Gode råd inden afrejse til Vietnam samt Gode råd for studerende i Vietnam

Gode råd inden afrejse til Vietnam

Regn med en udgift på ca. 15.000 kr. inden du tager af sted. Dette skulle gerne være nok til flybillet, forsikring og vaccinationer.

I står selv for at sørge for bolig, men kan højst sandsynligt overtage et fint hus, som på nuværende tidspunkt går i arv fra den ene gruppe studerende til den næste. Det kræver blot, at I kontakter de studerende der bor her. De vil sørge for kontakten til familien der ejer huset for at høre, om det er muligt stadig at leje det. -Hvilket det uden tvivl er! Huslejen + rengøring er på nuværende tidspunkt 24.000.000 VND for tre måneder, ligegyldigt hvor mange i bor der (ca. 3.200 kr./mdr. afhænger selvfølgelig af kurser). Derudover kommer der en ekstra regning hver måned for strøm, vand, internet m.m. (- Den varierer meget pga. aircondition).

Når man tager sin praktik i udlandet, får man sin SU med. Dette kan man sagtens leve for i Hanoi og stadig have råd til at tage på ferier rundt i landet. Sørg alligevel for at have lidt på kistebunden når du ankommer, da bl.a. huslejen skal betales tre måneder forud.

Senest 2 mdr. inden du tager af sted, bør du tage på Seruminstituttet i Kbh. Her har de den største erfaring og den nødvendige information omkring vaccinationer. Derudover ligger de inde med alle vaccinationerne og skal ikke først bestille dem, som andre læger skal.

Af rejseforsikringer kan Willis anbefales: www.studenterrejseforsikring.dk, da den er meget billig. Nogle har brugt rejseforsikringer hos Gouda, men andre forsikringer kan også sagtens bruges.

Sørg for at få en aftale med dit praktiksted inden du tager hertil, så du ved hvornår du skal møde og hvilket sted du skal være (dette gælder især for børnehaverne). Kontakt gerne danske studerende der allerede er i Hanoi.

Visum skal du selv sørge for. Du skal kontakte den vietnamesiske ambassade i Danmark. De taler dårligt engelsk – især over telefonen. Hvis det er muligt så tag ind til ambassaden, så er det nemmere at kommunikere. (Vi har hørt en fugl synge om, at Visum-reglerne måske er lavet om, så man nu kun kan få visum for tre mdr. med mulighed for at forlænge det hernede).
Medbring:
Computer (der er internetadgang på hvert værelse)
Headset med mikrofon til Skype eller Messenger. (At ringe fra Skype til fastnet koster kun 12 øre/min – og det er selvfølgelig gratis at ringe fra Skype til Skype og fra Messenger til Messenger) – Headset kan dog også købes billigt hernede!
Lange bukser og et par varme bluser (fleece og uld kan stort set ikke fås i Hanoi). Især efteråret er koldt, da huset ikke er isoleret.
Sommertøj
Gode sandaler, kondisko og evt. vandresko

På nogle tidspunkter af året er her enormt fugtigt, hvilket tøj og sko nemt kan tage skade af, da det simpelthen mugner. Vaskemaskinen i huset vasker kun med koldt vand, og tøjet bliver derfor ikke altid helt rent. Der kan sagtens købes sko, men kvaliteten er ikke god og størrelserne er små. Der er skræddere alle vegne, hvor man kan få syet tøj for ganske få penge. Det færdigsyede tøj i butikkerne findes generelt kun i små størrelser.

· Lakrids og andet dansk slik kan IKKE fås i Vietnam, så hvis man er afhængig, så tag noget med.
· Tag mobiltelefon med, for man kan nemt få et vietnamesisk Sim-kort med tilhørende telefonnummer.

Blandet info:
I huset vil I kunne finde en CD med over 40 studierelevante danske fagbøger.

På den danske ambassades hjemmeside kan I få forsk. info: www.ambhanoi.um.dk/da

Hvis I vil have en fornemmelse af hvor I skal bo, kan i gå på Google Earth og finde Hanoi. Her finder i Van Mieu - Litteraturtempel. Jeres hus er et af dem, der ligger ud til den lille bitte sø lige over for Litteraturtemplet.

Vi foreslår at I kommer til Hanoi inden de nuværende studerende rejser herfra, så I kan nå at få lidt informationer og evt. blive introduceret til jeres kommende praktiksted.

Vi råder jer til at tilbringe den første uges tid på hotel i midtbyen. Vigtigt er det, at I leger turister den første uge, for bl.a. at lære byen at kende. Når man først er startet i praktikken, bliver det hurtigt hverdag, og man får ikke set seværdighederne.

I er til enhver tid velkomne til at kontakte os, hvis der er nogle spørgsmål. (Der findes ingen dumme spørgsmål).

Til studerende i Hanoi

Bogen “Hanoi Guide” (Hanoi International Women’s Club 2006) er en bog der er beregnet for folk der er bosat i Hanoi. Den kan bl.a. købes i Dome Hang Trong, 71 Hang Tron, men der efterlades min. et eksemplar i huset til fri afbenyttelse.

På taget af Den Danske Ambassade kan man mødes med andre dansker den første tirsdag i hver måned kl. 17. Andre informationer fra Den Danske Ambassade kan læses på: www.ambhanoi.um.dk/da Hér kan I også tilmelde jer Danskerlisten for danskere i Vietnam.

På Jysk rejsebureau kan man på nogle tidspunkter finde en dansk service guide. De tilbyder forskellige pakke-turer.
Jysk Hotel, 29 Hang Hom (tæt på søen). – Hér kan man også få et godt bykort over Hanoi.

Sinh Café (Mr. Hai), 52 Hang Hom. De tilbyder forskellige pakketure, men kan også arrangere ture der er special-designet efter egne ønsker. Hoteller og transport i alle prisklasser. Hvis man vil bo på luksus, har de mange gode kontakter, så I alligevel ikke kommer til at betale ret meget. De har haft mange danske pædagogstuderende som kunder og vil derfor gøre alt for at I kommer igen!

Den store ANZ bank ved søen og ANZ ved Horison Hotel ved siden af et af de lokale supermarkeder – her kan man hæve 4.000.000 VND af gangen, hvilket så absolut kan betale sig, da vi betaler høje gebyrer til vores banker i Danmark!

Supermarkeder:
*I det store kryds tæt på Pho Ho Giam, går I til venstre ad Cat Linh. Supermarkedet ligger lige inden Horison Hotel.

*Gå til højre ad Thai Hoc som ligger bag Litteraturtemplet. På venstre side af vejen ligger der et supermarked – Meget grøn facade, så man overser det ikke.

*I Vincom Towers på Bà Triêu (modsat retning af Hoan Kiem søen) er der et fint supermarked. (Øverst oppe ligger den eneste biograf i Hanoi, som viser film der ikke er synkroniseret).

*På Dinh Tien Hoang ved siden af Hoan Kiem søen, ligger der et shoppingcenter med et supermarked på øverste etage.

*På Le Thai To på den anden side af Hoan Kiem søen, ligger der et stort og godt supermarked. (Det ligger lige ved krydset til Hang Trong og ikke så langt fra ANZ-banken).

God ide ALTID at have toiletpapir ”. Man ved aldrig, hvornår man får rigtig meget brug for det!

Bestilling af store vanddunke. Tlf. 04 5119743 Hvis man siger: ”La vie”, ”hai” (betyder 2) og ”Pho Ho Giam” plejer de for det meste at forstå det, ellers prøver man bare igen lidt senere. Vandet kommer til døren i løbet af 10-30 min. De skal have de gamle dunke tilbage og man betaler 20.000VND pr. vanddunk. Naboen kan en smule engelsk og kan derfor være behjælpelig med at bestille, hvis man ikke kan udtale gadenavnet, eller hvis man vil have hende til at hjælpe med andre ting.

Stofmarkeder:
Dong Xuan ligger i toppen af den gade, hvor der i weekenden er nat marked.
Hoa Binh ligger på Pho Hue – og er langt det bedste!

Huslejen er på nuværende tidspunkt på 8.000.000 VND om måneden for hele huset + rengøring. Vær opmærksom på, at der betales for tre måneder af gangen! Strøm, vand, og Internet betaler I ekstra for en gang om måneden. I de varme måneder er prisen noget højere end ellers på grund af aircondition. Hold endelig kontakt med udlejerens datter, Trang. Hun kan engelsk og I kan kontakte hende, hvis I har spørgsmål eller problemer. Hvis I har overnattende gæster skal det meldes til udlejeren, Familien Viet. De skal have en fotokopi af pas og visum, samme dag der er nogle der overnatter hos jer. Disse informationer skal videre til politiet, og der holdes et skarpt opsyn.

Spisesteder:
Tæt på hvor I bor ligger Koto, Cafe Smile, Goete og Kentucky Fried Chiken. ”Den lokale” med nudler og Pho-supper samt ”Den virkelig lokale” med ris og tilbehør. Derudover er det bare at prøve løs af alle gadekøkkenerne! Ved Hoan Kiem og rundt i byen kan man finde diverse gode spisesteder… De lidt dyrere steder, som helt sikkert skal prøves, er: Bobby Chin i bunden af Hoan Kiem søen pga. atmosfæren og Søndagsbuffeten på Hotel Shareton pga. de overvældende mængder af mad. De er virkelig en oplevelse værd!

Læger og hospital. Der er fine forhold på de internationale steder:
SOS tæt på Hoan Kiem søen
Family Medical Practice
Van Phuc Compound, 298 l Kim Ma Road, Ba Dinh District
(Hos Family Medical Practice kan I få visitkort, som kan lægges i pungen. Der står på kortet, både på engelsk og vietnamesisk, at man gerne vil køres dertil i tilfælde af en ulykke).
Det franske hospital

Hvis man gerne vil træne kan Horizon Hotel anbefales som ligger tæt på huset, men de hører bestemt til i den dyre ende. De har Fitnessudstyr samt swimmingpool, tennisbaner m.m.

Flere hold studerende har haft brugt den samme taxachauffør til at hente og bringe på arbejde til et fastsat beløb. Han kalder sig Totti og taler engelsk. Man kan sende ham SMS’er eller ringe og på den måde lave aftaler. Han sørger også for at sende en ven, i tilfælde af at han selv er forhindret. Tlf. 0912093736

Ny blog

Efter hjemkomst til Danmark har jeg nu oprettet en ny blog: www.akhjuice2.blogspot.com

In the future you can see what is going on in my life at: www.akhjuice2.blogspot.com

De nye studerende har nu pligt til at skrive blogs, som jeg med glæde vil følge med i...!

David: http://www.ddt84.wordpress.com/

Naja: http://www.najak.wordpress.com/

Jesper: http://www.jeschr.wordpress.com/

Charlotte... vil gerne hjem og får forhåbentlig en ny praktikplads i Danmark.

Farvel!

1. august

De herlige nabo-børn! Jeg kommer til at savne deres herlige smil, når de plejer at komme en løbende imøde.

Om morgenen tog Claus og jeg med David og Jesper på Sao Mai for at vise dem rundt og vi fik sagt farvel endnu engang til personalet. De andre fra børnehaven havde taget tidligt fri for at spise frokost med os på Koto en sidste gang.

Lige inden vi gik på Koto kom sekretæren og en forældre fra Sao Mai til vores hus. Med sig havde de en gave til Claus og en til mig fra forældrebestyrelsen på Sao Mai. Også udlejerens datter Trang kom for at sige farvel.

Jeg havde det hårdt med at skulle sige farvel til mit elskede Vietnam, så mine følelser sad vist uden på tøjet. Jeg græd inden vi tog afsted mod lufthavnen samt på selve turen til lufthavnen. Jeg måtte dog grine lidt af mig selv, da jeg opdagede, at jeg sad og tænkte på, at jeg ville komme til at savne gekkoerne på mit værelse...

Så forlod jeg vietnamesisk jord.... Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang i Vietnam!! Jeg vil meget gerne tilbage hertil!

Som traditionen byder sig, måtte der 1. august tages et billede kl. 16.55 dansk tid -også selvom man befinder sig i luften, lige er vågnet, har kæmpe forkølelsessår og er mega træt. Det er præcis 25 år siden jeg blev født!

De sidste dage i Hanoi

Mandag d. 30. juli

De fire nye studerende blev hentet i lufthavnen og kørt til deres nye hjem. Senere tog vi ind til "old town", hvor de bl.a. mødte Randi som skal flytte ind hos dem.

Naja og David - Charlotte og Jesper

Aften... Efter aftensmaden tog vi på Kotos træningscenter (72 Thuy Khuê), hvor de unge der arbejder på Koto normalt går i skole.

Sådan ser vi normalt kokkene på Koto imens flere af de andre arbejder som tjenere.

På skolen blev der sunget karaoke. David og jeg lagde ud med hittet Titanic som de elsker her i Vietnam. De unge havde været med til at arrangere et slags farvel-party for Claus og mig, da det var vores sidste dag sammen med dem.

Bemærk det fine skilt de havde hængt op for os.

Ann kom også til Koto denne aften, hvor hun fik lov til at synge karaoke.



Anh igang med at arrangere.....

Fællesbillede....

Vi var pludselig ret mange mennesker i huset på Pho Ho Giam, så vi måtte sove en del sammen...

Tirsdag aften besøgte de nye studerende Dr. Lan sammen med Claus og mig. Dr. Lan havde været ude for et trafikuheld tidligere på dagen og var forståeligt nok temmelig træt.

Praktikopgave - 5. Hvad jeg har lært om mig selv - Evaluation of final practice-placement

Hverdagen har stillet mange spørgsmålstegn, og jeg har undret mig. Jeg har lært at skifte perspektiv og forsøgt at forstå personalets pædagogik, samtidig med at jeg ikke altid har været enig i deres handlinger. På denne måde har jeg kunne reflektere over forskellige ting i hverdagen og forsøgt at se det ud fra forskellige synspunkter i den givne kontekst. Det betyder ikke, at jeg i dag har en klar mening om, hvordan tingene skal gøres men snarere er opmærksom på forskelligheder og forskellige måder at gribe tingene an på. Det har gjort mig opmærksom på, at jeg i fremtiden ønsker at blive mere faglig bevidst omkring mine pædagogiske holdninger til det, der umiddelbart virker så indlysende for mig.

Min praktik og min hverdag i Hanoi har bekræftet mig i, at jeg er åben over for andre mennesker og så vidt muligt kan tage ”den andens” perspektiv. Mit forholdsvis stille og tålmodige væsen har bl.a. været medvirkende til, at jeg har undgået store kultursammenstød. Dr. Lan og englænderen Ann har begge gjort mig opmærksom på, at jeg udviser stor kultur- og stedsfornemmelse, hvilket jeg selv tolker, må være pga. min positive tilgangsvinkel og gode aflæsning af ”den anden”. I mine praktikker i Danmark har personalet særligt bemærket min tilgangsvinkel til brugerne især gennem anerkendelse, kropssprog og mimik. Dette har også vist sig at være et af de vigtigste redskaber i min pædagogiske praksis i Vietnam.

Hjemmefra tog jeg af sted med en forestilling om, at man forventede, at vi studerende skulle komme og undervise personalet. Efter nogen tid på SMC følte jeg ikke, at undervisning var den bedste måde at påvirke personalet på. Jeg mente og mener stadig, at jeg ved at være en naturlig del af hverdagen påvirker personalet til selv at føle ejerskab ved forandringer og derved er medvirkende til at gøre en vedvarende forskel. Dette betyder også, at der fortsat kontinuerligt er brug for praktikanter på SMC – jo flere jo bedre. Den måde hvorpå mine forslag og råd er blevet taget imod, eksempelvis i forhold til den lille pige der kom ned på gulvet og i forhold til spisesituationen, giver mig en god fornemmelse af, at jeg pædagogisk og kommunikationsmæssigt har noget at byde på.

At stå som pædagogstuderende i Hanoi, har i flere situationer gjort, at jeg ikke har følt mig tilstrækkelig, da der ligger en forventning til, at vi decideret skal undervise og bør være fagligt bedre end det vietnamesiske personale. Jeg har til gengæld glædeligt mødt meget personale, der bestemt var kompetente til deres arbejde, og som jeg til enhver tid gerne så sat i stedet for pædagoger jeg har mødt i Danmark. Den sproglige barriere har været enormt stor og til tider gjort mig passiv, da jeg har manglet et fokus, hvilket har gjort mig usikker og utilstrækkelig. Det har lært mig, at jeg i fremtiden bør blive bedre til at sætte mig nogle flere mål, da jeg også selv har brug for ”optur”, gå-på-mod og entusiasme i min dagligdag. Det er gået endnu mere op for mig, at jeg virkelig ønsker et fremtidigt professionelt arbejde med et kompetente kolleger, hvor vi kan have faglige diskussioner og refleksioner.

Jeg kender overfladisk til, at tidligere studerende har haft så store problemer på SMC pga. frustrationer i dagligdagen, at de har måttet forlade praktikken. Mine frustrationer i starten af praktikken pga. den klasse jeg fulgte, fik jeg løst ved at gøre dr. Lan opmærksom på problemstillingen. Dette lykkedes fuldstændig smertefrit. Det er vigtigt, at man selv har det godt på sin arbejdsplads, og jeg tror, at denne situation og min egen indsats for at ændre den, har styrket mig i, i fremtiden at tro mere på mine kommunikationsevner i forhold til ledelse og kolleger.

Mit liv i Vietnam har bekræftet mig i mine holdninger omkring etnicitet og kultur. Jeg oplever, at mange fra udlandet drager hurtige konklusioner efter et kort ophold på Sao Mai eller i det hele taget i Vietnam. Ofte hører jeg sætningen ”sådan er/gør vietnamesere…!”. Nogle gange siger jeg det selv i sjov, men jeg oplever ikke, at folk i Vietnam generelt handler etnisk kulturelt ens. Jeg er til gengæld blevet meget overrasket over, hvor ens vi er, til trods for at vi kommer fra forskellige lande. Selvfølgelig er vi ikke ens. Jeg oplever, at mine vietnamesiske kolleger indbyrdes og i forhold til mig er lige så forskellige som mine danske medstuderende er det. Selvfølgelig støder man på kulturelle traditioner som eksempelvis at made børnene og sætte dem op langs væggen. Begynder man at diskutere disse emner, skyldes vietnamesernes måde at gøre tingene på ikke en særlig overbevisning, men snarere vaner, som kan diskuteres og evt. ændres.

At være pædagog er én lang læreproces som aldrig slutter. Min praktik har været en udfordring. En udfordring jeg på ingen måde ville have været foruden!

Evaluation of final practice-placement

Trung Tam Sao Mai – Hanoi in Vietnam. From the 1st of Feb. to the 31st of Aug. 2007

The last 6 months at Trung Tam Sao Mai has been full of experiences, being with the children and teachers, participating in meetings and other gatherings, meeting a lot of interesting people and experience all the initiatives that take place at Sao Mai.

Because of language difficulties there are a lot of misunderstandings and little opportunity to discuss daily practice. Sao Mai is a place where a lot is going on, not just in the classes but also financial and a lot of people are involved. Because I have been a daily part of the centre and have been participating in as mush as possible, I now feel that I know a lot about what is going on at the place and how the structure is. I must say though that I definitely only know very little compared to what is actually going on.

I have been working two days a week at Bach Mai and two days a week in a class at Sao Mai. At Bach Mai I have worked with mirroring and imitating especially a few of the children. The teachers at Bach Mai have noticed a special interaction between me and an autistic boy. They have also observed that my way to approach the children creates a special atmosphere which the children seem to like a lot. I am not sure but I feel that the teachers have changed a little bit in the attitude towards the children leaving more space for close contact psychically and by imitating. At my class at Sao Mai I have worked a lot with acknowledging the individual child and encouraged the teachers to create more room for not organised play / free play leaving room for fantasy, free imagination and possibility for social games created by the children them selves. I have also encouraged the teachers to place the children who are unable to walk on the floor instead of on a chair to give them more opportunities to move around.

I often hear people from other countries saying that the way people from Vietnam react towards different things is so typically Vietnamese. I have been not only at Bach Mai and my class at Sao Mai but also visiting other classes at Sao Mai and I have participated in different meetings. My experience tells me that the way the teachers approach the children is very different. Some traditional ways of working with the children in Vietnam is a part of the daily routines but I definitely experience the teachers personal and professional ways of working with the children.

I feel that I have been a natural part of the teachers that I have worked with and also the rest of the teachers at Sao Mai. I have been on a three days holiday together with a lot of the teachers. I have been visiting many of the teachers at home and invited some of them to a Danish Restaurant in Hanoi having fun with cutlery instead of chopsticks! A way of communicating and to get closer to some of teachers has been by giving simple English lessons to teachers at Bach Mai. It will not only be hard leaving the children but also very sad leaving the teachers and I will definitely miss them.

I had a plan to take initiatives for some meetings involving the teachers to discuss different subjects and learn from each other. In the meantime Ann from England, an professional teacher with a lot of experience arrived. Her job is to hold meetings several times a week for the staff. The teachers have a long week with a lot of working hours and now also spending many Sundays learning from Ann. I did not find it fair to the teachers to spend more of their free time participating in meetings and I felt that Ann is much more suitable for the job. We did participate in the preparation and holding for one whole Sunday-meeting together with Ann. In the morning about Boardmaker and the afternoon about psychically activities also involving the teachers own ideas. I have also translated parts of a book about pictograms. In the end of our stay we had a workshop telling about a model we had already used in the workshop for a few of the teachers from Sao Mai and the kindergarten. Dr. Lan used the model and developed it using it for a parents meeting.

Praktikopgave - 4. Dansker på SMC -problemer, udfordringer og dilemmaer

Noget så simpelt som et toiletbesøg kan være en kulturel oplevelse. I hvert klasselokale står et par plastikspande, som børnene enten bliver sat på eller får placeret foran dem - Så skal der tisses på kommando. Jeg er vant til hygiejne og et TOILET, men nej, sådan er det ikke her. I hvert fald ikke i alle klasser. Det med at vaske fingre efter et ”toilet-besøg” kender de heller ikke til. I de forskellige klasser er det også meget forskelligt, hvor meget de går op i hygiejnen. Når jeg selv går på toilettet på Bach Mai kan det hænde, at kokken braser ind for at sætte sig på gulvet ved vandhanen for at ordne grøntsager eller vaske op. –Eller et barn skubber døren til side for at sætte en tisse-spand.

Anden pædagogik
Især den første tid på Sao Mai var en stor udfordring. I den klasse jeg blev tilknyttet, råbte personalet MEGET højt ad børnene. De knaldede deres plastiksandaler ned i jorden ved siden af børnene for at få dem til at gøre som de sagde, hvilket bestemt ikke er noget jeg var vant til at forholde mig til i Danmark. Børnene havde intet sprog, men nogle enkelte kunne sige få lyde. Som en del af undervisningen for at lære børnene at tale, forsøgte personalet at tvinge børnene til at sige ord og navne. Flere af børnene fik tårer i øjnene, da de slet ikke kunne fremstamme nogen lyde. Lærerne trak og hev i børnenes tøj – og råbte ad dem! Det var hårdt at se på. Man kunne dog også se på lærernes måde at være over for børnene på, at de virkelig kun ville børnene det bedste. De forskellige ting, som stødte mig i dagligdagen, var måske en kombination af lærernes afmagt, frustration og en anden kulturel måde at gøre tingene på.

Nogle gange forlod lærerne klasselokalet og låste døren efter sig. En dag hvor jeg også blev låst inde sammen med børnene, oplevede jeg virkelig, hvor frygteligt det kan føles, ikke at kunne komme ud. En situation opstod, hvor jeg skulle have noget hjælp. Jeg bankede på glasruden, hev og flåede i døren. Jeg kunne se personalet på afstand, men de troede sikkert bare, at det var nogle af børnene, der ville ud, så de reagerede ikke. I den første tid levede jeg meget inde i en osteklokke, fordi jeg ikke anede, hvad der skete omkring mig. Ingen kunne rigtig kommunikere på engelsk, og lærerne i min klasse var ikke ligefrem ihærdige med at kommunikere i det hele taget. Jeg følte at jeg stod i stampe, at netop denne klasse virkelig havde brug for hjælp, men at jeg ikke havde den nødvendige ekspertise til at kunne gøre den store forskel. Samtidig måtte jeg også tænke på mig selv, for jeg kunne slet ikke overskue et halvt år i denne klasse. Det var godt, at jeg fra starten virkelig nød at være i Vietnam, for så snart jeg havde fri fra Sao Mai, glemte jeg hvor hårdt det var at være der.

Noget måtte gøres og jeg kontaktede lederen via mail, da det er nemmere at få hendes opmærksomhed den vej. Jeg foreslog et besøg på Bach Mai , et sted jeg virkelig kom til at holde af. Efterfølgende forklarede jeg dr. Lan situationen og bad om at blive flyttet til Bach Mai to dage om ugen. Hun var fuldt ud forstående, glad for min henvendelse og foreslog selv, at jeg også kunne skifte klasse på selve Sao Mai.

Et nærhedstegn jeg skulle vænne mig til var, at lærerne med små slag slog børnene. I starten oplevede jeg det nærmest som om, at de decideret slog børnene, men nogle praktiserer mere kærlige klap, som bare er meget mere kraftige, end vi er vant til i Danmark. I nogle klasser praktiseres det dog at slå som afstraffelse eller for at få børnenes opmærksomhed. Dette tror jeg dog ikke er så udbredt, men jeg ved, at det forekommer i andre klasser end dem jeg normalt følger.

Naturlig del af hverdagen
Det har krævet sit at komme til at føle sig som en naturlig del af hverdagen, hvor man ikke blot er turist på besøg i en institution. Forholdet til de ansatte har også været en vigtig del af praktikken og en hel særlig udfordring på grund af den manglende sproglige kommunikation. I min klasse på Sao Mai har jeg stort set ikke haft nogen verbal kommunikation og alligevel opnået en kollegial atmosfære. På Bach Mai har jeg undervist personalet i engelsk, hvilket har medført grin og sjove episoder. Her taler to af lærerne et primitivt engelsk. Jeg har været på flere besøg hos personalet og har selv inviteret dem ud og spise, hvilket bestemt også har været medvirkende til et større sammenhold ikke blot i forhold til mig men også indbyrdes mellem lærerne.

Jeg har afsat mine præg
Dagligdagen er bygget meget op omkring en decideret undervisningssituation, hvilket jeg ingen erfaring har med. I mine praktikker i Danmark har jeg haft fokuseret på spejling/imitation, anerkendelse, nærhed og kontakt, hvilket jeg naturligt greb fat på igen i denne situation. Det betød, at jeg tit har følt mig uduelig i selve undervisningen, men til gengæld har jeg opnået god kontakt med børnene på forskellige niveauer. Jeg har også i min klasse på Sao Mai indført mere fri leg også i selve undervisningstiden.

Problemstillinger i hverdagen har til tider været svære at tage stilling til, og på mange måder tror jeg desværre, at jeg har lukket øjnene for meget. Efter en tid holdt jeg op med at registreret mange af problemstillingerne. Når noget har undret mig, og jeg har forsøgt at tage det op i dagligdagen, har vi ikke kunne føre diskussioner pga. sprogbarrieren, hvilket har gjort mig mere passiv. Alligevel har jeg fået sat mig visse præg… Eksempelvis er der en lille pige i klassen på Sao Mai, som i starten ikke var mere end 17-18 mdr. gammel. Hun blev altid sat på en stol, passivt op langs væggen eller ved et af bordene, når resten af klassen havde undervisning. Hun græd meget, men der blev klappet i hænderne og hun blev beordret til at være stille. Jeg kom på besøg hos en meget ung nyansat lærer og hendes familie. Hendes lillesøster kunne lidt engelsk og igennem hende, kom vi sidst på aftenen til at snakke om klassen. Læreren gjorde opmærksom på sine bekymringer over den lille piges næsten konstante gråd. Jeg foreslog hende, at man helt simpelt placerede pigen på gulvet, så hun selv havde muligheden for at kunne vælge til og fra ved evt. at skubbe sig væk. Hun ville måske på sigt begynde at kravle og selv opsøge opmærksomhed og udfordringer. Der gik nogle dage, før jeg var tilbage i klassen igen, men læreren sad med pigen på gulvet og fortalte stolt, at pigen havde været på gulvet lige siden vi havde snakket om det. Pigen havde fuldstændig ændret karakter. Hun viste allerede meget mere opmærksomhed på omgivelserne, smilede og græd meget mindre. Lærerne var også begyndt at udvise mere omsorg, da pigen selv bedre kunne gøre opmærksom på hendes ønsker. I dag kan hun næsten gå og hendes mor er mig dybt taknemmelig for min indsats, som virkelig ikke var mere end en enkelt sætning eller to med forslaget om at få pigen ned på gulvet.

På Sao Mai har jeg arbejdet specifik med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene blev madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste der kan ske er; at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til grøden, spiste og spildte lidt af den. Jeg fik en af lærerne til at se dette og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring dette til én, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons i en mail til mig:

”With your opinion about the time-eating for children, I see that u want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes.

I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited.

To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat.

This way of eating is quite new so we'll do step by step. In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”

Dette viser mig, at nogle lærere reflekterer, er åbne over for forandringer, og at der ligger et ønske om ændringer af praksis.

Jeg er vant til at have muligheden for at diskutere problemstillinger i hverdagen i en dansk institution, hvilket jeg har manglet og til tider gjort mig frustreret i denne praktik. Jeg har draget stor nytte af professionelle fra forskellige lande, som har haft deres gang på SMC af forskellige årsager. Med flere af dem har jeg kunne reflektere og diskutere livet på SMC.