Noget så simpelt som et toiletbesøg kan være en kulturel oplevelse. I hvert klasselokale står et par plastikspande, som børnene enten bliver sat på eller får placeret foran dem - Så skal der tisses på kommando. Jeg er vant til hygiejne og et TOILET, men nej, sådan er det ikke her. I hvert fald ikke i alle klasser. Det med at vaske fingre efter et ”toilet-besøg” kender de heller ikke til. I de forskellige klasser er det også meget forskelligt, hvor meget de går op i hygiejnen. Når jeg selv går på toilettet på Bach Mai kan det hænde, at kokken braser ind for at sætte sig på gulvet ved vandhanen for at ordne grøntsager eller vaske op. –Eller et barn skubber døren til side for at sætte en tisse-spand.
Anden pædagogik
Især den første tid på Sao Mai var en stor udfordring. I den klasse jeg blev tilknyttet, råbte personalet MEGET højt ad børnene. De knaldede deres plastiksandaler ned i jorden ved siden af børnene for at få dem til at gøre som de sagde, hvilket bestemt ikke er noget jeg var vant til at forholde mig til i Danmark. Børnene havde intet sprog, men nogle enkelte kunne sige få lyde. Som en del af undervisningen for at lære børnene at tale, forsøgte personalet at tvinge børnene til at sige ord og navne. Flere af børnene fik tårer i øjnene, da de slet ikke kunne fremstamme nogen lyde. Lærerne trak og hev i børnenes tøj – og råbte ad dem! Det var hårdt at se på. Man kunne dog også se på lærernes måde at være over for børnene på, at de virkelig kun ville børnene det bedste. De forskellige ting, som stødte mig i dagligdagen, var måske en kombination af lærernes afmagt, frustration og en anden kulturel måde at gøre tingene på.
Nogle gange forlod lærerne klasselokalet og låste døren efter sig. En dag hvor jeg også blev låst inde sammen med børnene, oplevede jeg virkelig, hvor frygteligt det kan føles, ikke at kunne komme ud. En situation opstod, hvor jeg skulle have noget hjælp. Jeg bankede på glasruden, hev og flåede i døren. Jeg kunne se personalet på afstand, men de troede sikkert bare, at det var nogle af børnene, der ville ud, så de reagerede ikke. I den første tid levede jeg meget inde i en osteklokke, fordi jeg ikke anede, hvad der skete omkring mig. Ingen kunne rigtig kommunikere på engelsk, og lærerne i min klasse var ikke ligefrem ihærdige med at kommunikere i det hele taget. Jeg følte at jeg stod i stampe, at netop denne klasse virkelig havde brug for hjælp, men at jeg ikke havde den nødvendige ekspertise til at kunne gøre den store forskel. Samtidig måtte jeg også tænke på mig selv, for jeg kunne slet ikke overskue et halvt år i denne klasse. Det var godt, at jeg fra starten virkelig nød at være i Vietnam, for så snart jeg havde fri fra Sao Mai, glemte jeg hvor hårdt det var at være der.
Noget måtte gøres og jeg kontaktede lederen via mail, da det er nemmere at få hendes opmærksomhed den vej. Jeg foreslog et besøg på Bach Mai , et sted jeg virkelig kom til at holde af. Efterfølgende forklarede jeg dr. Lan situationen og bad om at blive flyttet til Bach Mai to dage om ugen. Hun var fuldt ud forstående, glad for min henvendelse og foreslog selv, at jeg også kunne skifte klasse på selve Sao Mai.
Et nærhedstegn jeg skulle vænne mig til var, at lærerne med små slag slog børnene. I starten oplevede jeg det nærmest som om, at de decideret slog børnene, men nogle praktiserer mere kærlige klap, som bare er meget mere kraftige, end vi er vant til i Danmark. I nogle klasser praktiseres det dog at slå som afstraffelse eller for at få børnenes opmærksomhed. Dette tror jeg dog ikke er så udbredt, men jeg ved, at det forekommer i andre klasser end dem jeg normalt følger.
Naturlig del af hverdagen
Det har krævet sit at komme til at føle sig som en naturlig del af hverdagen, hvor man ikke blot er turist på besøg i en institution. Forholdet til de ansatte har også været en vigtig del af praktikken og en hel særlig udfordring på grund af den manglende sproglige kommunikation. I min klasse på Sao Mai har jeg stort set ikke haft nogen verbal kommunikation og alligevel opnået en kollegial atmosfære. På Bach Mai har jeg undervist personalet i engelsk, hvilket har medført grin og sjove episoder. Her taler to af lærerne et primitivt engelsk. Jeg har været på flere besøg hos personalet og har selv inviteret dem ud og spise, hvilket bestemt også har været medvirkende til et større sammenhold ikke blot i forhold til mig men også indbyrdes mellem lærerne.
Jeg har afsat mine præg
Dagligdagen er bygget meget op omkring en decideret undervisningssituation, hvilket jeg ingen erfaring har med. I mine praktikker i Danmark har jeg haft fokuseret på spejling/imitation, anerkendelse, nærhed og kontakt, hvilket jeg naturligt greb fat på igen i denne situation. Det betød, at jeg tit har følt mig uduelig i selve undervisningen, men til gengæld har jeg opnået god kontakt med børnene på forskellige niveauer. Jeg har også i min klasse på Sao Mai indført mere fri leg også i selve undervisningstiden.
Problemstillinger i hverdagen har til tider været svære at tage stilling til, og på mange måder tror jeg desværre, at jeg har lukket øjnene for meget. Efter en tid holdt jeg op med at registreret mange af problemstillingerne. Når noget har undret mig, og jeg har forsøgt at tage det op i dagligdagen, har vi ikke kunne føre diskussioner pga. sprogbarrieren, hvilket har gjort mig mere passiv. Alligevel har jeg fået sat mig visse præg… Eksempelvis er der en lille pige i klassen på Sao Mai, som i starten ikke var mere end 17-18 mdr. gammel. Hun blev altid sat på en stol, passivt op langs væggen eller ved et af bordene, når resten af klassen havde undervisning. Hun græd meget, men der blev klappet i hænderne og hun blev beordret til at være stille. Jeg kom på besøg hos en meget ung nyansat lærer og hendes familie. Hendes lillesøster kunne lidt engelsk og igennem hende, kom vi sidst på aftenen til at snakke om klassen. Læreren gjorde opmærksom på sine bekymringer over den lille piges næsten konstante gråd. Jeg foreslog hende, at man helt simpelt placerede pigen på gulvet, så hun selv havde muligheden for at kunne vælge til og fra ved evt. at skubbe sig væk. Hun ville måske på sigt begynde at kravle og selv opsøge opmærksomhed og udfordringer. Der gik nogle dage, før jeg var tilbage i klassen igen, men læreren sad med pigen på gulvet og fortalte stolt, at pigen havde været på gulvet lige siden vi havde snakket om det. Pigen havde fuldstændig ændret karakter. Hun viste allerede meget mere opmærksomhed på omgivelserne, smilede og græd meget mindre. Lærerne var også begyndt at udvise mere omsorg, da pigen selv bedre kunne gøre opmærksom på hendes ønsker. I dag kan hun næsten gå og hendes mor er mig dybt taknemmelig for min indsats, som virkelig ikke var mere end en enkelt sætning eller to med forslaget om at få pigen ned på gulvet.
På Sao Mai har jeg arbejdet specifik med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene blev madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste der kan ske er; at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til grøden, spiste og spildte lidt af den. Jeg fik en af lærerne til at se dette og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring dette til én, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons i en mail til mig:
”With your opinion about the time-eating for children, I see that u want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes.
I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited.
To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat.
This way of eating is quite new so we'll do step by step. In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”
Dette viser mig, at nogle lærere reflekterer, er åbne over for forandringer, og at der ligger et ønske om ændringer af praksis.
Jeg er vant til at have muligheden for at diskutere problemstillinger i hverdagen i en dansk institution, hvilket jeg har manglet og til tider gjort mig frustreret i denne praktik. Jeg har draget stor nytte af professionelle fra forskellige lande, som har haft deres gang på SMC af forskellige årsager. Med flere af dem har jeg kunne reflektere og diskutere livet på SMC.
Anden pædagogik
Især den første tid på Sao Mai var en stor udfordring. I den klasse jeg blev tilknyttet, råbte personalet MEGET højt ad børnene. De knaldede deres plastiksandaler ned i jorden ved siden af børnene for at få dem til at gøre som de sagde, hvilket bestemt ikke er noget jeg var vant til at forholde mig til i Danmark. Børnene havde intet sprog, men nogle enkelte kunne sige få lyde. Som en del af undervisningen for at lære børnene at tale, forsøgte personalet at tvinge børnene til at sige ord og navne. Flere af børnene fik tårer i øjnene, da de slet ikke kunne fremstamme nogen lyde. Lærerne trak og hev i børnenes tøj – og råbte ad dem! Det var hårdt at se på. Man kunne dog også se på lærernes måde at være over for børnene på, at de virkelig kun ville børnene det bedste. De forskellige ting, som stødte mig i dagligdagen, var måske en kombination af lærernes afmagt, frustration og en anden kulturel måde at gøre tingene på.
Nogle gange forlod lærerne klasselokalet og låste døren efter sig. En dag hvor jeg også blev låst inde sammen med børnene, oplevede jeg virkelig, hvor frygteligt det kan føles, ikke at kunne komme ud. En situation opstod, hvor jeg skulle have noget hjælp. Jeg bankede på glasruden, hev og flåede i døren. Jeg kunne se personalet på afstand, men de troede sikkert bare, at det var nogle af børnene, der ville ud, så de reagerede ikke. I den første tid levede jeg meget inde i en osteklokke, fordi jeg ikke anede, hvad der skete omkring mig. Ingen kunne rigtig kommunikere på engelsk, og lærerne i min klasse var ikke ligefrem ihærdige med at kommunikere i det hele taget. Jeg følte at jeg stod i stampe, at netop denne klasse virkelig havde brug for hjælp, men at jeg ikke havde den nødvendige ekspertise til at kunne gøre den store forskel. Samtidig måtte jeg også tænke på mig selv, for jeg kunne slet ikke overskue et halvt år i denne klasse. Det var godt, at jeg fra starten virkelig nød at være i Vietnam, for så snart jeg havde fri fra Sao Mai, glemte jeg hvor hårdt det var at være der.
Noget måtte gøres og jeg kontaktede lederen via mail, da det er nemmere at få hendes opmærksomhed den vej. Jeg foreslog et besøg på Bach Mai , et sted jeg virkelig kom til at holde af. Efterfølgende forklarede jeg dr. Lan situationen og bad om at blive flyttet til Bach Mai to dage om ugen. Hun var fuldt ud forstående, glad for min henvendelse og foreslog selv, at jeg også kunne skifte klasse på selve Sao Mai.
Et nærhedstegn jeg skulle vænne mig til var, at lærerne med små slag slog børnene. I starten oplevede jeg det nærmest som om, at de decideret slog børnene, men nogle praktiserer mere kærlige klap, som bare er meget mere kraftige, end vi er vant til i Danmark. I nogle klasser praktiseres det dog at slå som afstraffelse eller for at få børnenes opmærksomhed. Dette tror jeg dog ikke er så udbredt, men jeg ved, at det forekommer i andre klasser end dem jeg normalt følger.
Naturlig del af hverdagen
Det har krævet sit at komme til at føle sig som en naturlig del af hverdagen, hvor man ikke blot er turist på besøg i en institution. Forholdet til de ansatte har også været en vigtig del af praktikken og en hel særlig udfordring på grund af den manglende sproglige kommunikation. I min klasse på Sao Mai har jeg stort set ikke haft nogen verbal kommunikation og alligevel opnået en kollegial atmosfære. På Bach Mai har jeg undervist personalet i engelsk, hvilket har medført grin og sjove episoder. Her taler to af lærerne et primitivt engelsk. Jeg har været på flere besøg hos personalet og har selv inviteret dem ud og spise, hvilket bestemt også har været medvirkende til et større sammenhold ikke blot i forhold til mig men også indbyrdes mellem lærerne.
Jeg har afsat mine præg
Dagligdagen er bygget meget op omkring en decideret undervisningssituation, hvilket jeg ingen erfaring har med. I mine praktikker i Danmark har jeg haft fokuseret på spejling/imitation, anerkendelse, nærhed og kontakt, hvilket jeg naturligt greb fat på igen i denne situation. Det betød, at jeg tit har følt mig uduelig i selve undervisningen, men til gengæld har jeg opnået god kontakt med børnene på forskellige niveauer. Jeg har også i min klasse på Sao Mai indført mere fri leg også i selve undervisningstiden.
Problemstillinger i hverdagen har til tider været svære at tage stilling til, og på mange måder tror jeg desværre, at jeg har lukket øjnene for meget. Efter en tid holdt jeg op med at registreret mange af problemstillingerne. Når noget har undret mig, og jeg har forsøgt at tage det op i dagligdagen, har vi ikke kunne føre diskussioner pga. sprogbarrieren, hvilket har gjort mig mere passiv. Alligevel har jeg fået sat mig visse præg… Eksempelvis er der en lille pige i klassen på Sao Mai, som i starten ikke var mere end 17-18 mdr. gammel. Hun blev altid sat på en stol, passivt op langs væggen eller ved et af bordene, når resten af klassen havde undervisning. Hun græd meget, men der blev klappet i hænderne og hun blev beordret til at være stille. Jeg kom på besøg hos en meget ung nyansat lærer og hendes familie. Hendes lillesøster kunne lidt engelsk og igennem hende, kom vi sidst på aftenen til at snakke om klassen. Læreren gjorde opmærksom på sine bekymringer over den lille piges næsten konstante gråd. Jeg foreslog hende, at man helt simpelt placerede pigen på gulvet, så hun selv havde muligheden for at kunne vælge til og fra ved evt. at skubbe sig væk. Hun ville måske på sigt begynde at kravle og selv opsøge opmærksomhed og udfordringer. Der gik nogle dage, før jeg var tilbage i klassen igen, men læreren sad med pigen på gulvet og fortalte stolt, at pigen havde været på gulvet lige siden vi havde snakket om det. Pigen havde fuldstændig ændret karakter. Hun viste allerede meget mere opmærksomhed på omgivelserne, smilede og græd meget mindre. Lærerne var også begyndt at udvise mere omsorg, da pigen selv bedre kunne gøre opmærksom på hendes ønsker. I dag kan hun næsten gå og hendes mor er mig dybt taknemmelig for min indsats, som virkelig ikke var mere end en enkelt sætning eller to med forslaget om at få pigen ned på gulvet.
På Sao Mai har jeg arbejdet specifik med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene blev madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste der kan ske er; at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til grøden, spiste og spildte lidt af den. Jeg fik en af lærerne til at se dette og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring dette til én, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons i en mail til mig:
”With your opinion about the time-eating for children, I see that u want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes.
I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited.
To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat.
This way of eating is quite new so we'll do step by step. In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”
Dette viser mig, at nogle lærere reflekterer, er åbne over for forandringer, og at der ligger et ønske om ændringer af praksis.
Jeg er vant til at have muligheden for at diskutere problemstillinger i hverdagen i en dansk institution, hvilket jeg har manglet og til tider gjort mig frustreret i denne praktik. Jeg har draget stor nytte af professionelle fra forskellige lande, som har haft deres gang på SMC af forskellige årsager. Med flere af dem har jeg kunne reflektere og diskutere livet på SMC.
No comments:
Post a Comment