfor et halvt år i Vietnam for ca. 3 år siden. De er nu på ferie rundt i Vietnam sammen med et vennepar og 4 børn. Ann, Claus og jeg blev inviteret hjem til Dr. Lan sammen med de to familier. Det blev en rigtig hyggelig aften!

Visiting Dr. Lan together with Ann, Claus and two families from Denmark who are on summer holidays in Vietnam. One of the families has lived in Vietnam for 6 months while Tue was working with starting a parents group at Sao Mai. It was a really nice evening!

Besøg hos Mr. Hai

2007-07-14T02:15:00.000-07:00

Torsdag d. 12. juli var dagen, hvor vi alle var inviteret hjem til Mr. hai og hans kone, som er vores travel agents. Vores mest brugte resebureau: SINH CAFÉ, 52 Hang Hom, Hanoi

Vi mødte op på rejsebureauet, hvor vi har siddet nok så mange gange. Her lukkede Mr. Hai biksen ned kl. 19 - en time før normal lukketid. De holder normalt åbent mel. 8 og 20 i alle ugens 7 dage! (I samme tidsrum passes deres 19 mdr. gamle datter ude i byen!)

Sammen med en tidligere studerende Rie, som skal være i Vietnam de næste 4 mdr. og måske bosætte sig her, kørte vi i taxa til familiens nye hus. Konen havde taget tidligt hjem fra arbejde for at forberede Lau - Hotpot til os.

Mr. Hais forældre, bror, svigerinde og nevøer var der også.

Alle kom desværre ikke med på billederne

De viste en fodboldkamp på TV, som kørte i baggrunden. Kampen blev fulgt meget intenst, især af Mr. Hais bror, som lavede en lille dans, råbte op og klappede i hænderne, da Vietnam scorede det første mål (kampen endte dog 1-1).

Visiting our Travel agents' house, where we had Lau = Hotpot together with their family.

I can highly recommend their Travel agentcy: SINH CAFÉ, 52 Hang Hom Str, Hanoi.

Afskedsmiddag hos familien Viet

2007-07-14T01:56:00.000-07:00

Søndag d. 8. juli blev der holdt afskedsmiddag for Mikkel, Claus og jeg hjemme hos vores udlejere - Familien Viet (Pernille var i bio med en af sine lærere). Vi sad på sivmåtter på gulvet og fik Lau = hotpot -forskellige ingredienser som koges i en gryde foran os.

Til venstre ses: Hr. Viet, sønnen, moren, datteren Trang og mig.
Til højre ses: en ven som studerer i Australien, Trans kæreste, en fætter + panden af Mikkel og Claus.

Der blev fulgt med i foldbold, da turneringen startede samme aften.

Vi fik hver en gave af familien - Et vietnamesisk kopi-maleri fra deres onkels butik.

Visiting the Viet Family who are our Land Lords. We had a very nice farewell party, where we ate Lau = Hotpot

Kate og Rikke

2007-07-14T01:44:00.001-07:00

15. juni fik vi to nye beboere i huset og har allerede boet her en måned. Rikke og Kate som begge læser kost og ernæring på Ankerhus i Sorø. De skal i ca. 1½ mdr. arbejde i køkkenet i den børnehave, hvor de andre er i praktik. De bor øverst oppe i huset, hvor der er som en sauna uden aircondition. Når vi andre har været på ferier, har de flyttet ind på vores værelser for at komme ud af saunaen. De er begge fra Fyn og jeg nyder deres fynske accent som jeg bli'r i så godt humør af...

Rikke ved silkeforretning på et af byens stofmarkeder.

Rikke og Kate på toppen af en café med udsigt over Hoan Kiem søen.

Kate and Rikke are students from Denmark who moved in with us already on the 15th of June.

Sapa -Dag 3

2007-07-04T22:09:00.000-07:00

Tirsdag d. 3. juli skinnede solen fra en næsten skyfri himmel.

Jeg vågnede veludhvilet under myggenettet til en dejlig frisk luft. Efter morgenmaden som bestod af pandekager og bananer, startede vandrerturen igen i den bagende sol.

Planter til at udvinde den blå indigo-farve.

Majs og Hamp planter

I området findes mange sten med gamle symboler indridset i dem.

Små drenge ridende på vandbøfler.

En af de lokale købmandsbutikker.

"Buy something for me!?"

Igang med ris-plantning

De lokale mænd spiller kort.
Små-piger der gerne vil sælge lidt til turisterne.

Hér bliver der ført vand igennem bambusrørene.

Udsigten fra vores hotel i Sapa kort før afgang til Lao Cai for at tage nattoget tilbage til Hanoi.

Our last day in Sapa.

Sapa -Dag 2

2007-07-04T21:28:00.000-07:00

Mandag d. 2. juli begyndte vores trekking.

Det var diset og det små-regnede da vi tog afsted fra hotellet.

Under hele turen fulgte disse to kvinder med. De skiftedes nærmest til at holde mig i hånden og få mig igennem det glatte og mudrede terræn.

Vi fik også følge af to unge mødre som også gik med os det meste af denne tur. (Pige børnene får lavet huller i ørene når de er 1 mdr. gamle -så også denne lille guldklump havde huller i ørene).

Her er vi netop ankommet til vores "Homestay" hvor vi tilbtagte aftenen og natten. Alle disse kvinder - på et tidspunkt talte vi ca. 20 - forsøger alle at sælge deres varer til os. På dette tidspunkt var vi kun to, senere kom der to mere. Kvinderne fik intet solgt selvom de iherdigt forsøgte.

En af de charmerende sælgere

The day where we started trekking in Sapa. Several women followed us the whole way. Two of them helped me holding my hand a lot of the time. The paths were very slippery and I was wearing flat trainers without any grip. It is a very beautiful area! There are always women trying to sell diferent things such as bags, blankets, bracelets, pillowcases and so on. All with very nice hand wowen patterns. In the night we slept at a "Homestay".

Sapa -Dag 1

2007-07-04T20:13:00.000-07:00

Lørdag aften d. 30. juni tog Claus og jeg nattoget til Lao Cai.

Søndag morgen blev vi mødt af vores private guide, som skulle være sammen med os de næste tre dage. En chaufør og vores guide kørte os til Bac Ha ca. 1000 m's højde fra Lao Cai igennem et smukt landskab. Vi ankom ved ca. 9-tiden til Bac Ha's Søndagsmarked fyldt med etniske minoritetsgrupper i deres flotte klædedragter. Først omkring 11-tiden begyndte det at vrimle med turister, så vi havde en del tid, hvor det virkede som et helt uspoleret marked for de lokale.

I dette område bor flere forskellige etniske minoritetsgrupper med hver deres klædedragter, hvilket var det jeg var mest fascineret af. Det er helt utroligt med alle deres broderier, farver og flotte dragter!

Bac Ha's søndagsmarked

Vores guide tog os rundt og besøge flere familier lidt uden for byen.

Hér laes der risvin og bacon hænger ned fra loftet.

Hér tørres der majs.

Et over tusind år gammelt træ i Lao Cai.

Grænsen til Kina. På den anden side af denne bro er der en times tidsforskel.
En gruppe mænd der fragter noget meget tungt over grænsen.

Om eftermiddagen ankom vi til Sapa, hvor vi boede på et af byens mange hoteller.

Claus and I went with the night train from Hanoi to Lao Cai. From here we were picked up by our private tourguide and driver who took us to the Sunday Market at Bac Ha and to visit some local families. It was a very nice market and the traditional clothes of the local ethnical minorities are soooo beautiful! We went to the boarder to China and in the evening we went to a hotel in Sapa.

Besøg hos Huong

2007-07-04T19:28:00.000-07:00

Fredag d. 29. juni

Hoai Anh fra min klasse på Sao Mai, hendes søster og ven kørte Claus og mig på deres scootere ud til en del af byen vi endnu ikke havde været i før. -Vi var faktisk ikke helt sikre på om det stadig var Hanoi... Efter at have kørt ad smalle bumpede gader og det lokale marked, (hvor der de bestemt ikke er vant til at få besøg fra vesten) kom vi til et lejlighedskompleks. Her bor Huong, som er den nye lærer fra min klasse på Sao Mai, sammen med sin mand og to børn.

Familien bor ret godt. De har stue med sofa, TV + parabol, computer med Internet, camera og printer af høj kvalitet. De har et soveværelse, køkken og badeværelse med rigtigt toilet! Det kan bestemt ikke være hende der tjener pengene, for hun tjener kun ca. 15 dkr. om dagen. Hendes mand er læge, men ikke i vestlig forstand. Han bruger traditionel medicin i sin behandling af patienter.

Hoai Anh og hendes søster.

Hendes søn er en rigtig abekat.
Huong og hendes datter
Det fine udstyr.

Hoai Anhs lillesøster og hendes ven. Vennen var med for at have Claus bag på scooteren, da ingen af de spinkle piger turde have Claus' vægt bagpå. Hoai Anhs søster var med som oversætter, da hun er den eneste der kan engelsk.

Så skulle der spises! Det smagte bare Mmm...! Huongs veninde som er engelsklærer på et universitet kom også lige forbi. Godt nok kunne hun forståeligt engelsk, men det var godt nok temmelig begrænset - Hun sagde dog at de ikke underviste engelsk på det højeste niveau på hendes skole.

På vejen hjem ad de helt store veje i Hanoi, ske der et scooteruheld to meter fra "min scooter". Bang...lyden af plastik der støder sammen og så lå der en pige på vejen. Der er jo altid sindsygt mange mennesker på vejene, så hurtigt stod der min. 50 mennesker rund om hende og fik hende hjulpet væk fra vejen. ...Måske et brækket skinneben, men heldigt sluppet!

Visiting one of the teachers from Sao Mai -Huong and her family. Hoai Anh (also teacher from the school) and her sister and friend took us there on their scooters. The family lives in a very nice appartment.

Khoái Châu

2007-06-30T04:47:00.000-07:00

Tirsdag d. 26. juni

Ann som arbejder som frivillig på Sao Mai skulle denne dag besøge en anden skole for børn og unge med nedsat funktionsevne - især døve børn. Skolens navn er Khoái Châu. Børnene går både i skole og bor her. Stedet holder tre måneders sommerferie imens børnene er hjemme og bo hos deres familie. Den danske organisation LEV har samme forældre-projekt kørende på denne skole som på Sao Mai. Ann skulle denne dag undervise lærerne og give dem nye ideer til undervisningen. Hun havde sekretæren Phuong fra Sao Mai med som oversætter. Jeg havde fået lov til at komme med og sad som iagttager hele dagen.

Ann og Phuong med Ho Chi Minh i baggrunden

Hele lærerstaben til frokost.

Rektorens datter var også med. Hun bor lige ved siden af Sao Mai. Denne dag fungerede hun lidt som min oversætter for at øve sig på engelsk, som hun læser på universitetet.

Ser det ikke ud til at være nogle behagelige senge...?!

Udsigten fra en balkon på skolen.

Pladsen til ventre bruges til boldspil. Det grønne bruges til at lære børnene havearbejde. Den høje gule bygning er selve kostskolen hvor de sover. Jeg ville enormt gerne have set dette sted når børnene rent faktisk er her, men det må jo blive en anden gang... (Jeg vil ihvertfald foreslå kommende studerende i Hanoi at besøge dette sted).

Udsigten fra et af klasselokalerne... -Noget lidt andet end Hanois byliv!

Hér arbejder lærerne flittigt med gruppearbejde

Hér skulle lærerne fremlægge, hvilke muligheder de så for at udvikle inden for de områder Ann havde snakket om.

Sidst på dagen fik Ann, Phuong og jeg hvert et fint billede syet (broderet) af nogle af stedet elever. Jeg havde ikke gjort andet end at være tilstede, men selvfølgelig skulle jeg også have en gave...

Cuc Phuong Nationalpark

2007-06-24T21:59:00.000-07:00

Fredag d. 22. til søndag d. 24. juni besøgte vi Cuc Phuong som er Vietnams ældste Nationalpark -et af verdens få tropiske urskovsreservater.

Jeg var afsted med Claus, Ann fra Sao Mai og fire andre som også arbejder for VSO ligesom Ann.

http://www.cucphuongtourism.com/

I Cuc Phuong National park findes der utrolig mange vilde dyr, bl.a. leoparder og bjørne som heldigvis ikke mænger sig med turisterne! Der er utrolig mange rigtig flotte sommerfugle i alle størrelser og farver! Der gror næsten 2000 forskellige planter. Der lever 64 forskelige pattedyr og 137 forskellige fugle.

Vi besøgteEndangered Primate Rescue Center, hvor vi så mange meget sjældne aber. Aben hér ovenfor har 5 farver og er utrolig flot. Den lever kun i dette område. Aberne på dette center er alle nogle som på en eller anden måde er blevet reddet. Folk der har fanget dem for at sælge dem på markeder eller bruge dem til medicin.

Cuc Phuong's Botanical Garden som er delvis vildtvoksende planter heribland flere meget sjældne planter.

Figentræ

Pludselig opdagede jeg dette væsen sidde på Ann's skulder. Claus måtte redde hende fri for den. En KÆMPE vandrende pind!

Close up!

Vi gik en hyggelig tur i området. Regnskoven er fyldt med flotte grønne planter, bl.a. bananpalmer.

Edderkop

Området har mange enormt gamle trær som skulle være mere end tusind år gamle.

Om aftenen gik vi rundt med lommelygter. Der var fyldt med ildfluer, hvilket var enormt flot!!

Det var rart at sove under myggenet, da der var kæmpe edderkopper og mange andre mystike insekter. I hele parken var der kun elektricitet 4 timer om aftenen, så det var enormt varmt at sove uden aircondition.

Endnu en grotte. Der findes både mange huler og grotter i parken, hvor man har fundet spor af mennesker der levede der for 6-7000 år siden. Det krævede absolut lommelygte at gå rundt længere inde i denne grotte, hvor der også boede en del flagermus. Her i starten af grotten, bliver der, som så mange andre steder, brændt røgelse og penge for forfædrene.

På vejen hjem kørte vi igennem flotte landskaber. Solen skinnede fra en skyfri himmel og en masse vietnamesere med rishatte var ifærd med at plante ris på markerne. Det er hårdt arbejde, men det ser flot ud, når man køre forbi en lyssegrøn mark. -Nogle steder fyldt med 100 foroverbøjede mennesker med rishatte og flotte bjerge i baggrunden. Vi kørte også forbi flere lotus-"marker"!

Workshop 2

2007-06-24T21:58:00.000-07:00

Fredag d. 22. juni - Fælles workshop for Børnehave + Sao Mai

Vi studerende forsøgte at samle op på punkterne vi havde arbejdet med på sidste workshop.

Sidst på workshoppen fik vi feed-back fra lærerne:

*I det daglige kunne de godt ønske sig, at vi kunne finde tid til at snakke mere sammen for at dele ideer og erfaring.

*Studerende griber fat i mere praktiske ting. (Hvilket er pga. sprogbarrierer).

*Danske studerende er gode til at finde problemstillinger og løse dem. Vietnamesiske studerende er mere passive.

*De ser de danske studerende som "Ny vind" - Inspiration, international integration og en udfordring. De danske studerende er generelt en del af personalet, entusiastiske, venlige og elsker børnene.

*Lærerne foreslog at de emner der bliver taget op på workshoppen istedet bør diskuteres på en mere uformel måde ude i selve institutionerne.

Swimmingpool på Sao Mai

2007-06-24T21:08:00.000-07:00

Da Sao Mai blev bygget, blev der samtidig bygget en flot swimmingpool. Den har af forskellige årsager ikke rigtig været taget i brug - Indtil nu!

Billeder fra torsdag d. 21. juni

Alle lærere måtte hjælpe til sidst på dagen, da en eller anden maskine var gået i stykker. Med spande og håndkræft måtte de tømme "brønden" for vand ud over hele området- Jeg forstod det som om at det var al vandet fra swimmingpoolen! Jeg håber at der er råd til at få det repereret, så børnene igen kan komme i vandet!

KOTO

2007-06-19T06:18:00.000-07:00

Mandag d. 18. juni

KOTO er en restaurant som ligger få minutters gang fra hvor vi bor. Det er et rigtig hyggeligt sted, hvor der bliver serveret både vietnamesisk og vestlig mad af høj kvalitet. Et sted hvor rigtig mange turister kommer og et sted man er rigtig stolt af og gerne viser frem (fx. hænger der et billede fra 2002, hvor Bill Clinton besøgte stedet). Personalet er alle unge i alderen 17-21 år som alle kommer fra meget fattige familier især lidt uden for Hanoi. De unge bor nu samlet i nogle huse, arbejder på KOTO og går på et træningscenter/skole, hvor de lærer at kokkerere, servicere, hygiejne, engelsk m.m., så de for et skub i den rigtige retning. Sidste mandag blev der taget initiativ til at starte en "fritidsklub" på træningscentret, hvor de unge frit kan vælge om de vil deltage. To amerikanere står for dette projekt og dem kom vi selvfølgelig i kontakt med! Man oplever altid alt muligt her i Vietnam! Sidste mandag var vi 4 danske studerende med. Det hele bar dog en del præg af at være en opstartsfase.

Mandag var jeg så alene afsted. Det var simpelthen en herlig aften! Vi startede ud med en sang. Derefter en fællesleg som jeg delvis stod for. Det var enormt underholdende og alle var med! Bagefter delte vi os op i hold, hvor jeg blev sammen med en stor gruppe der ville danse og lege. Jeg forsøgte at lægge ud med lidt rytme-leg, hvilket vi grinte en del over, men som ikke havde den store succes - måske jeg prøver igen en anden dag. Resten af aftenen gik med at lege diverse "musik-danse-lege". Dette var en kæmpe succes og det skal vi bestemt gøre igen! I dag var alle vi danske studerende på KOTO. Hér blev jeg mødt med smil og jeg snakkede lidt med et par stykker af dem der havde været med i går. Det er en rar at kunne gå ud og møde vietnamesere som man deler en fælles oplevelse med!

Jeg håber på måske at kunne få taget nogle billeder næste gang.....Så sætter jeg dem ind her!

KOTOs website: http://www.koto.com.au/

Good food for a great cause! KOTO- "Know one, teach one"

Jeg gik amok på stofmarkedet! - ...igen!

2007-06-17T08:17:00.000-07:00

Fredag d. 15. juni

Med en laaang liste gik jeg på stofmarkedet og købte ind i store mængder.

En af sælgerne som stødte ind i mig med store armbevægelser ifærd med at folde et stort stykke stof ud. ...Denne gang dog ikke til mig.

Ja... så stødte jeg ind i min skrædder! Hun så helt træt ud, ved tanken om alt det der skal syes. Jeg håber hun og hendes skræddere når at få det hele færdigt, inden jeg rejser fra Vietnam d. 1. august.

Her sker mange andre ting, end det jeg lige får vist på min blog. Man kan jo ikke nå det hele -og jeg sætter kun noget på min blog, når jeg har fået taget nogle billeder.

I went to one of the big markets full of all different kinds of fabric for clothes. I bought A LOT -so my tailor looked all tired when I suddently met here there.

A lot of other things happen here in Hanoi but I can't write about everything. I only bring something on the Blog when I have godt pictures to put on aswell.

Faldskærm

2007-06-17T08:06:00.000-07:00

Tirsdag d. 12. juni

I søndags hjalp vi Ann med at holde to workshops på Sao Mai. Et om Boardmaker og et om fysisk aktivitet. Her introducerede vi forskellige lege. Mandag og tirsdag på Bach Mai blev der på lærernes eget initiativ leget nogle af legene. Faldskærmslegen var et stort hit, hvilket man kan se på billederne nedenfor! Utrolig mange havde det enormt sjovt -både lærere og børn!

On a workshop for the teachers at Sao Mai we introduced different games. The next days they were very enthusiastic and played a lot of games. At Bach Mai the children as well as the teachers really enjoyed playing with the "parachute".

Aften hos Mrs. Ha

2007-06-09T06:50:00.001-07:00

Lørdag d. 9. juni

Da jeg til dagligt spiser med pinde -og jeg for to uger siden udsatte nogle af lærerne for at skulle spise med kniv og gaffel, mente kokken på Bach Mai, Mrs. Ha, at vi skulle spise med fingrene. Hun inviterede derfor til middag. To lærere fra Bach Mai kom, hendes mor, datter og datterens kæreste var der. Mrs. Ha diskede op med lækker mad i rigelige mængder. Vi fik store snegle, forskellige friske sommerruller, efterfulgt af nudelsuppe og vandmelon til dessert.

Mrs. Ha i sit køkken.

Mrs. Ha's mor. Hér er Mrs. Ha ifærd med at fylde rullerne.

Et kig fra stuen ud i køkkenet.

Hele forsamlingen. + Tv'et i baggrunden der viste en vietnamesisk sangkonkurence hele aftenen. -Jeg kunne se, at der ihvertfald var blevet købt nye spisepinde ind til lejligheden.

Stuen: Mig sammen med Mrs. Ha, Mai og en nyansat lærer på Bach Mai.

I went to eat at the house of the cook at Bach Mai together with two of the teachers. She served really nice food! As always! I had forced them to eat with knife and fork at the Danish Restaurant some weeks ago. In the daily life I have to eat with chopsticks -so now they thought we should eat with our hands!!

Ferie med Sao Mai

2007-06-08T23:50:00.000-07:00

Lørdag d. 2. juni til mandag d. 4. juni

Vi tog ca. 45 mennesker afted i bus fra Sao Mai til en lille bitte "ferie-by", hvor der ellers kun kommer vietnamesere - ca. 7 timers kørsel syd-øst for Hanoi. Flere lærere og deres børn var afsted, samt medlemmer af forældrebestyrelsen m.fl. Vi skulle holde sommerferie i tre dage - Den eneste sommerferie som lærerne får! For nogle var det første gang i deres liv at de skulle se havet!

Her er vi på vej over vejen fra hotellet og ned til vandet hvor vi spiste alle måltider.

Da man i Vietnam meget gerne vil være hvid, gør de alt for at beskytte mod solen!

Dr. Lan, regnskabsansvarlig og Claus. Morgen, middag og aften stod menuen på sea-food! Ikke lige min livret!! -Hvilket de hurtigt opdagede og sørgede for, at der var lidt andet at vælge imellem også.

Jeg har slet ikke tal på alle de fotos der er taget af lærerne som hele tiden ville have taget billeder.

På stranden blev der bl.a. solgt badedyr og drager.

Om morgenen hvor der er mest køligt, fik køerne lov til at gå frit rundt nede ved vandet.

Om eftermiddagen og aftenen var stranden fyldt med mennesker der snakkede, spillede bold og badede.

Her indtog vi alle måltiderne.

De tre tøser (to lærere og sekretæren) jeg delte hotelværelse med. De havde medbragt tøseblade og de rå-hyggede. Det virkede ret teenager agtigt. Og nej, det er ikke øl hun drikker, men te.

Solopgang

Hotelværelset ved siden af. Disse mennesker er guld værd! Tre af dem fra Bach Mai og to fra Sao Mai.

Her nydes majskolber i skyggen nede ved stranden.

Er han ikke skøøøn!

Her et lille udpluk af den samlede flok.

Så var der selvfølgelig karaoke på hotellet.

Her er Mrs. Ha og Mai der forsøger at forblive hvide i huden.

Mandag inden vi skulle køre hjem igen, tog vi på det lokale marked.

På dette marked kommer der aldrig folk fra vesten, så de var temmelig interesseret i os. På et tidspunkt stod der 8-10 damer, de fleste med rishat, rundt om os -og bare kiggede! Nogle fra Sao Mai oversatte for os, at disse kvinder aldrig før havde mødt nogle fra vesten.

Her er der tørrede blæksprutter i massevis.

Fisk "serveret" i en skærm fra en blæser.

Godt med en lille forfriskning!

Her er manden ifærd med at samle de tørrede blæksprutter, som har ligget og tørret i solen oppe på taget.

Man skal være godt pakket ind når man kører på scooter, for man skulle jo nødigt rammes af solens stråler.

Her besøgte jeg en af lærernes familie som bor i området. Den ældre mand på 90 år er hendes bedstefar.

On a three days holiday with teachers from Tram Trung Sao Mai to the sea side.

Gadebilledet i Hanoi

2007-05-27T03:39:00.000-07:00

Her kommer der nogle fotos fra gadebilledet i Hanoi. Jeg glemmer ofte at tage billeder af de helt hverdags-agtige ting som nu er blevet så naturlige for mig. Derfor bør I komme tilbage til denne side, da jeg hér vil forsøge at tilføje flere fotos efterhånden...(tror jeg)

Her soves der til middag på et af stofmarkederne i Hanoi. Sådan ligger de imellem det forskellige stof i hver en lille stand. I butikker hænger de hen over disken og scooter-taxa-mændende sover på de mest mærkværdige måder på deres scootere.

Scootere parkeret på fortovet uden for et lille gadekøkken. På bordet ved siden af scooterne er kødet placeret.

Daily life in Hanoi.

En aften med mine vietnamesiske lærere

2007-05-27T02:37:00.000-07:00

Lørdag d. 26. maj

Jeg havde inviteret lærerne fra min klasse på Sao Mai samt lærerne og kokken fra Bach Mai ud og spise på "Little Denmark" som er en lille restaurant. Her fik vi smøørebrød, forloren hare og chokolademousse.

Vi havde det enormt hyggeligt, også selvom vi stort set ikke kan tale engelsk sammen. Vi grinte meget, især da lærerne skulle spise med kniv og gaffel, hvilket de ikke er vant til. De plejer at spise med spisepinde og ske.

Bagefter besøgte vi Mai (nr. to fra venstre). Vi kørte dertil på scootere. Jeg sad sammen med to kvinder og en lille dreng på 2 år. Mai bor i dette rum sammen med sin søster. De har en lille hems hvor de sover. Toilettet - ja... Man sætter sig på hug i brusenischen!

Nå... Jeg skulle køres hjem af kokken, men på vejen kunne jeg da lige så godt besøge hende også. Hun tog mig ned igennem en meget mørk gang. Den virkede til at være uendelig... Ind imellem var der lidt lys som kom fra et lille rum. Her kunne jeg se, at der bor rigtig mange familier derinde. Pludselig kom der en stejl trappe. Det var fuldstændigt mørkt, men den endte med at føre os op først til et værelse og så videre op til et til. Kokken er den der bor under de fineste forhold af dem fra Bach Mai. Hun bor sammen med sin mor, søn, datter og 5-6 katte. De har to rum, en hems, et badeværelse og en gang med et køkken! Man sidder på gulvet. Inden hun kørte mig helt hjem, tog hun mig på en lille sightseeing tur, hvor vi bl.a. så Ho Chi Minh mausoleet by night.

An evening out with my teachers and a cook from Sao Mai and Bach Mai. First we ate at a Danish Restaurant and then we visited one of the teachers. The cook drove me to her home and before she drove me home we went around on her scooter to see different nice places in town. It was a great evening though we barely spoke any English together. We had especially a lot of fun at the restaurant when the teachers had to use knife and fork!

På Sao Mai

2007-05-25T19:45:00.000-07:00

Så skal børnene sove i 2½ time

Her leger de "stole-leg", hvor de skal finde deres egen stol når musikken stopper. På stolene er der påklistret et billede af hvert af børnene.

Hvem er stærkest!

Når man ikke lige har noget reb, kan man da bare bruge noget fra gardinerne...

Besøg i børnehaven

2007-05-25T19:30:00.000-07:00

Onsdag d. 23. maj

Jeg besøgte SOS-børnelandsby i Hanoi sammen med Pernille, Mikkel, Kathrine, Maja og Mrs. Twee fra deres børnehave. Her er der 16 huse med hver en vietnamesisk dame, der har gået med til at skulle bo der for resten af hendes liv. Hun skal så være mor for 9-12 børn, der alle af forskellige grunde ikke har nogle forældre. Det virkede som et rigtigt godt sted, hvor der virkelig gøresen forskel! (Børnelandsbyen kan støttes økonomisk ved at henvende sig til den danske afdeling af SOS).

Dette besøg kombinerede jeg med at tilbringe resten af dagen i børnehaven, hvor de andre er i praktik. Her fulgte jeg Pernilles klasse. Herlige unger og herlige lærere!

Så er der morgengymnastik!

Her skal børnene have mælk.

I went to visit SOS-Children's Village in Hanoi for children who dont have any parents. This place becomes their home and family. A very good project! Before and after going there I spent time in the kindergarten where Mikkel, Mette, Kathrine, Maja and Pernille are doing their work placement (the pictures are from there).

Bowling

2007-05-25T19:06:00.000-07:00

Lørdag d. 19. maj

Tre scootere i vores hus. Om aftenen fjernes alt fra gaderne. Cykler, scootere og biler køres ind i husene, så der kan gøres rent i gaderne.

Vi tog ud og bowle med tre lærere fra børnehaven. Pernilles to lærere og Mikkels ene lærer. Det var underholdene og vi fik et godt grin. Bagefter spiste vi på Den Danske Restaurant og sad på en cafe med udsigt over byen.

Det var en rigtig hyggelig og vellykket aften. Til sidst blev det et voldsomt regnvejr, som de stakkels lærere skulle køre hjem i.

We went bowling and eating with three teachers from the kindergarten. It was great fun.

Udsigt og keramik landsby

2007-05-25T18:45:00.000-07:00

Udsigten fra mit værelse

Fredag d. 18. maj
Keramiklandsbyen Bat Trang, hvor man i de små gader kan se fremstilling af keramik. Midt i landsbyen finder man et kæmpe marked kun fyldt med keramik. Man kan diskutere hvor flot keramikken er, men der er ihvertfald meget af det! Vi kørte hertil i bus, hvilket tog ca. 40 min. - Pris: 1 dkr.!

View from my room at Pho Ho Giam.

Visiting a Pottery village.

Nha Trang

2007-05-12T10:09:00.000-07:00

9.-12. maj boede vi i Nha Trang på et lille hotel med havudsigt og få minutter ned til vandet.

Torsdag besøgte vi Monkey Island, hvor der frit lever aber som man kan færdes imellem. Det er "vilde aber", som dog er blevet meget vant til turisterne. Der var også et frygteligt cirkus på øen, hvor trænede aber opførte forskellige numre.

Om eftermiddagen besøgte vi et sted, hvor man kunne få mudderbad, forskellig vandmassage, varmtvands-vandfald m.m. Stedet kan virkelig anbefales!! Efter at have ligget og suppet lidt rundt i noget mudder, på vej hen til en liggestol, støder jeg selvfølgelig ind i en stor gruppe danske Danida folk og den danske ambassadør i Vietnam (de enste danskere vi har mødt på hele turen). Så ligger man der i sit badetøj, smurt ind i mudder og snakker lidt om forskellige Danida projekter. Så'n er det i Vietnam. Stedet man mødes. Gruppen blev vist rundt på stedet, da Danida støtter dem i forbindelse med et HIV-projekt.

Om aftenen silede det ned i flere timer. Det samme gentog sig den følgende aften. Halleluja for filmkanal på hotelværelset! Om fredagen regnede det kraftigt i mere end 6 timer!

Her spiste vi vores morgenmad fredag og lå under parasollerne nede på stranden bagefter. Skøøntt!

På stranden kunne man købe sin mad. Jeg valgte dog at springe over denne gang.....

Dalat

2007-05-12T09:46:00.000-07:00

6. maj ankom Pernille og jeg til et kæmpe resort i udkanten af Dalat som ligger i højlandet og derfor også var mere koldt. Det var et meget fint sted, hvor man skulle igennem flere Gates for at komme rundt på området. Det er sørme hårdt at være studerende i Vietnam! Det er altså ikke fordi vi rutter med pengene, men ham vi har bestilt rejsen og hotellerne igennem, kan skaffe værelserne MEGET billigere, end hvis man selv forsøgte.

Mandag d. 7 tog Pernille og jeg på trekking sammen med to guider i ca. 6 timer. Vi besteg Syd Vietnams højeste bjerg Lang Bian! Og vi er meget stolte. Vi gik igennem meget forskellig natur.

På toppen kunne vi intet se, da skyerne lå tætte omkring os. Guiderne forberedte en lille frokost på toppen og da vi sad og spiste forsvandt skyerne og solen begyndte at titte frem.

Vores crazy-guide på toppen af Lang Bien.

Turen ned var for mig det værste. Min balance evne er ikke ligefrem i top, specielt ikke med glatte kondisko, mudret MEGET glat underlag og stejle stier i den del af turen hvor vi trekker i regnskoven. Men det var en fed tur. Hér kravler jeg nærmest ned - baglæns ...en helt ny teknik!

Tirsdag d. 8. maj.

Endnu en dag med vores to guider. Vi startede med at blive hentet af dem på to små motorcykler. Turen gik igennem et enormt flot landskab og vejret viste sig fra sin pæne side. Vi fik en tur i en fin svævebane hen over et stort grønt område.

Elefantbillede....(kommer senere)

Pernille og jeg kom ud at ride på elefant i en time. Så har man prøvet det!

Ananas plante.

Datanla vandfaldet.

Truc Lams Meditations pagode.

Et meget stort område, hvor der bor mange munke. Her står nye munke også "i lære", hvor de bliver isoleret fra omverdenen i tre år og skal leve i den fjerneste afkrog, låst inde bag kæmpe låger, uden kontakt med verden udenfor.

Det var silende regnvejr, da vi besøgte flere andre touristattraktioner, så der blev ikke taget så mange billeder.

Mui Ne

2007-05-12T09:25:00.000-07:00

Fredag d. 4. maj ankom vi til Swiss Village Resort i Mui Ne tæt ved Phan Thiet.

Vores strand med meget høje badetemperaturer så selv jeg kunne komme ud i vandet!

Udsigten fra vores værelse.

På en restaurant ned til stranden fik "Tjener der er en flue i suppen" en hel ny drejning: "Tjener der er en kakerlak i soyaen" - Samtidig med at der pilede et par krabber hen over gulvet et par gange.

Solen bagte og der findes ikke noget bedre end at gå med fødderne på blødt sand i let rindende afkølende vand, samtidig med at man ser denne flotte natur. Fuldstændig ubeskriveligt!

Vore jeep i 3-4 timer.

Kæmpe sand banker midt i landskabet.

Det er så meningen at man kan rutsje ned....

Lokale fiskerbåde på stranden.

Mekong Deltaet

2007-05-12T08:46:00.000-07:00

1. - 3. maj. Vi tog på en guided tre-dages tur rundt i Mekong deltaet.

Her laves der slik af kokosnødder

Vi sejlede meget rundt på de små floderog kunne følge lidt med i dagliglivet på land.

Efter frokosten kunne vi hilse på den lokale slange

Kærlighedsfrugter i massevis.

Her bliver der solgt kister.

På det største flydende marked i Mekong deltaet, kan man hér man se på pælen, hvad netop denne båd kan tilbyde af varer.

Her ses nogle ananas-både.

Hér bliver der pakket ris i store mængder.

Folk bor i pælehuse lige ud til floden. Grøntsagerne bliver renset, tøjet bliver vasket og børnene bader og leger i floden.

Her besøger vi en pagode, hvor dele af den er inde i en grotte.

Vi bliver roet rundt i en lille landsby i nogle meget små både. Her bor og arbejder mange familier og de flydende huse er af meget forskellig standard.

Moské. I Mekong deltaet tæt ved Cambodija er flere af vietnameserne muslimer.

Her produceres røgelsespinde.

Ho Chi Minh City (Saigon)

2007-05-12T07:40:00.000-07:00

Fredag d. 27. april

Så blev ferien skudt igang. Claus, Vibeke, Pernille og jeg fløj til Ho Chi Minh City, som virkelig er en storby i forhold til Hanoi. Trafikken var mere organiseret og diverse shoppincentre og dyre mærkevarerbutikker lå side om side.

Den første aften spiste vi ombord på en båd nede ved havnen.

Folkekomiteens hus.

Lørdag d. 28. april - Vi tog på en lang bustur.

Her besøgte vi et værksted for udviklingshæmmede, der producerer forskellige bemalede og larkerede souvenirs.

Så kom vi til Cao Dai-templet i Tay Ninh, ca. 110 km nord for Ho Chi Minh City. Her kunne vi lige nå at overvære starten af en af deres ceremonier inden vi skulle videre. Deres religion består af en sammensmeltning af forskellige religioner som f.eks. buddhisme, taoisme, konfucianisme og forfædredyrkelse.

Efter dette besøg tog vi videre til Cu Chi's underjodiske tunneler, hvor mange mange tusinde vietnamesiske soldater levede under krigen mod amerikanerne.

Her ses en af de mange indgange til de smalle tunneler.

En af de mange drabelige fælder som amerikanerne blev udsat for.

Her er Pernille igang med at skyde på den tilhørende skydebane.

29. april

En stor Buddha uden for Giac Lam-pagoden.

Senere på dagen besøgte vi War Remnants Museum, hvor man kunne se billeder og læse kommentarer fra krigen -samt hvilke efterfølgninger af de kemikalier som amerikanerne sprædte ud. Hvis man kommer til Ho Chi Minh City, bør man besøge dette sted, da det virkelig sætter sig sine præg!

30. april

Fast food (= lækker suppe) på det store lokale Ben Thanh marked meget tæt på vore hotel.

Domkirken

En pige som fik snørret os til at købe pulvermælk til hendes lillesøster, da vi ikke ville købe af hendes postkort. Da hun viste os rundt i supermarkedet var det temmelig tydeligt,at hun tit fik lokket turistermed på denne ide, men vi havde det ret underholdende med dette lille møde.

Forårsruller - Mhmmmm og Kathrines fødselsdag

2007-05-12T07:06:00.000-07:00

24. april på Bah Mai

Jeg foldede over 40 forårsruller til børn og lærere på Bach Mai. Det måtte jeg lære at lave - så jeg stod i lære hos køkkendamen det meste af formiddagen. Børnene fik som sædvanlig ris sammen med ituklippede forårsruller. Lærerne og jeg fik min yndlingsret: lækre forårsruller, nudler, salat og en "sød suppe".

Bemærk de fornemme køkkenforhold.

Så bliver der ordtnet salat (i gulvhøjde).

Afslapning inden frokosten.

Så bliver der spist.

25. april - Kathrines fødselsdag på byens mest fancy restaurant.

Line og Mette igang med det store regnskab. Regningen skal deles og omregnes fra dollars til dong, hvilket er et større projekt end man lige regner med!

Ferie!

2007-04-25T10:07:00.000-07:00

Fredag d. 27. april tager Pernille og jeg på ferie sydpå. Det første stykke tid skal vi følges med Claus og hans kæreste Vibeke.

Pernille og jeg skal til Ho Chi Minh City (Saigon), Mekong Deltaet, MuiNe, Dalat og NaTrang. Vi er tilbage i Hanoi igen d. 12 maj.

LEV og forældregrupper

2007-04-21T07:13:00.000-07:00

Fredag og lørdag d. 20.-21. april har der været besøg fra organisationen LEV fra Danmark. De køre et forældre projekt på Sao Mai og har en medarbejder tilknyttet stedet - Thuan som bor få min. fra stedet. Dan, Frank og Thuan fra LEV har sammen i løbet af to dage arbejdet med de fremmødte forældre til børnene på Sao Mai. De har arbejdet med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældrene blev organiseret i grupper og har nu lagt planer for, hvordan de kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn.

En dreng fra min klasse på Sao Mai. Hér sammen med sin mor i cafeen på Sao Mai.

Ann (englænder som skal være på Sao Mai i et år - Jeg oversatte for hende de to dage). -Hér sammen med Thuy (mor til den yngste pige i min klasse på Sao Mai -Hende kommer jeg til at snakke meget mere med)

Det har været nogle meget lærerige dage! Spændende bl.a. at se forældrenes reaktioner og jeg var meget imponeret over måden at de fra LEV greb det hele an på. Jeg tror virkelig på, at disse to dage har gjort, at flere af forældrene nu føler sig som en del af et fællesskab med store muligheder for samarbejde forældrene imellem.

Herlige unger!

2007-04-19T08:53:00.000-07:00

Er det ikke bare nogle herlige unger, jeg får lov til at boltre mig med?!

Sao Mai sørger hele tiden for at komme i medierne for at få opmærksomhed, da de er en NGO - Non Goverment Organisation og derfor er afhængig af at blive støttet økonomisk.

Fantastisk eventyr til Ba Be Lakes

2007-04-15T04:24:00.000-07:00

Fredag d. 13. april

Pernille, Claus og jeg havde booket en tre-dages tur til Ba Be Lakes nord for Hanoi -med egen bil, chaufør og engelsktalende guide. En Nationalpark og et område med forskellige etniske minoritetsgrupper, der bl.a. hvert har deres eget sprog. Selve køreturen derop skulle tage ca. 6 timer..... Vi tog afsted kl. ca. 8.15 fra Hanoi -Meeen....!

I Phu Thong provinsen besøgte vi et etnisk minoritetsmuseum, hvilket var rigtig spændende, da vores guide førte os rundt til de mest interessante ting.

I bilen morede vi os. Vores guide Son hjalp os med at øve på det vietnamesiske sprog og vi morede os rigtig meget. Selv chaufføren som ikke kunne engelsk måtte klukke med. Vi var en herlig lille gruppe!

Til frokost blev vi budt på rottevin, men takkede pænt nej. Ellers kunne der fås vin med slange, bjørneklør m.m.

Her blev vores gode mad tilberedt. Som altid. God mad!

Vi kørte videre og kom til "slange-vejen", en 36 km lang vej der snor sig op igennem bjergene i de vildeste sving. Vores chauffør måtte skiftevis træde på speederen og på bremsen. Bilen kæmpede en brav kamp, men det lød ærlig talt ikke særlig godt. Vi spurgte også ind til, om det var mening, at det skulle ryge ind i bilen ved gearstangen. -"Ingen problemer...." Halvvejs oppe kunne bilen ikke længere. Vi måtte ud af bilen -og der stod røgskyer fra motorhjelmen. Der var ikke mere kølervæske! Se nu kan turisterne, som slæber alt muligt med, godt bruges til noget! Vi havde sæbe med til at rense et eller andet og vand til at hælde på bilen - det spruttede og boblede. Lokale børn måtte gå til den nærmeste flod for at hente mere vand.

Her stod vi så i denflotteste natur og ventede i flere timer. Først i håbet om at det ville lykkes at få bilen igang igen, og senere ventede vi på forstærkninger til at få trukket bilen afsted, og kørt os frem til der hvor vi skulle sove. Mobiltelefonerne kunne intet signal fange i dette område og vores guide måtte køres tilbage til en landsby af en af de lokale der kom forbi. Imens mødte vi vandbøfler og flere lokale som var vældig interesserede i de strandede turister.

Kl. ca. 17.45 efterlod vi vores bil og chaufør, da der kom 4 scootere der skulle bringe os frem til bestemmelsesstedet. Der var ikke så meget andet at gøre end at holde fast...-jeg bad en stille bøn om, at vi skulle overleve denne tur med alle vores lemmer i behold! Aldrig har jeg været i sådan et terræng før med snoede og stejle veje og ikke nok med det, så sad jeg bag på den scooter-mand som kørte stærkest. Jeg kørte forrest og kunne i laaang tid slet ikke se nogle af de andre. Ud over det, var det faktisk en rigtig fed tur! Vi kørte igennem en masse små landsbyer med de hyggeligste primitive huse, dyr på vejene og smilende mennesker. Naturen var storslående. Sådan kørte vi længe! Det blev totalt mørkt og vi nåede til noget der virkede lidt regnskovsagtigt. (Vi fandt senere ud af, at det faktisk var i udkanten af Nationalparken ved Ba Be Lake - Regnskov med aber, tigre, bjørne og 400 forskellige sommerfuglearter - De store dyr er ikke nogle der bliver set, men de skulle leve langt inde i området).

Efter ca. 1½ time bag på hver vores scooter nåede vi frem til vores Homestay, en lokal familie der er vandt til at have turister boende i deres private hjem - hus på pæle.

Vores scootermænd og vi blev straks budt på grøn te. Vi sad sammen på gulvet inden scootermændene kørte afsted igen -og imens blev aftensmaden tilberedt af familien over deres lille ildsted. Vi havde en ekstrem hyggelig og sjov aften.

Imens stod vores chauffør derude et sted i mørket...gad vide hvornår vi ville få ham at se igen.... Natten var noget helt særligt, da vi godt nok sov indenfor med myggenet over os, men husene er ikke tætte og vinduerne er bare nogle huller -Så lydene fra alle de mange dyr og insekter kunne vi høre igennem hele natten. -Især den forbandede hane der galede fra kl 3 om natten. Luften var frisk og det var skønt at være væk fra Hanois larm og bilos!

Lørdag d.14

Så skulle vi afsted med vores guide og manden i huset hvor vi boede. Vejret var skøøønt!

Vi boede i en landsby ud til en lille flod omgivet af bjerge. (Huset vi boede i lignede dette).

Hold fast hvor var det flot! Stille og fredfyldt.

Vi var fuldstændig overvældet! Sikke en natur!

Overalt er der bl.a. enormt høje grønne bambus. Nogle nok ca. op til omkring 20 m.

Lokale fiskere.

En grotte hvor vi kom i land og gik rundt imellem skidt fra flagermus som sad højt oppe under "taget". Da vi kom ned i båden igen....-Ja...så havde vi motorstop! Vi flød rundt inde i den flotte grotte alt imens guiden og bådføreren arbejdede med motoren.

Vores super guide Son. Efter det lykkedes at få båden igang igen, stadig med Pernilles pandelygte tændt!

Her blev vores frokost tilberedt af et ældre ægtepar. -Dejlig mad inden vi gik hen til et vandfald.

Myrer vældig interreseret i slangeham.

Det flotte vandfald Dau Dang!

Skønne lokale børn.

Bananpalmer ..blandt andet.

Så bli'r der vasket tøj og leget i floden.

Her indtages aftensmåltidet ved siden af familien, som sidder lige ved siden af.

Om aftenen blev der ud af klistrede ris og sukker lavet en lækker dessert.

Sønnen havde med en lille bambus harpun fanget rejer til katten.

Så blev der fanget en guldsmed.

Søndag d. 15.

Vores chaufør ankom ved midnatstid. Vores bil kunne kører igen! På vejen tilbage til Hanoi besøgte vi en familie der havde hjulpet ham med bilen og haft ham boende.

Phu Thong provinsen er kendt for sin grønne te, som man kan se overalt.

Vi skal holde kontakten med Son-guiden, som meget gerne vil mødes med os igen og invitere os hjem til sin familie.

Claus, Pernille and I went on a holiday to Ba Be Lake for three days together with a driver, a rented car and a very good guide. Quite an adventure! The car broke down on a very snaky-road. We had to drive on the back of some scooters for 1½ hours on mountains, through small villages -and when it got dark we drove on the out skills of a rainforest. We did not have any helmets on. It was a great experience but I was very happy when we stopped and I realised that I was still alive... We stayed at a Homestay with a very nice family. They can speak their own language because they are one of the many ethnic minorities in Vietnam. Next day we went on a boattrip in an amacing area. It can not be described! It was soooo beautifull!!

Rejsebrev til seminariet - april 2007

2007-04-09T20:09:00.000-07:00

Foto fra møde med rektor for CVU-Sjælland Ulla Koch d. 7 april

Claus, Mikkel, Ulla Koch, Pernille og mig

Lige nu sidder jeg i Hanoi på min lille terrasse med computeren på skødet. Fra min terasse kan jeg i et hjørne se, at der sidder nogle mænd på græsset og overværer en kamp mellem to haner. Nogle fisker ved den lille sø. Et par kvinder sidder og masserer hinanden. Nogle sidder og slapper af og mange går ture rundt om søen. Flere børn holder til ved en trappe. De leger og stikker lange kæppe ned i vandet. Jeg kan se over til Litteraturtemplet, hvor der holder flere turistbusser. Scootere og taxaer kører som altid i en uendelig strøm ude på vejen. Det er nu ca. 2½ mdr. siden at jeg forlod Danmark.

Torsdag d. 25. jan. 2007 var dagen, hvor der skulle siges farvel til alt det derhjemme i Danmark. Selvom jeg har prøvet det nogle gange før, er det alligevel en mærkelig fornemmelse at sige farvel. Man kan umuligt forestille sig, hvad det er der venter en, når man lander i en fremmed lufthavn til en hel ny tilværelse.

Allerede i Hanoi lufthavn blev vi mødt af trafikkaos lige uden for døren. Det var temmelig diset, men på markerne kunne vi se folk med deres karakteristiske rishatte og vandbøfler på arbejde. Trafikken var ekstrem, der blev dyttet uafbrudt, samt kørt ind og ud mellem hinanden. Der var hele tiden massere af ting at se. Folk der kom cyklende med vildt overdrevet oppakning, fx flere bure med grise indeklemt og bunkevis af forårsløg stablet som halmballer omkring cyklen.

Vi var i alt 7 danske pædagogstuderende der skulle bo og arbejde i Hanoi. Fire af os tilbragte den første uge i Hanoi som turister. Vi boede på hotel i det absolutte centrum af Hanoi ved Hoan Kiem søen, inden vi kunne overtage et hus fra de tidligere studerende. Denne første uge var meget intens, og vi blev konstant bombarderet med nye indtryk. Trafikken, mennesker alle vegne, larmen, maden, markederne, (manglen på) hygiejne, turisterne, kabler hængende i bunder tværs over gaderne + meget meget mere… Det kan umuligt beskrives. Det SKAL opleves! Vi gik og gik rundt i byen. For kommende studerende her i Hanoi, kan det virkelig anbefales, at man leger turist den første uges tid, for at vænne sig til bylivet og få en fornemmelse af, hvor nogle af tingene ligger i forhold til hinanden.

Vi 7 studerende (Pernille, Claus, Mikkel, Mette, Maja og Kathrine) fandt hurtigt ud af, at vi kunne rigtig godt sammen, hvilket er en stor fordel, for at have et godt og fast holdepunkt, når hverdagen er fyldt med så mange forskellige indtryk. Ved et rent tilfælde kom vi oven i købet til at bo kun ca. 10-15 min. gå afstand fra hinanden. Det lejede hus som går i arv mellem de studerende er alle tiders. Værelserne på den ene side af huset har udsigt over en lille bitte sø, hvor der altid er nogle vietnamesere der går ture, laver gymnastik eller fisker. Det ligger i en lille gyde meget tæt på turistattraktionen Van Mieu, som er et Litteraturtempel. Der bor nogle rigtig venlige mennesker i vores lille gyde og børnene løber os i møde hver dag! Familien Viet, som vi lejer huset af, har en datter og en niece som begge er rigtig gode til engelsk og som gerne vil have kontakten til de danske studerende. Der er internetforbindelse til hvert værelse, hvilket vi nyder godt af!! Vi bor meget fornemt, i forhold til mange omkring os. Den ældre dame overfor beder nogle gange om at få vores skrald, for hun kunne jo være heldig at finde noget hun kunne bruge... Deres mad varmer de udenfor. Nogle af husene omkring os ser ud til at være i lige så god stand som vores, men de bor samtidig rigtig mange mennesker i hvert hus. Vi har senere fundet ud af, at fx fire lærere fra vores praktiksted bor sammen i ét rum og deler samme seng! De brokker sig ikke engang! De får hver ca. 1.000.000 dong /mdr., hvilket svarer til ca. 300 dkr!

To af de tidligere pædagogstuderende Maria og Andreas havde afsat lidt tid, inden de skulle rejse tilbage til Danmark, til bl.a. at vise os vores kommende praktiksteder, hvilket var guld værd!!! Jeg skulle i praktik på Sao Mai = Morning Star Center, som er et sted for børn med nedsat funktionsevne -bl.a. autisme, ADHD og Down syndrom. Inden vi besøgte stedet, var Claus og jeg inviteret hjem til Dr. Lan, som er lederen for stedet. Hende som har fået det hele op at stå. En dame med et stort gå på mod, autoritet og erfaring. Det var en rigtig dejlig måde at blive budt velkommen på. På Sao Mai er der to etager med forskellige klasser. Claus og jeg blev anbragt i en klasse på hver vores etage. Børnene i min klasse var bare skønne. Man kunne mærke, at de nød, at der pludselig var en, man kunne komme og få et kram hos. I hvert klasselokale står et par plastikspande, som drengene får placeret foran dem -og så skal der tisses på kommando. I løbet af dagen blev børnene hele tiden placeret på nogle små stole på en lang række op langs væggen. Personalet råbte MEGET højt af børnene og knaldede deres plastiksandaler ned i jorden ved siden af dem for at få børnene til at gøre, som de sagde. Børnene havde intet sprog, men nogle enkelte kunne sige få lyde. Som en del af undervisningen for at lære børnene at tale, forsøgte personalet at tvinge børnene til at sige ord og navne. Flere af børnene fik tårer i øjnene, da de slet ikke kunne fremstamme nogen lyde. Lærerne trak og hev i børnenes tøj – og råbte ad dem! Det var hårdt at se på. Man kunne se på lærernes måde at være over for børnene på, at de virkelig kun vil børnene det bedste. De forskellige ting, som stødte mig i dagligdagen, var måske en kombination af lærernes afmagt, frustration og en anden kulturel måde at gøre tingene på.

Nogle gange forlod lærerne klasselokalet og låste døren efter sig. En dag hvor jeg også blev låst inde sammen med børnene, oplevede jeg virkelig, hvor frygteligt det kan føles, ikke at kunne komme ud. En situation opstod, hvor jeg skulle have noget hjælp. Jeg bankede på glasruden, hev og flåede i døren. Jeg kunne se personalet på afstand, men de troede sikkert bare, at det var nogle af børnene, der ville ud, så de reagerede ikke. I den første tid levede jeg meget inde i en osteklokke, fordi jeg ikke anede, hvad der skete omkring mig. Ingen kunne rigtig kommunikere på engelsk og lærerne i min klasse var ikke ligefrem ihærdige med at kommunikere i det hele taget. Jeg følte at jeg stod i stampe. At netop denne klasse virkelig havde brug for hjælp, men at jeg ikke havde den nødvendige ekspertise til at kunne gøre den store forskel. Samtidig måtte jeg også tænke på mig selv, for jeg kunne slet ikke overskue et halvt år i denne klasse. Det var godt at jeg fra starten virkelig nød at være i Vietnam, for så snart jeg havde fri fra Sao Mai, glemte jeg hvor hårdt det var at være der.

Jeg fik aftalt med Dr. Lan, at jeg kunne besøge Bach Mai, som er et lille sted, der hører til Sao Mai. Det ligger i en lille gyde i en anden del af byen, hvilket betyder, at de ingen udenomsplads har og derfor ikke kommer udenfor med børnene. Jeg havde en lille naiv forhåbning om, at jeg meget bedre kunne lide dette sted -og måske kunne få lov til at flytte derhen. Det kunne jeg!! Åååå hvor er de herlige både lærerne og børnene! Jeg fik aftalt med Dr. Lan, at jeg kunne være der to dage om ugen, og så skiftede jeg også til en anden klasse på selve Sao Mai. Nu blev hverdagen en hel anden! Det viser også bare, at det gælder om selv at få tingene til at ske.

På Bach Mai er der en hel speciel charme og de fire lærere er enormt imødekommende. To af dem kan engelsk på et meget, meget simpelt niveau, men de forsøger hele tiden – Og i kombination med kropssprog bliver der kommunikeret på livet løs. Der bliver grint og snakket. (Jeg giver lærerne decideret engelskundervisning ca. 30 min. to gange om ugen, hvilket er en rigtig god måde at komme ind på hinanden på!). Børnene er aldersmæssigt meget spredt: 4-17 år, og de har meget forskellige handicaps. Nogle har f.eks. Down syndrom andre er meget autistiske. Der er et par og tyve børn, 4 lærere og en køkkendame. De har to lokaler, en gang med et par gasblus og et toilet – Det er også på toilettet der vakses op i hugsiddende stilling overen lille balje og grøntsagerne klargøres, da det er det eneste sted med vandhane! Tis på gulvet og grøntsager i en skål på gulvet. Måske ikke så hygiejnisk, men man vænner sig altså til det lige med det samme! Når der er undervisning har hver lærer fast 5-6 børn, som de sidder sammen med i små grupper. Hvert barn får en opgave ex. puslespil, tegnepapir, klodser eller lignende som de sidder med i ca. en halv til en hel time af gangen. Her er det virkelig muligt for mig at fordybe mig med et enkelt barn af gangen, hvis det er det jeg vil.

På Sao Mai er jeg kommet i en klasse med ca. 12 små børn, hvoraf de fleste har Down syndrom. Det er nogle livlige og dejlige unger. Lærerne i denne klasse virker meget kompetente i deres pædagogiske måder at håndtere børnene på. Alligevel er der også her mulighed for at få ændret nogle ting i hverdagen - Såsom mere fri leg og fysisk udfoldelse. De tidligere studerende har undervist personalet meget ved bl.a. at holde oplæg for dem. Dette skal vi også til at tage lidt fat i, men jeg arbejder naturligt bedre ved at være til stede i hverdagen og få skubbet på nogle bitte små ting. Jeg oplever at lærerne derved selv naturligt ændrer på nogle ting i hverdagen og dermed selv får ejerskab overfor forandringerne. Vi kan selv planlægge vores arbejdstid som ca. er 32 timer ugentligt. Vi arbejder mandag til torsdag fra kl. 8-16, med en middagspause fra kl. 12-14. På Sao Mai har vi et stort lokale med sofaer, hvor vi kan hvile os i middagspausen. På Bach Mai ligger jeg sammen med lærere og elever på sivmåtter på gulvet.

Vietnam er bare et fedt land. Det kan ikke siges ofte nok. Folk her er enormt søde, imødekommende og gæstfri. Flere af os har været på besøg i private hjem. I selve Hanoi er der altid fyldt med mennesker og scootere -og i de små gader er der fyldt med butikker, gadekøkkener, skræddere, madvarer, skrammel, silkebutikker og kopivare i stakkevis. Vi lever her som konger, da vores SU rækker rigtig langt. Tingene koster ingenting, og man kan sagtens leve for sin SU her uden at spare på noget! Vi spiser ude hver dag. Nogle gange på et simpelt gadekøkken, andre gange på fine restauranter. Vi har også råd og tid til at tage på ferier. I forbindelse med vietnamesernes nytårsferie, var vi alle syv studerende på ferie i Hoi An og Hue i midt Vietnam, hvilket var en super ferie! Vi har været tre af sted til Halong Bugten og næste weekend skal vi tre dage af sted med privat chauffør og privat guide til Ba Be, som er en Nationalpark. Snart går turen også til det sydlige Vietnam, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til!!

This is a letter for my school telling about what I have experienced in Vietnam so far.

Nye briller til 100-150 dkr.

2007-04-01T05:04:00.000-07:00

Søn. d. 1. april

Dagen startede med at Pernille og jeg tog til frisøren. Bagefter gik jeg på jagt i brillegaden. Det er ikke en aprilsnar når jeg nu skriver, at jeg fik købt mig et par nye briller + glas til 100-150 dkr.!! -Måske jeg skal have mig nogle flere...!

Glassene blev slebet til i løbet af 10 min.!

New pair of glasses + the glas for about 10£

På besøg hos en lærer fra Sao Mai

2007-03-31T04:42:00.000-07:00

Fredag d. 30. marts

Claus og jeg blev hentet af en af lærerne fra klassen jeg følger på Sao Mai. Hendes engelsk er MEGET dårligt, så jeg troede ikke helt på det, da hun fortalte at hendes familie bode 2 meter fra jernbanen...

Meen jo, det var rigtig nok. Der bor rigtig mange mennesker langs jernbanen. I løbet af aftenen kom toget forbi flere gange. Det er en ret speciel oplevelse at være SÅ tæt på toget, da vi sad kun få meter fra toget og spiste aftensmad - og der var kun et gitter imellem.

Hendes far og to mindre søstre.

Hendes mor

Min lærer er hende der skærer vandmelonen. Hun ligner måske nok en på 15, men hun er 22 år.

Hele familien

De var vældig glade for at kunne snakke med os. Søstren til venstre var ok til engelsk. Vi syntes selvfølgelig at det var en stor oplevelse at være hos familien. De bor i et hus med to rum. Rummet vi sidder i og et rum ovenpå, hvor de sover. Børn flytter først hjemmefra den dag de bliver gift. (Bemærk at der aldrig er tre personer på et billede i vietnam)

Claus med Onkel Ho (Ho Chi Minh) i bagrunden på TV'et

Visiting one of the teachers from Sao Mai. The family: her mother, father and two sisters live by the railwayline. Their door is max two meters from the railway track.

En helt almindelig gadesælger

2007-03-31T04:38:00.000-07:00

Torsdag efter arbejde besøgte jeg pigerne (Mette, Maja og Kathrine) for at få inspiration til tøj jeg skal have syet hos syersken. Efter et besøg hos syersken, skulle der lige købes bøjler i den lille gade på vej hjem. Man kan købe alt alle vegne!

They sell everything on the streets where we live.

Tillykke med sølvbrylluppet

2007-03-27T04:41:00.000-07:00

Tirsdag d. 27. marts 2007

Dette er verdens dejligste forældre!

Tillykke med sølvbrylluppet i dag!

Jeg har ønsket dem tillykke, da jeg fangede dem over mobilen ved deres gamle kollegie i Ålborg, hvor de mødtes.

My parents have been married for 25 years.

Hanoi Universitet

2007-03-25T07:37:00.000-07:00

Lørdag d. 24. marts

En af de første uger vi var i Hanoi, kom Claus og jeg ud på noget af en bus-tur, da vi kom til at køre i den forkerte retning. Ingen omkring os talte engels og vi stod en anelse fortvivlede, da der pludselig dukkede en vietnamesisk pige op og hjalp os ind til byen. Bus-pigen som jeg kalder hende. Hende har jeg holdt en anelse kontakt med siden. Lørdag aften blev jeg så inviteret til at komme til en camp på hendes universitet. Det var rigtig hyggeligt. Hun og hendes venner, som kun er ca. 19-20 år, var enormt søde. Jeg snakkede også med nogle af deres lærere, som gerne ser at jeg kommer ud på universitet og hjælper lidt med deres engelske udtale på et tidspunkt!

Det hele foregik udenfor på en kæmpe plads. Lidt festival-agtigt med boder hele vejen rundt i kanten, hvor der var fin udsmykning og boder med bl.a. massere af madvarer. Der var en kæmpe scene, hvor der blev sunget og danset både traditionelle folkesange og moderne engelske popnumre.

Bus-pigen (til højre) og to af hendes venner.

Gruppe-billede. Pigen i den hvide kjole har hår helt ned til anklerne!
I was invited to come to a camp-evening at Hanoi University by a girl I meet in a bus in Hanoi.

Workshop og målformuleringer for praktikken

2007-03-24T18:49:00.000-07:00

Fredag d. 23. marts

Spisning efter en hel formiddag hvor vi danske studerende stod for en workshop på Sao Mai sammen med de to danske lærere, der introducerede Marte Meo metoden.

Mig sammen med lærere fra Sao Mai.

Vi hyggede os rigtig meget.

De andre efter en vel overstået workshop.

Lederen af Sao Mai og vores to danske lærere.

Lærere fra børnehaven sammen med vores oversætter Thuan fra LEV, som oversatte mellem dansk og vietnamesisk.

Så er der blevet spist og der skal skåles.

Patric (fra USA), Peter og Suzanne (pædagoger fra Danmark som er frivillige på Sao Mai i en måned).

Our workshop with two Danish teachers, teachers from Sao Mai, teachers from the kindergarten and from a university.

Goals for my work placement
At Morning Star Center in Hanoi, Vietnam
Trung Tâm Sao Mai
Feb. 1st – July 31st

Goal:
I want to learn about the structure of Trung Tâm Sao Mai, how it is financed and find out how the staff is trained.

Method:
This I will do by talking with Do Thúy Lan and I will write an assignment about this for my teachers in Denmark.

Evaluation:
Do Thúy Lan and I will have a meeting about this before I leave Vietnam.

Goal:
I want to develop the interaction between me and the individual child.

Method:
This I will do by working with mirroring the individual child especially at Bach Mai. In addition to this I will work with the borders of tolerance and acceptance.

Evaluation:
Through observing me and the child I want the teachers to notice a difference in the approach towards the children and maybe get inspired.

Goal:
I will try to find out if the teachers approaches towards the children are because of the Vietnamese culture or simply personal and professional ways of working.

Method:
This I will do by experience different classes at Trung Tâm Sao Mai to see as much as possible and to observe the teachers work.

Evaluation:
I will have been a part of different classes.

Goal:
I will try to be a natural part of the group of teachers despite language difficulties.

Method:
This I will do by spending my time not just with the children but also by communicating with the teachers in my classes about other things than things happening at Trung Tâm Sao Mai.

Evaluation:
The teachers should not feel that I am someone really special. They should consider me as someone with whom they can have fun and at the same time give them some ideas for their daily work with the children.

Goal:
With one particular child I want to work with teaching him to eat by himself. When I first came he was only being fed by the teachers.

Method:
By sitting with him at lunchtime as often as possible I will try to help him one step a the time. Following his instincts, interaction and help him by hand to hand method. I will also work with his motor functions away from the eating-situations.

Evaluation:
The teachers will experience that I keep accepting his boarders of acceptance and try to make him master of his own life.

Goal:
I want to take initiative to some meetings for the staff at Sao Mai where we can create an atmosphere where we can discuss and learn from each other.

Method:
Ideas for meetings:
- Teachers share their knowledge and ideas of different activities such as games and crafts for daily activities. In addition to that I will introduce them to new activities.
- The Childs Book (which former students have introduced)
- Mirroring, boarders of tolerance/acceptance.
- The importance of motor functions and senses.

Evaluation:
There should at least be two meetings before I leave again.

Things I want to learn about the country and the culture I think of as more personal goals which I don’t want to be a part of my goals for my work placement.

Lidt luksus skal man vel ha'!

2007-03-24T11:14:00.000-07:00

Fredag d. 16. marts mødtes vi tøser med en stor flok danske kvinder, der alle er bosat her i Hanoi. Vi blev ca. et par og tyve. En af dem havde vist boet her i hele 8 år. Det var en overraskelsesaften. De danske kvinder har tradition for at mødes ca. hver anden måned for at gå ud sammen. Dette kaldes "Vild fredag". Vi anede intet om hvad der ville komme til at ske i aftenens løb. Vi mødtes i Hanoi Towers, som bl.a. indeholder et meget fint hotel. Herfra blev vi fordelt i taxaer og kørt til et bowlingcenter. Jeg styrede bare de bowlingkugler! Hvem skulle have troede at jeg gemte på sådan et naturtalent! Bagefter blev vi kørt til en restaurant, hvor vi fik et helt lokale for os selv, hvor vi sad samlet om et kæmpe langbord. Her måtte alle præsentere sig selv og vi hyggede os rigtig. Efter maden blev vi kørt til 17 Saloon, som er en bar med livemusik. Det var faktisk et ret godt sted. Man fik sig i hvertfald et godt grin over hele konceptet med dansende cowgirls på scenen og saloon dørene. Da kl. blev 12 og det var tid til at komme videre, måtte vi helt unge give op og take af forcen god aften!

Lørdag d. 17. marts fik vi besøg af Jette og Inger, to lærere fra Roskilde Pædagog Seminarium, som skulle være sammen med os det meste af en uge.

Søndag d. 18. marts tog vi alle 7 plus Line,( som vi har haft en del kontakt med, siden vi kom hertil. Tildels ikraft af, at hun arbejder for Jysk Rejsebereau) på det 5 stjerne Shariston Hotel for at gå ombord i deres kæmpe buffet. Der var levende musik og mad så langt øjet rakte. Hvor tit får man lige lov til at prøve noget lignende uden at være millionær...

Pernille og Claus ved den kæmpe dessert buffet. De er vist nået til isen.
Dessert buffeten. Bemærk chokoladefontanen til venstre i billedet.

Shushi 'en masse'
Østers

Disse billeder er bare et lille udpluk af herlighederne. Jeg kunne altså ikke få mig selv til at prøve østers.

Pernilles fødselsdag

2007-03-24T10:39:00.000-07:00

Torsdag d. 15. marts

Os alle 7

Så skal der laves summer rolls
Endnu engang har Kathrine fået øje på et lille barn.

Pernille med sine nye fødselsdagsgave.

Så skal der spises nudler!

2007-03-15T22:13:00.000-07:00

På Bach Mai havde de spurgt ind til hvilken mad jeg rigtig godt kunne li'. Dette resulterede i et festmåltid af forårsruller, nudler, salat og den gode "suppe-væde". Hold fast hvor smager det bare godt!!

Mai der endnu engang forsøgerat lære mig hvordan jeg skal knække den røde skal uden på kernerne.

Lee og jeg. Det lykkedes ikke for mig at knække skallen denne gang.

En af de dejlige børn på Sao Mai

Det meste af klassen på Sao Mai

Ferie i Halong

2007-03-15T20:15:00.000-07:00

Fredag d. 9. marts

Pernille, Claus og jeg har været tre dage i Halong bugten og på Cat Ba øen. Vejret var desværre lidt koldt og temmelig gråt, men det var alligevel en flot tur.

De mange turistbåde der sejler rundt i Halong bugten mellem flere end 3000 kalkstensøer. Der er enormt mange både, og når der lægges til land, ligger bådene i flere lag, så man må kravle fra den ene båd til den næste, til den næste... samt "balancere" på nogle løstliggende træbroer for at komme i land. Vi var 13 turister, to guider + besætningen på ca. 5 stykker ombord på båden.

I bugten erder mange der lever af fisker og de bor samtidig på vandet i små "landsbyer".

Udsigten fra "Grotte de Merveilles" (Vidundernes grotte).

"Vidundernes grotte" er enormt flot. Den er enormt stor. Man går fra det ene storslående "rum" til det næste. Det kan slet slet ikke beskrives. Det skal ses! Dette er selvfølgelig også grunden til, at grotten desværre er fyldt med turister og kunstig belysning. Det kunstige lys hjælper dog, når man skal tage billeder.

Så sælges der seafood fra en af de lokale både.

I hele bugten sejler unge piger håbefuldt rundt for at sælge snacks til turisterne.

Så skulle der tilbringes en nat ombord på båden. Her er det Pernille der er gået til køjs i vores lille kahyt.

Udsigten fra toppen af båden lige inden morgenmaden.

Vi sejlede til Cat Ba øen, hvor vi gik i land og blev kørt til et naturskønt område. Hér gik 11 af os + guide en rigtig flot tur i ca. 2 timer. Selvom det må være et sted som mange turister kommer, mødte vi ikke nogle på vejen. Til gengæld så vi flot natur, mødte nogle få mennesker der boede i området og hørte stilheden og fuglenes lyde i området.

Disse så vi i trærenes grene på hele turen. Så vidt vi forstod var det myrerbo.

Nogle få biavlere holdt også til i området. På vores eneste stop på gåturen, kunne vi alle komme til at smage den friske honning. Den modige canadier til venstre i billedet smagte også på et lille stykke som biavleren skar ud. En delikatesse med insekter! Mmmm! Guf!

Mig sammen med biavleren og hans kone, der serverede drikkevarer. Hun holder de indkaserede penge i hånden.

Den flotte natur, vandbøfler og rismarkerne i forgrunden.

Da de andre tog på kajaktur, gik jeg rundt i området ved vores hotel på Cat Ba øen. Her ser i et lille udsnit af en kæmpe gruppe både der ligger i vandet. På vandet i disse områder bor er der små samfund med flere hundrede mennesker i hver.

Ikke så mærkeligt at der her i Vietnam er rigtig mange flotte fliser! De har jo materialet lige ved hånden.

Så er der gang i bygningsarbejdet.

En dreng ved et tovtrækningssystem.

Bemærk den lille dren i toppen af bygningen. Man kan se at tovtrækningssystemet fungerer, men eg ville nødig arbejde der.

Dagen efter var vi tilbage i Hanoi sen eftermiddag. Sammen med fire andre danskere, som vi havde snakket rigtig meget sammen med under turen, tog vi på den nyoprettede danske restaurant i Hanoi. (www.Goldenapple.com - Little Denmark Cafe). Det var godt at få et solidt måltid efter tre dage næsten udelukkende med seafood, som jo ikke ligefrem er min livret.

2007-03-15T03:22:00.000-07:00

Er det ikke bare et herligt smil?

Så er der undervisning på Bach Mai

Iihh....hvor er jeg dejlig!

En af lærenes egen søn som også er på Bach Mai

Så bliver der lavet mad! I baggrunden kan man se skåle med mad på badeværelset.

Så er jeg på Sao Mai

Her samles alle børn fra etagen for at se karaoke for børn.

Skønne børn fra min klasse på Sao Mai.

Den ugentlige undervisning i vaskning af hænder (uden sæbe). Det er det eneste tidspunkt i løbet af ugen, at disse børn får vasket hænder på Sao Mai.

Womens Day fejres rigtig meget i Vietnam og alle kvinder får blomster. Her mødte ledelsen op (eller hvad de nu er). De var helt vilde efter at få taget billeder sammen med mig. De tog det ene billede efter det andet, og vi stod længe og gav håndtryk med et kæmpe smil på for at få taget et billede.

Christina og Line fra Ankerhus i Sorø, som også har været et par måneder i Vietnam. Deres sidste uge i landet tilbragte de hos os.

Huslejen: Et godt dansk måltid! Mmmm!!

Det var første gang der blev lavet mad i vores køkken, imens vi har boet her.

Bl.a. Det etniske minoritetsmuseum

2007-03-05T05:24:00.000-08:00

Så blev jeg flyttet til en klasse på Sao Mai, som jeg var rigtig glad for. Børnene er skønne og idder til faglige målformuleringer nærmest væltede frem. Lige indtil at jeg fik at vide at jeg skulle flyttes til en ny klasse, som jeg endnu kun har været i i 1½ time. Det er en klasse med meget små børn.

Søndag d. 4. marts

Udsigten fra Koto (et finere spisested som er et velgørende projekt for at få unge på gaden lært op i branchen). Her ser man ned på nogle af de mange turistbusser der holder uden for Litteraturtemplet. Hvis der ikke havde været så store træer, havde man kunne se hjem til vores hus, hvis man havde lænet sig længere ud af vinduet og set til venstre.

Så kom vi endelig til Det etniske minoritetsmuseum, som ligger i udkanten af Hanoi. Her er et fint indendørs museum der bla. viser traditionelle dragter fra de forskellige etniske minoritetsgrupper, der især bor i området ved Sapa som ligger nord for Hanoi. Udenfor finder man et friluftsmuseum med mange fine huse fra forskellige egne og minoritetsgrupper.

I de fleste af husene som var hævet over jorden, gik man på et tyndt babusgulv som gav sig når man gik på det. Men jeg synes det virkede som et behageligt materiale at have som gulv.

På nogle af husene var der nogle meget specielle figurer. (Jeg har her valgt at indsætte en af de få anstændige figurer).

Mette, Pernille, Maja og Claus. (Mikkel og Kathrine var lige nogle meter foran).

Som så mange andre steder ved parker og lignende vrimler det med brudepar der får taget fine opstillede brudebilleder. Når jeg skriver at det vrimler med dem, så er det altså ikke løgn! De er over det hele.

Så fik jeg købt en fin vietnameser-hat i anledning af min mors fødselsdag d. 5. marts, da jeg har lovet at tage en med hjem til hende. I baggrundet kan man se vores hus. (Til venstre for det høje blå hus er der et "lyserødt" og til venstre for det ligger vores hus. Det nederste vindue er mit!)

5. marts

Så er det endeligt aftalt at jeg skal være to dage om ugen på Bach Mai. Her er enormt rart at være. Jeg føler mig rigtig godt tilpas her med børnene og personalet.

Tet-ferie i Hue

2007-02-23T01:30:00.000-08:00

Om aftenen d. 20. feb. ankom vi til Hue, hvor vi blev indlogeret på et fint og fornemt 5-stjernet hotel. Det føles meget mærkeligt at vi som studerende har råd til det. www.greenhotel-hue.com

Om onsdagen d. 21. var det kogende varmt. En hel dag lejede vi båden som Claus og Mikkel står ved. Her boede en familie med tre børn, der levede af at sejle turister rundt på "Duftenes Flod" og holde hvil ved diverse turistattraktioner undervejs.

"Husets" yngste der lå så fredeligt og roligt da vi kom.

...men som blev lidt mere fræk hen af dagen.

Vandbøfler i vandkanten.

Bemærk kvinden med de lange handsker. Mange vietnamesiske kvinder dækker sig helt til for at forblive så lyse som muligt, da de mener det betyder større chance for kærligheden og ung hud.

Åkander ved Litteraturtemplet

Mig ved udsigten fra Thien Mu-pagoden (Den himmelske kvinde)

På vej tilbage til båden efter turen til Tu Ducs mausoleum.

Imens vi havde været væk, havde de forberedt en dejlig middag til os. Mmmm!

Bagefter blev skulle vi med scooterne igen, men turen gik hen over en lille bro, hvor vi altså måtte stige af og gå over selv.

Billeder fra Khai Dinhs mausoleum.

D. 22. feb.

Typisk!

I Hue ser man mange ting blive fragtet på cykler, hvor det i Hanoi foregår på scooters.

Fiskedam i Den Indre Kongeby.

Læsepavillionen i Den Indre Kongeby.

Fra Indre Kongeby.

Kvinde igang med at fladgøre sodavand- og øl dåser.

Mand der er ved at pakke sammen efter en fisketur ved "Det Rene Hjertes Sø".

Det har bare været en super ferie. Selvom jeg især i starten kæmpede med min forkølelse og selvom vi var hele syv mennesker afsted, gik det hele rigtig godt. Vi er en god gruppe, der sagtens vil kunne tage afsted sammen igen.

Senere ventede der os en laaang køretur med bussen. Problemer med bus-billetterne som vi aldrig havde fået selvom vi havde betalt for dem, en over booket bus, en punktering af dæk og mig der vågnede fredag morgen i bussen ved at jeg pludselig kastede op ud over mig selv. Lækkert.... Efter et bad da vi endelig kom hjem til Hanoi, flere timer forsinket, var jeg fuldstændig frisk igen.

Tet-ferie i Hoi An

2007-02-23T00:37:00.000-08:00

Efter en meget laaang bustur på ca. 17 timer kom vi til byen Hoi An fredag d. 16. februar. Solen skinnede og sveden drev af os, da temperaturen lå omkring 30-35 grader. Vi boede på et fint tre-stjernet hotel "An Phú": www.anphutouristhoian.com

Der blev lejet cykler for at komme til stranden som lå 3-4 km væk fra hotellet. Området er meget fredeligt i forhold til Hanoi - især trafikken. Vi nød stilheden, de hyggelige små huse og de grønne rismarker.

Stranden er kæmpe stor, og selvom der var mange mennesker, både turister og vietnamesere, er den rigelig stor til alle! Vi dasede i flere dage og nød livet. 2. dagen lå vi ved et fint sted med dejlige liggestole. En tilhørende restaurant med RIGTIGE toiletter, hvilket gjorde at vi bestemt også lå der på 3. dagen!

Udsigten fra restauranten.

Selvom vi ikke alle lavede det samme alle dagene, mødtes vi om eftermiddagen på stranden.

Drengene og Pernille lejede scootere og kørte ud i det blå et par af dagene.

I selve byen var der et stort marked, hvor de bl.a. solgte fisk.

"Tan Kys hus" er en flogt gammel købmandsgård, hvor familien stadig bor og viser turisterne rundt. Hvert år er der oversvømmelser i Hoi An og på søjlen kan man se afmærkninger for, hvor høj vandstanden har været netop her.

Den Japanske bro blev bygget i 1500-tallet, men siden ombygget flere gange.

Mikkel og Claus lejede en vandscooter.

Husleje og Bach Mai

2007-02-23T00:28:00.000-08:00

Sådan ser 24 millioner dong ud, hvilket er vores husleje for de næste tre mdr.

"Køkkenet" på Bach Mai, hvor jeg håber at kunne være en stor del af praktikken. I baggrunden kan man ane badeværelset, hvor der er stedets eneste vandhane. Herbliver der ordtnet grøntsager m.m.

2007-02-10T23:25:00.000-08:00

"Forestilling"for fine herrer der har skænket Tet-gaver(nytårs-gaver) til børnene på Sao Mai.

Børn fra min klasse.

Claus og børnene fra hans klasse.

Morgenbord på Mikkels fødselsdag.

Trafikken er gået totalt i stå ude mit i et kryds, hvor der er trafikanter fra alle sider - Men ingen kan rokke sig ud af stedet.

Gode ideer....Hjææælp!

2007-02-05T05:20:00.000-08:00

Vi har fra i eftermiddags fået privat taxa-chaufør. Fra de tidligere studerende, har vi overtaget at blive hentet og bragt hver dag - til vennepris. Chauføren hører "Michael Learns to Rock", kan lidt engelsk og få sætninger på dansk. Han virker rigtig venlig og har det danske og vietnamesiske flag i forruden, da han er stolt af den faste aftale med danskere.

På Sao Mai går det ok, selvom jeg ikke er så glad for det. I klassen hvor jeg er, er det som om, at de lidt har opgivet børnene som intet sprog har og bl.a. har autisme og ADHD - Derfor er de meget åbne for eventuelle nye ideer. Jeg har været mega træt i dag, og det føles som om, at al tænkelig kreativitet har forladt mig. -Derfor...hvis nogen har gode ideer til aktiviteter eller andet så skriv endelig til mig på: akhjuice@hotmail.com

Adresse

2007-02-05T05:08:00.000-08:00

Her er lige et par billeder af mit værelse de kommende 6 mdr. Jeg har egen lille balkon som er lige ud til en lille sø. Nogle gange er der også turister da det er lige ved siden af en turistattraktion. Adressen er: Sô Nhà 18, Ngo 15, Phô Ho Giam, Quâng Dong Da, Hanoi, Vietnam.

Lige rundt om hjørnet er der et rigtig godt og meget stort gadekøkken. Faktisk kan de åbne for en ekstra etage hvis der er mange mennesker. dette bliver helt sikkert vores stamsted, hvro vi kan få aftensmaden for mellem 4 og 8 dkr. -hvis det er med drikkevarer og ekstra tilbehør.

Første dage på Sao Mai

2007-02-02T08:26:00.000-08:00

I går startede jeg på Sao Mai. Hold da op det bliver noget af en praktik... Det er nogle dejlige børn og personalet virker søde. -Men der hvor jeg er, er der kun en som kan engelsk på det niveau hvor man kan spørge: hvor gammel er du, hvor bor du m.m. Centret jeg er i har ca. 100 børn der er fordelt på to etager. Jeg er på 3. sal i en rimelig ny klasse for 9 børn. De råber højt af børnene og de bliver ofte placeret på små taburetter i en række op langs væggen. Der er mange nye indtryk!! Til aften havde vi et lille personalemøde hvor vi blev introduceret. Bagefter tog vi hjem til vores hus, hvor Pernille og Mikkel havde flyttet vores ting hen iløbet af dagen.

Se også andre hjemmesider

2007-01-29T08:34:00.000-08:00

I dag spiste vi sen morgenmad i det lille gadekøkken man kan se på billedet ved siden af. Lækker kyllingesuppe med nudler og grønt. I gadekøkkener koster et måltid plus drikkevarer omkring 15.000 dong, hvilket svarer til ca. 7 dkr.! Så vi skal nok blive fattige!! Til aften spiste vi på en fin restaurant, hvor vi hver betalte ca. 60 dkr. for både forret, hovedret og drikkevarer.

I løbet af dagen var vi ude og se forskellige turist-ting bl.a. zoologiskhave, hvor f.eks elefanterne så temmelig udsultede ud og var spændt fast til lænker.

Nu er vi alle 7 studerende fra Danmark ankommet til Hanoi. Pernille, Claus, Mikkel, Mette, Maja, Kathrine og mig selv. Det tegner til at blive et rigtig godt halvt år!

I vil også kunne se billeder og læse om opholdet på andres hjemmesider:

Pernille: www.123hjemmeside.dk/qivietnam

Mikkel: www.123hjemmeside.dk/mikkelivietnam

Claus: www.123hjemmeside.dk/claus-vietnam

Mette, Maja og Kathrine: http://detreivietnam.blogspot.com

Besøgt vores kommende chef

2007-01-28T08:03:00.000-08:00

Så har vi besøgt vores kommende chef, dr. Lan, noget af hendes familie og hushjælpere. Det var en kæmpe oplevelse. Søde mennesker, god mad og en god aften. Nu glæder vi os helt vildt meget til at starte på Sao Mai Centret! Dr. Lans børnebørn var bare så dejlige -Lige så charmerende og lige så frække som danske børn.

2007-01-27T00:16:00.000-08:00

I løbet af det døgn vi har været her nu, har vi oplevet enormt meget! I dag har vi gået rundt i mange af byens små og store gader. Der er folk, scootere, cykler, små butikker og mad alle vegne! Af en eller anden grund føler man sig tryg her, selvom man går ud og ind imellem de mange køretøjer på vejene. Maden er bare SÅ god og især på de små gadekøkkener!

Så er jeg fremme!

2007-01-26T09:38:00.000-08:00

Jeg ankom til Hanoi kl. 15.40 (Vietnamesisk-tid = kl. 9.40 dansk tid) efter en lang flyrejse. Flyet fra København var forsinket, så der var lidt stress på da vi (Claus og jeg) kom til lufthavnen i Paris, men vi nåede det. Flyet derfra var en "dobbeltdækker" med alt muligt teknisk udstyr. Vi var 404 passagere. Resten af turen var knap så spændende for mig, da jeg blev dårlig af spændingen over alt det nye vi skal opleve. I Hanoi blev vi hentet af taxi og kørt til hotellet. Det var helt vildt alt det vi så undervejs. På hotellet mødte vi Pernille og vi udforskede byen en stor del af aftenen. Der var så mange spændende ting at se. Vi smagte bambus-drik og mystiske frugter. Helt ubeskriveligt alt det vi så.....

2006-12-04T13:20:00.000-08:00

Jeg letter d. 25. januar for at slå mig ned i Hanoi det næste halve år, hvor jeg bl.a. skal være i praktik på Sao Mai som er et Dagcenter for handicappede børn.

Annelise Kjerside Hansen