Fredag d. 27. april tager Pernille og jeg på ferie sydpå. Det første stykke tid skal vi følges med Claus og hans kæreste Vibeke.
Pernille og jeg skal til Ho Chi Minh City (Saigon), Mekong Deltaet, MuiNe, Dalat og NaTrang. Vi er tilbage i Hanoi igen d. 12 maj.
Wednesday, April 25, 2007
Saturday, April 21, 2007
LEV og forældregrupper
Fredag og lørdag d. 20.-21. april har der været besøg fra organisationen LEV fra Danmark. De køre et forældre projekt på Sao Mai og har en medarbejder tilknyttet stedet - Thuan som bor få min. fra stedet. Dan, Frank og Thuan fra LEV har sammen i løbet af to dage arbejdet med de fremmødte forældre til børnene på Sao Mai. De har arbejdet med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældrene blev organiseret i grupper og har nu lagt planer for, hvordan de kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn.
En dreng fra min klasse på Sao Mai. Hér sammen med sin mor i cafeen på Sao Mai.
Ann (englænder som skal være på Sao Mai i et år - Jeg oversatte for hende de to dage). -Hér sammen med Thuy (mor til den yngste pige i min klasse på Sao Mai -Hende kommer jeg til at snakke meget mere med)
Det har været nogle meget lærerige dage! Spændende bl.a. at se forældrenes reaktioner og jeg var meget imponeret over måden at de fra LEV greb det hele an på. Jeg tror virkelig på, at disse to dage har gjort, at flere af forældrene nu føler sig som en del af et fællesskab med store muligheder for samarbejde forældrene imellem.
Thursday, April 19, 2007
Herlige unger!
Sao Mai sørger hele tiden for at komme i medierne for at få opmærksomhed, da de er en NGO - Non Goverment Organisation og derfor er afhængig af at blive støttet økonomisk.Sunday, April 15, 2007
Fantastisk eventyr til Ba Be Lakes
Fredag d. 13. april
Til frokost blev vi budt på rottevin, men takkede pænt nej. Ellers kunne der fås vin med slange, bjørneklør m.m.
Her blev vores gode mad tilberedt. Som altid. God mad!
En grotte hvor vi kom i land og gik rundt imellem skidt fra flagermus som sad højt oppe under "taget". Da vi kom ned i båden igen....-Ja...så havde vi motorstop! Vi flød rundt inde i den flotte grotte alt imens guiden og bådføreren arbejdede med motoren.
Her blev vores frokost tilberedt af et ældre ægtepar. -Dejlig mad inden vi gik hen til et vandfald.
Bananpalmer ..blandt andet.
Sønnen havde med en lille bambus harpun fanget rejer til katten.
Så blev der fanget en guldsmed.
Phu Thong provinsen er kendt for sin grønne te, som man kan se overalt.
Pernille, Claus og jeg havde booket en tre-dages tur til Ba Be Lakes nord for Hanoi -med egen bil, chaufør og engelsktalende guide. En Nationalpark og et område med forskellige etniske minoritetsgrupper, der bl.a. hvert har deres eget sprog. Selve køreturen derop skulle tage ca. 6 timer..... Vi tog afsted kl. ca. 8.15 fra Hanoi -Meeen....!
I Phu Thong provinsen besøgte vi et etnisk minoritetsmuseum, hvilket var rigtig spændende, da vores guide førte os rundt til de mest interessante ting.
I bilen morede vi os. Vores guide Son hjalp os med at øve på det vietnamesiske sprog og vi morede os rigtig meget. Selv chaufføren som ikke kunne engelsk måtte klukke med. Vi var en herlig lille gruppe!
Til frokost blev vi budt på rottevin, men takkede pænt nej. Ellers kunne der fås vin med slange, bjørneklør m.m.
Her blev vores gode mad tilberedt. Som altid. God mad!Vi kørte videre og kom til "slange-vejen", en 36 km lang vej der snor sig op igennem bjergene i de vildeste sving. Vores chauffør måtte skiftevis træde på speederen og på bremsen. Bilen kæmpede en brav kamp, men det lød ærlig talt ikke særlig godt. Vi spurgte også ind til, om det var mening, at det skulle ryge ind i bilen ved gearstangen. -"Ingen problemer...." Halvvejs oppe kunne bilen ikke længere. Vi måtte ud af bilen -og der stod røgskyer fra motorhjelmen. Der var ikke mere kølervæske! Se nu kan turisterne, som slæber alt muligt med, godt bruges til noget! Vi havde sæbe med til at rense et eller andet og vand til at hælde på bilen - det spruttede og boblede. Lokale børn måtte gå til den nærmeste flod for at hente mere vand.
Her stod vi så i denflotteste natur og ventede i flere timer. Først i håbet om at det ville lykkes at få bilen igang igen, og senere ventede vi på forstærkninger til at få trukket bilen afsted, og kørt os frem til der hvor vi skulle sove. Mobiltelefonerne kunne intet signal fange i dette område og vores guide måtte køres tilbage til en landsby af en af de lokale der kom forbi. Imens mødte vi vandbøfler og flere lokale som var vældig interesserede i de strandede turister.
Kl. ca. 17.45 efterlod vi vores bil og chaufør, da der kom 4 scootere der skulle bringe os frem til bestemmelsesstedet. Der var ikke så meget andet at gøre end at holde fast...-jeg bad en stille bøn om, at vi skulle overleve denne tur med alle vores lemmer i behold! Aldrig har jeg været i sådan et terræng før med snoede og stejle veje og ikke nok med det, så sad jeg bag på den scooter-mand som kørte stærkest. Jeg kørte forrest og kunne i laaang tid slet ikke se nogle af de andre. Ud over det, var det faktisk en rigtig fed tur! Vi kørte igennem en masse små landsbyer med de hyggeligste primitive huse, dyr på vejene og smilende mennesker. Naturen var storslående. Sådan kørte vi længe! Det blev totalt mørkt og vi nåede til noget der virkede lidt regnskovsagtigt. (Vi fandt senere ud af, at det faktisk var i udkanten af Nationalparken ved Ba Be Lake - Regnskov med aber, tigre, bjørne og 400 forskellige sommerfuglearter - De store dyr er ikke nogle der bliver set, men de skulle leve langt inde i området).
Efter ca. 1½ time bag på hver vores scooter nåede vi frem til vores Homestay, en lokal familie der er vandt til at have turister boende i deres private hjem - hus på pæle.
Vores scootermænd og vi blev straks budt på grøn te. Vi sad sammen på gulvet inden scootermændene kørte afsted igen -og imens blev aftensmaden tilberedt af familien over deres lille ildsted. Vi havde en ekstrem hyggelig og sjov aften.
Imens stod vores chauffør derude et sted i mørket...gad vide hvornår vi ville få ham at se igen.... Natten var noget helt særligt, da vi godt nok sov indenfor med myggenet over os, men husene er ikke tætte og vinduerne er bare nogle huller -Så lydene fra alle de mange dyr og insekter kunne vi høre igennem hele natten. -Især den forbandede hane der galede fra kl 3 om natten. Luften var frisk og det var skønt at være væk fra Hanois larm og bilos!
Lørdag d.14
Så skulle vi afsted med vores guide og manden i huset hvor vi boede. Vejret var skøøønt!
Vi boede i en landsby ud til en lille flod omgivet af bjerge. (Huset vi boede i lignede dette).
Hold fast hvor var det flot! Stille og fredfyldt.
Vi var fuldstændig overvældet! Sikke en natur!
Overalt er der bl.a. enormt høje grønne bambus. Nogle nok ca. op til omkring 20 m.
Lokale fiskere.
En grotte hvor vi kom i land og gik rundt imellem skidt fra flagermus som sad højt oppe under "taget". Da vi kom ned i båden igen....-Ja...så havde vi motorstop! Vi flød rundt inde i den flotte grotte alt imens guiden og bådføreren arbejdede med motoren.Vores super guide Son. Efter det lykkedes at få båden igang igen, stadig med Pernilles pandelygte tændt!
Her blev vores frokost tilberedt af et ældre ægtepar. -Dejlig mad inden vi gik hen til et vandfald.Myrer vældig interreseret i slangeham.
Det flotte vandfald Dau Dang!
Skønne lokale børn.
Skønne lokale børn.Bananpalmer ..blandt andet.
Så bli'r der vasket tøj og leget i floden.
Her indtages aftensmåltidet ved siden af familien, som sidder lige ved siden af.
Om aftenen blev der ud af klistrede ris og sukker lavet en lækker dessert.
Sønnen havde med en lille bambus harpun fanget rejer til katten. Så blev der fanget en guldsmed.Søndag d. 15.
Vores chaufør ankom ved midnatstid. Vores bil kunne kører igen! På vejen tilbage til Hanoi besøgte vi en familie der havde hjulpet ham med bilen og haft ham boende.
Phu Thong provinsen er kendt for sin grønne te, som man kan se overalt.Vi skal holde kontakten med Son-guiden, som meget gerne vil mødes med os igen og invitere os hjem til sin familie.
Claus, Pernille and I went on a holiday to Ba Be Lake for three days together with a driver, a rented car and a very good guide. Quite an adventure! The car broke down on a very snaky-road. We had to drive on the back of some scooters for 1½ hours on mountains, through small villages -and when it got dark we drove on the out skills of a rainforest. We did not have any helmets on. It was a great experience but I was very happy when we stopped and I realised that I was still alive... We stayed at a Homestay with a very nice family. They can speak their own language because they are one of the many ethnic minorities in Vietnam. Next day we went on a boattrip in an amacing area. It can not be described! It was soooo beautifull!!
Monday, April 9, 2007
Rejsebrev til seminariet - april 2007
Foto fra møde med rektor for CVU-Sjælland Ulla Koch d. 7 april
Claus, Mikkel, Ulla Koch, Pernille og mig
Lige nu sidder jeg i Hanoi på min lille terrasse med computeren på skødet. Fra min terasse kan jeg i et hjørne se, at der sidder nogle mænd på græsset og overværer en kamp mellem to haner. Nogle fisker ved den lille sø. Et par kvinder sidder og masserer hinanden. Nogle sidder og slapper af og mange går ture rundt om søen. Flere børn holder til ved en trappe. De leger og stikker lange kæppe ned i vandet. Jeg kan se over til Litteraturtemplet, hvor der holder flere turistbusser. Scootere og taxaer kører som altid i en uendelig strøm ude på vejen. Det er nu ca. 2½ mdr. siden at jeg forlod Danmark.
Torsdag d. 25. jan. 2007 var dagen, hvor der skulle siges farvel til alt det derhjemme i Danmark. Selvom jeg har prøvet det nogle gange før, er det alligevel en mærkelig fornemmelse at sige farvel. Man kan umuligt forestille sig, hvad det er der venter en, når man lander i en fremmed lufthavn til en hel ny tilværelse.
Allerede i Hanoi lufthavn blev vi mødt af trafikkaos lige uden for døren. Det var temmelig diset, men på markerne kunne vi se folk med deres karakteristiske rishatte og vandbøfler på arbejde. Trafikken var ekstrem, der blev dyttet uafbrudt, samt kørt ind og ud mellem hinanden. Der var hele tiden massere af ting at se. Folk der kom cyklende med vildt overdrevet oppakning, fx flere bure med grise indeklemt og bunkevis af forårsløg stablet som halmballer omkring cyklen.
Vi var i alt 7 danske pædagogstuderende der skulle bo og arbejde i Hanoi. Fire af os tilbragte den første uge i Hanoi som turister. Vi boede på hotel i det absolutte centrum af Hanoi ved Hoan Kiem søen, inden vi kunne overtage et hus fra de tidligere studerende. Denne første uge var meget intens, og vi blev konstant bombarderet med nye indtryk. Trafikken, mennesker alle vegne, larmen, maden, markederne, (manglen på) hygiejne, turisterne, kabler hængende i bunder tværs over gaderne + meget meget mere… Det kan umuligt beskrives. Det SKAL opleves! Vi gik og gik rundt i byen. For kommende studerende her i Hanoi, kan det virkelig anbefales, at man leger turist den første uges tid, for at vænne sig til bylivet og få en fornemmelse af, hvor nogle af tingene ligger i forhold til hinanden.
Vi 7 studerende (Pernille, Claus, Mikkel, Mette, Maja og Kathrine) fandt hurtigt ud af, at vi kunne rigtig godt sammen, hvilket er en stor fordel, for at have et godt og fast holdepunkt, når hverdagen er fyldt med så mange forskellige indtryk. Ved et rent tilfælde kom vi oven i købet til at bo kun ca. 10-15 min. gå afstand fra hinanden. Det lejede hus som går i arv mellem de studerende er alle tiders. Værelserne på den ene side af huset har udsigt over en lille bitte sø, hvor der altid er nogle vietnamesere der går ture, laver gymnastik eller fisker. Det ligger i en lille gyde meget tæt på turistattraktionen Van Mieu, som er et Litteraturtempel. Der bor nogle rigtig venlige mennesker i vores lille gyde og børnene løber os i møde hver dag! Familien Viet, som vi lejer huset af, har en datter og en niece som begge er rigtig gode til engelsk og som gerne vil have kontakten til de danske studerende. Der er internetforbindelse til hvert værelse, hvilket vi nyder godt af!! Vi bor meget fornemt, i forhold til mange omkring os. Den ældre dame overfor beder nogle gange om at få vores skrald, for hun kunne jo være heldig at finde noget hun kunne bruge... Deres mad varmer de udenfor. Nogle af husene omkring os ser ud til at være i lige så god stand som vores, men de bor samtidig rigtig mange mennesker i hvert hus. Vi har senere fundet ud af, at fx fire lærere fra vores praktiksted bor sammen i ét rum og deler samme seng! De brokker sig ikke engang! De får hver ca. 1.000.000 dong /mdr., hvilket svarer til ca. 300 dkr!
To af de tidligere pædagogstuderende Maria og Andreas havde afsat lidt tid, inden de skulle rejse tilbage til Danmark, til bl.a. at vise os vores kommende praktiksteder, hvilket var guld værd!!! Jeg skulle i praktik på Sao Mai = Morning Star Center, som er et sted for børn med nedsat funktionsevne -bl.a. autisme, ADHD og Down syndrom. Inden vi besøgte stedet, var Claus og jeg inviteret hjem til Dr. Lan, som er lederen for stedet. Hende som har fået det hele op at stå. En dame med et stort gå på mod, autoritet og erfaring. Det var en rigtig dejlig måde at blive budt velkommen på. På Sao Mai er der to etager med forskellige klasser. Claus og jeg blev anbragt i en klasse på hver vores etage. Børnene i min klasse var bare skønne. Man kunne mærke, at de nød, at der pludselig var en, man kunne komme og få et kram hos. I hvert klasselokale står et par plastikspande, som drengene får placeret foran dem -og så skal der tisses på kommando. I løbet af dagen blev børnene hele tiden placeret på nogle små stole på en lang række op langs væggen. Personalet råbte MEGET højt af børnene og knaldede deres plastiksandaler ned i jorden ved siden af dem for at få børnene til at gøre, som de sagde. Børnene havde intet sprog, men nogle enkelte kunne sige få lyde. Som en del af undervisningen for at lære børnene at tale, forsøgte personalet at tvinge børnene til at sige ord og navne. Flere af børnene fik tårer i øjnene, da de slet ikke kunne fremstamme nogen lyde. Lærerne trak og hev i børnenes tøj – og råbte ad dem! Det var hårdt at se på. Man kunne se på lærernes måde at være over for børnene på, at de virkelig kun vil børnene det bedste. De forskellige ting, som stødte mig i dagligdagen, var måske en kombination af lærernes afmagt, frustration og en anden kulturel måde at gøre tingene på.
Nogle gange forlod lærerne klasselokalet og låste døren efter sig. En dag hvor jeg også blev låst inde sammen med børnene, oplevede jeg virkelig, hvor frygteligt det kan føles, ikke at kunne komme ud. En situation opstod, hvor jeg skulle have noget hjælp. Jeg bankede på glasruden, hev og flåede i døren. Jeg kunne se personalet på afstand, men de troede sikkert bare, at det var nogle af børnene, der ville ud, så de reagerede ikke. I den første tid levede jeg meget inde i en osteklokke, fordi jeg ikke anede, hvad der skete omkring mig. Ingen kunne rigtig kommunikere på engelsk og lærerne i min klasse var ikke ligefrem ihærdige med at kommunikere i det hele taget. Jeg følte at jeg stod i stampe. At netop denne klasse virkelig havde brug for hjælp, men at jeg ikke havde den nødvendige ekspertise til at kunne gøre den store forskel. Samtidig måtte jeg også tænke på mig selv, for jeg kunne slet ikke overskue et halvt år i denne klasse. Det var godt at jeg fra starten virkelig nød at være i Vietnam, for så snart jeg havde fri fra Sao Mai, glemte jeg hvor hårdt det var at være der.
Jeg fik aftalt med Dr. Lan, at jeg kunne besøge Bach Mai, som er et lille sted, der hører til Sao Mai. Det ligger i en lille gyde i en anden del af byen, hvilket betyder, at de ingen udenomsplads har og derfor ikke kommer udenfor med børnene. Jeg havde en lille naiv forhåbning om, at jeg meget bedre kunne lide dette sted -og måske kunne få lov til at flytte derhen. Det kunne jeg!! Åååå hvor er de herlige både lærerne og børnene! Jeg fik aftalt med Dr. Lan, at jeg kunne være der to dage om ugen, og så skiftede jeg også til en anden klasse på selve Sao Mai. Nu blev hverdagen en hel anden! Det viser også bare, at det gælder om selv at få tingene til at ske.
På Bach Mai er der en hel speciel charme og de fire lærere er enormt imødekommende. To af dem kan engelsk på et meget, meget simpelt niveau, men de forsøger hele tiden – Og i kombination med kropssprog bliver der kommunikeret på livet løs. Der bliver grint og snakket. (Jeg giver lærerne decideret engelskundervisning ca. 30 min. to gange om ugen, hvilket er en rigtig god måde at komme ind på hinanden på!). Børnene er aldersmæssigt meget spredt: 4-17 år, og de har meget forskellige handicaps. Nogle har f.eks. Down syndrom andre er meget autistiske. Der er et par og tyve børn, 4 lærere og en køkkendame. De har to lokaler, en gang med et par gasblus og et toilet – Det er også på toilettet der vakses op i hugsiddende stilling overen lille balje og grøntsagerne klargøres, da det er det eneste sted med vandhane! Tis på gulvet og grøntsager i en skål på gulvet. Måske ikke så hygiejnisk, men man vænner sig altså til det lige med det samme! Når der er undervisning har hver lærer fast 5-6 børn, som de sidder sammen med i små grupper. Hvert barn får en opgave ex. puslespil, tegnepapir, klodser eller lignende som de sidder med i ca. en halv til en hel time af gangen. Her er det virkelig muligt for mig at fordybe mig med et enkelt barn af gangen, hvis det er det jeg vil.
På Sao Mai er jeg kommet i en klasse med ca. 12 små børn, hvoraf de fleste har Down syndrom. Det er nogle livlige og dejlige unger. Lærerne i denne klasse virker meget kompetente i deres pædagogiske måder at håndtere børnene på. Alligevel er der også her mulighed for at få ændret nogle ting i hverdagen - Såsom mere fri leg og fysisk udfoldelse. De tidligere studerende har undervist personalet meget ved bl.a. at holde oplæg for dem. Dette skal vi også til at tage lidt fat i, men jeg arbejder naturligt bedre ved at være til stede i hverdagen og få skubbet på nogle bitte små ting. Jeg oplever at lærerne derved selv naturligt ændrer på nogle ting i hverdagen og dermed selv får ejerskab overfor forandringerne. Vi kan selv planlægge vores arbejdstid som ca. er 32 timer ugentligt. Vi arbejder mandag til torsdag fra kl. 8-16, med en middagspause fra kl. 12-14. På Sao Mai har vi et stort lokale med sofaer, hvor vi kan hvile os i middagspausen. På Bach Mai ligger jeg sammen med lærere og elever på sivmåtter på gulvet.
Vietnam er bare et fedt land. Det kan ikke siges ofte nok. Folk her er enormt søde, imødekommende og gæstfri. Flere af os har været på besøg i private hjem. I selve Hanoi er der altid fyldt med mennesker og scootere -og i de små gader er der fyldt med butikker, gadekøkkener, skræddere, madvarer, skrammel, silkebutikker og kopivare i stakkevis. Vi lever her som konger, da vores SU rækker rigtig langt. Tingene koster ingenting, og man kan sagtens leve for sin SU her uden at spare på noget! Vi spiser ude hver dag. Nogle gange på et simpelt gadekøkken, andre gange på fine restauranter. Vi har også råd og tid til at tage på ferier. I forbindelse med vietnamesernes nytårsferie, var vi alle syv studerende på ferie i Hoi An og Hue i midt Vietnam, hvilket var en super ferie! Vi har været tre af sted til Halong Bugten og næste weekend skal vi tre dage af sted med privat chauffør og privat guide til Ba Be, som er en Nationalpark. Snart går turen også til det sydlige Vietnam, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til!!
Torsdag d. 25. jan. 2007 var dagen, hvor der skulle siges farvel til alt det derhjemme i Danmark. Selvom jeg har prøvet det nogle gange før, er det alligevel en mærkelig fornemmelse at sige farvel. Man kan umuligt forestille sig, hvad det er der venter en, når man lander i en fremmed lufthavn til en hel ny tilværelse.
Allerede i Hanoi lufthavn blev vi mødt af trafikkaos lige uden for døren. Det var temmelig diset, men på markerne kunne vi se folk med deres karakteristiske rishatte og vandbøfler på arbejde. Trafikken var ekstrem, der blev dyttet uafbrudt, samt kørt ind og ud mellem hinanden. Der var hele tiden massere af ting at se. Folk der kom cyklende med vildt overdrevet oppakning, fx flere bure med grise indeklemt og bunkevis af forårsløg stablet som halmballer omkring cyklen.
Vi var i alt 7 danske pædagogstuderende der skulle bo og arbejde i Hanoi. Fire af os tilbragte den første uge i Hanoi som turister. Vi boede på hotel i det absolutte centrum af Hanoi ved Hoan Kiem søen, inden vi kunne overtage et hus fra de tidligere studerende. Denne første uge var meget intens, og vi blev konstant bombarderet med nye indtryk. Trafikken, mennesker alle vegne, larmen, maden, markederne, (manglen på) hygiejne, turisterne, kabler hængende i bunder tværs over gaderne + meget meget mere… Det kan umuligt beskrives. Det SKAL opleves! Vi gik og gik rundt i byen. For kommende studerende her i Hanoi, kan det virkelig anbefales, at man leger turist den første uges tid, for at vænne sig til bylivet og få en fornemmelse af, hvor nogle af tingene ligger i forhold til hinanden.
Vi 7 studerende (Pernille, Claus, Mikkel, Mette, Maja og Kathrine) fandt hurtigt ud af, at vi kunne rigtig godt sammen, hvilket er en stor fordel, for at have et godt og fast holdepunkt, når hverdagen er fyldt med så mange forskellige indtryk. Ved et rent tilfælde kom vi oven i købet til at bo kun ca. 10-15 min. gå afstand fra hinanden. Det lejede hus som går i arv mellem de studerende er alle tiders. Værelserne på den ene side af huset har udsigt over en lille bitte sø, hvor der altid er nogle vietnamesere der går ture, laver gymnastik eller fisker. Det ligger i en lille gyde meget tæt på turistattraktionen Van Mieu, som er et Litteraturtempel. Der bor nogle rigtig venlige mennesker i vores lille gyde og børnene løber os i møde hver dag! Familien Viet, som vi lejer huset af, har en datter og en niece som begge er rigtig gode til engelsk og som gerne vil have kontakten til de danske studerende. Der er internetforbindelse til hvert værelse, hvilket vi nyder godt af!! Vi bor meget fornemt, i forhold til mange omkring os. Den ældre dame overfor beder nogle gange om at få vores skrald, for hun kunne jo være heldig at finde noget hun kunne bruge... Deres mad varmer de udenfor. Nogle af husene omkring os ser ud til at være i lige så god stand som vores, men de bor samtidig rigtig mange mennesker i hvert hus. Vi har senere fundet ud af, at fx fire lærere fra vores praktiksted bor sammen i ét rum og deler samme seng! De brokker sig ikke engang! De får hver ca. 1.000.000 dong /mdr., hvilket svarer til ca. 300 dkr!
To af de tidligere pædagogstuderende Maria og Andreas havde afsat lidt tid, inden de skulle rejse tilbage til Danmark, til bl.a. at vise os vores kommende praktiksteder, hvilket var guld værd!!! Jeg skulle i praktik på Sao Mai = Morning Star Center, som er et sted for børn med nedsat funktionsevne -bl.a. autisme, ADHD og Down syndrom. Inden vi besøgte stedet, var Claus og jeg inviteret hjem til Dr. Lan, som er lederen for stedet. Hende som har fået det hele op at stå. En dame med et stort gå på mod, autoritet og erfaring. Det var en rigtig dejlig måde at blive budt velkommen på. På Sao Mai er der to etager med forskellige klasser. Claus og jeg blev anbragt i en klasse på hver vores etage. Børnene i min klasse var bare skønne. Man kunne mærke, at de nød, at der pludselig var en, man kunne komme og få et kram hos. I hvert klasselokale står et par plastikspande, som drengene får placeret foran dem -og så skal der tisses på kommando. I løbet af dagen blev børnene hele tiden placeret på nogle små stole på en lang række op langs væggen. Personalet råbte MEGET højt af børnene og knaldede deres plastiksandaler ned i jorden ved siden af dem for at få børnene til at gøre, som de sagde. Børnene havde intet sprog, men nogle enkelte kunne sige få lyde. Som en del af undervisningen for at lære børnene at tale, forsøgte personalet at tvinge børnene til at sige ord og navne. Flere af børnene fik tårer i øjnene, da de slet ikke kunne fremstamme nogen lyde. Lærerne trak og hev i børnenes tøj – og råbte ad dem! Det var hårdt at se på. Man kunne se på lærernes måde at være over for børnene på, at de virkelig kun vil børnene det bedste. De forskellige ting, som stødte mig i dagligdagen, var måske en kombination af lærernes afmagt, frustration og en anden kulturel måde at gøre tingene på.
Nogle gange forlod lærerne klasselokalet og låste døren efter sig. En dag hvor jeg også blev låst inde sammen med børnene, oplevede jeg virkelig, hvor frygteligt det kan føles, ikke at kunne komme ud. En situation opstod, hvor jeg skulle have noget hjælp. Jeg bankede på glasruden, hev og flåede i døren. Jeg kunne se personalet på afstand, men de troede sikkert bare, at det var nogle af børnene, der ville ud, så de reagerede ikke. I den første tid levede jeg meget inde i en osteklokke, fordi jeg ikke anede, hvad der skete omkring mig. Ingen kunne rigtig kommunikere på engelsk og lærerne i min klasse var ikke ligefrem ihærdige med at kommunikere i det hele taget. Jeg følte at jeg stod i stampe. At netop denne klasse virkelig havde brug for hjælp, men at jeg ikke havde den nødvendige ekspertise til at kunne gøre den store forskel. Samtidig måtte jeg også tænke på mig selv, for jeg kunne slet ikke overskue et halvt år i denne klasse. Det var godt at jeg fra starten virkelig nød at være i Vietnam, for så snart jeg havde fri fra Sao Mai, glemte jeg hvor hårdt det var at være der.
Jeg fik aftalt med Dr. Lan, at jeg kunne besøge Bach Mai, som er et lille sted, der hører til Sao Mai. Det ligger i en lille gyde i en anden del af byen, hvilket betyder, at de ingen udenomsplads har og derfor ikke kommer udenfor med børnene. Jeg havde en lille naiv forhåbning om, at jeg meget bedre kunne lide dette sted -og måske kunne få lov til at flytte derhen. Det kunne jeg!! Åååå hvor er de herlige både lærerne og børnene! Jeg fik aftalt med Dr. Lan, at jeg kunne være der to dage om ugen, og så skiftede jeg også til en anden klasse på selve Sao Mai. Nu blev hverdagen en hel anden! Det viser også bare, at det gælder om selv at få tingene til at ske.
På Bach Mai er der en hel speciel charme og de fire lærere er enormt imødekommende. To af dem kan engelsk på et meget, meget simpelt niveau, men de forsøger hele tiden – Og i kombination med kropssprog bliver der kommunikeret på livet løs. Der bliver grint og snakket. (Jeg giver lærerne decideret engelskundervisning ca. 30 min. to gange om ugen, hvilket er en rigtig god måde at komme ind på hinanden på!). Børnene er aldersmæssigt meget spredt: 4-17 år, og de har meget forskellige handicaps. Nogle har f.eks. Down syndrom andre er meget autistiske. Der er et par og tyve børn, 4 lærere og en køkkendame. De har to lokaler, en gang med et par gasblus og et toilet – Det er også på toilettet der vakses op i hugsiddende stilling overen lille balje og grøntsagerne klargøres, da det er det eneste sted med vandhane! Tis på gulvet og grøntsager i en skål på gulvet. Måske ikke så hygiejnisk, men man vænner sig altså til det lige med det samme! Når der er undervisning har hver lærer fast 5-6 børn, som de sidder sammen med i små grupper. Hvert barn får en opgave ex. puslespil, tegnepapir, klodser eller lignende som de sidder med i ca. en halv til en hel time af gangen. Her er det virkelig muligt for mig at fordybe mig med et enkelt barn af gangen, hvis det er det jeg vil.
På Sao Mai er jeg kommet i en klasse med ca. 12 små børn, hvoraf de fleste har Down syndrom. Det er nogle livlige og dejlige unger. Lærerne i denne klasse virker meget kompetente i deres pædagogiske måder at håndtere børnene på. Alligevel er der også her mulighed for at få ændret nogle ting i hverdagen - Såsom mere fri leg og fysisk udfoldelse. De tidligere studerende har undervist personalet meget ved bl.a. at holde oplæg for dem. Dette skal vi også til at tage lidt fat i, men jeg arbejder naturligt bedre ved at være til stede i hverdagen og få skubbet på nogle bitte små ting. Jeg oplever at lærerne derved selv naturligt ændrer på nogle ting i hverdagen og dermed selv får ejerskab overfor forandringerne. Vi kan selv planlægge vores arbejdstid som ca. er 32 timer ugentligt. Vi arbejder mandag til torsdag fra kl. 8-16, med en middagspause fra kl. 12-14. På Sao Mai har vi et stort lokale med sofaer, hvor vi kan hvile os i middagspausen. På Bach Mai ligger jeg sammen med lærere og elever på sivmåtter på gulvet.
Vietnam er bare et fedt land. Det kan ikke siges ofte nok. Folk her er enormt søde, imødekommende og gæstfri. Flere af os har været på besøg i private hjem. I selve Hanoi er der altid fyldt med mennesker og scootere -og i de små gader er der fyldt med butikker, gadekøkkener, skræddere, madvarer, skrammel, silkebutikker og kopivare i stakkevis. Vi lever her som konger, da vores SU rækker rigtig langt. Tingene koster ingenting, og man kan sagtens leve for sin SU her uden at spare på noget! Vi spiser ude hver dag. Nogle gange på et simpelt gadekøkken, andre gange på fine restauranter. Vi har også råd og tid til at tage på ferier. I forbindelse med vietnamesernes nytårsferie, var vi alle syv studerende på ferie i Hoi An og Hue i midt Vietnam, hvilket var en super ferie! Vi har været tre af sted til Halong Bugten og næste weekend skal vi tre dage af sted med privat chauffør og privat guide til Ba Be, som er en Nationalpark. Snart går turen også til det sydlige Vietnam, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til!!
This is a letter for my school telling about what I have experienced in Vietnam so far.
Sunday, April 1, 2007
Nye briller til 100-150 dkr.
Søn. d. 1. april
Dagen startede med at Pernille og jeg tog til frisøren. Bagefter gik jeg på jagt i brillegaden. Det er ikke en aprilsnar når jeg nu skriver, at jeg fik købt mig et par nye briller + glas til 100-150 dkr.!! -Måske jeg skal have mig nogle flere...!
Glassene blev slebet til i løbet af 10 min.!
New pair of glasses + the glas for about 10£
Subscribe to:
Posts (Atom)
