Overfor vores hoveddør i vores lille smalle gyde bor en lille familie, hvor børnene altid kommer os løbende i møde – faktisk ligesom resten af gydens børn, der alle råber ”Hello, hello!” i munden på hinanden. Dagligt kommer forskellige sælgere igennem gyden med diverse ting eller for at indsamle plastik eller lignende. Et stort højtaleranlæg kører med musik og diverse informationer, som vi ikke fatter en brik af. På den lidt større gade for enden af gyden, holder der altid en masse mennesker til. Mange små butikker bliver sat op om morgenen; små kiosker, sukkerrørsjuice-butikken, gadekøkkener og frisøren spænder sit spejl op på muren og sætter en stol – så er der en ”frisørsalon”. Det vrimler med gadesælgere og deres rishatte, mænd der sidder og spiller kort, og der er scootere overalt. Der bliver spillet badminton på vejen og børnene løber rundt og spiller fodbold på vejen især om aftenen.
Regnen styrter ned udenfor. Det har ellers været højt solskin og 35-40 grader i det sidste lange stykke tid. Regn og torden har der meget passende været sent om aftenen og om natten. Jeg har nu været i Vietnam i 5 måneder. Tiden er fløjet af sted, og jeg skal allerede tilbage til Danmark igen om en måned.
I går aftes blev vi hentet på scootere, for at besøge en af lærerne fra den klasse, jeg følger på Sao Mai. Vi kørte igennem et område, jeg ikke havde været i før. Bumpede af sted på nogle helt små veje og gik igennem et marked, hvor der helt bestemt sjældent eller aldrig kommer folk fra vesten. Vi kom til en slags boligblok med mange små lejligheder. Det blev en hyggelig aften, hvor vi alle sad rundt om maden, der blev serveret på bambusmåtten på gulvet. Denne familie bor godt (økonomisk), i forhold til, hvad vi ellers har set. Børnene hyggede sig og kravlede rundt på møblerne - og deres far. De havde både parabol, computer med Internet, fint kamera og en sofa! Det kan ikke være hende, der tjener pengene, for hun får kun ca. 300-400 dkr. om måneden. Hendes mand er læge, men bruger gammel traditionel vietnamesisk medicin i behandlingen. På vej hjem i mørket, oplyst af lysene fra de mange scootere på de meget trafikerede veje, skete der et trafikuheld, scootersammenstød, to meter fra den scooter jeg sad bag på. Slam! - Og så lå der en vietnamesisk pige på vejen. Det så ikke helt godt ud, men der var intet blod involveret denne gang!
Sao Mai Center hvor jeg er i praktik, er et sted hvor der altid sker enormt mange ting. Da stedet er en NGO – en non goverment og non profit organisation, kræver det konstant, at de forsøger at skaffe sponsorer udefra til bl.a. at støtte stedet rent økonomisk. Dette betyder, at der er en lind strøm af mennesker, der kommer og går på Sao Mai, som besøgende, som projektkoordinatorer eller som frivillige. Vi har haft stor glæde af en engelsk kvinde, som skal arbejde på Sao Mai som frivillig fra VSO (Volunteer Service Overseas) i et helt år. Hun har en del erfaring inden for specialområdet og skal derfor forsøge at undervise personalet. Vi har tilbragt megen tid med hende, hvilket vi har nydt godt af også rent fagligt, da vi ikke i hverdagen kan snakke fagligt med resten af personalet pga. sprogbarrieren.
Den danske organisation LEV har igangsat et projekt for at få etableret forældregrupper for forældre til børn med varigt nedsat funktionsevne. Forældregrupperne etableres i håbet om, at de indbyrdes vil kunne støtte hinanden og på sigt forsøge at skabe bedre vilkår for deres børn. Jeg har været så heldig at kunne deltage i opstartsfasen på Sao Mai, som bestod af et to-dages møde mellem forældre og to erfarne igangsættere fra Danmark. De arbejdede med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældre blev organiseret i grupper, og der blev lagt de første planer for, hvordan de som forældre kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn. På sidelinjen har jeg desuden haft mulighed for at følge lidt med i udviklingen igennem en dansk LEV medarbejder, der er udstationeret og bor ved siden af Sao Mai.
I min praktik har jeg ofte følt mig uvidende, passiv og inkompetent, da meget af det foregår i et decideret undervisningsmiljø, som jeg absolut ingen erfaring har med. Sproget har gjort, at jeg ikke har kunnet føre nogen diskussioner, og megen viden fra alle parter er gået tabt imellem os. På mange måder har jeg ikke følt mig særlig faglig under mit ophold og i selve klassesituationen. Til gengæld har jeg kunnet give børnene omsorg, nærvær og anerkendelse, hvilket også har smittet af på lærernes opførsel. Dette har også gjort, at jeg altid har nogle børn eller unge omkring mig, som meget gerne vil have min opmærksomhed, så snart jeg træder ind i lokalet. Jeg har haft et rigtig godt forhold til lærerne, hvor vi har kunnet grine og hygge os til trods for sprog barrieren.
På Bach Mai har jeg arbejdet med at imitere og spejle en autistisk dreng, med det resultat at der nu er skabt en rigtig god kontakt imellem os - så meget, at lærerne på deres simple engelsk har kunnet fortælle mig, at de ser en forskel i drengens måde at være over for mig på.
På Sao Mai oplevede jeg meget i starten at børnene blev placeret på deres små stole op langs væggen. Jeg har fået indført megen mere leg i dagligdagen, på de tidspunkter hvor der normalt alligevel ikke er nogen undervisning. De har fået lov til at udfolde sig mere fysisk. En lille pige på knap 1½ år blev altid placeret på en lille stol. Hun viste ingen interesse i, hvad der foregik omkring hende. Da jeg privat besøgte en af lærerne, fik vi med hendes søster som oversætter snakket om, at det ville være en god ide at placere pigen nede på gulvet. På denne måde ville hun have muligheden for selv at undersøge ting og måske begynde at kravle omkring. Læreren fik pigen ned på gulvet i den følgende uge, og pigen ændrede fuldstændig karakter. Fra at sidde helt passiv og stille, tit grædende, blev hun nu meget mere glad og livlig, og hun viste interesse for omgivelserne. Dette gjorde også, at lærerne pludselig syntes, at hun var en lille charmør, og de gav hende meget mere opmærksomhed. En dag mødte jeg hendes mor, som tilfældigvis kan engelsk. En af lærerne havde fortalt hende, at jeg havde gjort en særlig indsats over for hendes barn, og hun var mig evigt taknemmelig. Måneder senere begyndte fysioterapeuten at arbejde med pigen, og i dag kan pigen stort set selv gå!
På Sao Mai har jeg arbejdet specifikt med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene bliver madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste, der kan ske er, at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til det, spiste og spildte lidt af det. Jeg fik en af lærerne til at se dette, og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring det til en, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons:
”With your opinion about the time-eating for children, I see that you want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes. I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited. To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat. This way of eating is quite new so we'll do step by step .In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”
Pga. ferie m.m. så jeg ikke børnene i nogle uger, men jeg mødte lærerne. Den ene fortalte mig stolt, at de var begyndt at lade børnene spise selv, og at børnene var rigtig glade. Hun viste mig stolt billeder på sin mobiltelefon af flere af børnene, som selv sad og spiste - så et vist præg i hverdagen har jeg nok alligevel kunne sætte.
Lærernes eneste sommerferie varede tre dage fra lørdag til mandag, hvor de, der ville kunne komme på en samlet ferie ved vandet, som Sao Mai betalte. Her deltog jeg og boede på hotelværelse sammen med nogle af lærerne. Det var en hyggelig tur, hvor jeg oplevede lærerne i en helt anden sammenhæng og nogle af dem med deres små børn.
På grund af så mange forskellige arrangementer og møder vi har deltaget i på Sao Mai, har jeg kunnet skrabe timer sammen til at holde en del ferie. Jeg har oplevet så mange forskellige steder, mennesker og set den flotteste natur. Jeg har bl.a. været i Ba Be og Cuc Phuong Nationalparker. Jeg har været i Halong Bay, på Cat Ba Island, Hue og Hoi An. Helt i syd har jeg besøgt Mekong Deltaget, Ho Chi Minh City, Mui Ne, Dalat og Nha Trang. Inden jeg skal hjem, når jeg også en tur til Sapa i nord. Vi har boet i ”stilt houses”, på luksus hoteller, ressorts, billige hoteller, sejlet på floder, besteget et bjerg, vandret, oplevet regnskove og insekter, kørt i jeep, set vandfald og pagoder, daset ved strande og været på byvandringer.
I starten var det lidt af en udfordring at spise med spisepinde, men det blev hurtigt helt naturligt. Jeg syntes på et tidspunkt, at det var tid for lærerne, fra de klasser jeg følger, at prøve at spise med kniv og gaffel. –Så jeg inviterede dem med ud og spise på den danske restaurant i Hanoi. Godt nok kunne vi ikke rigtig have de dybeste samtaler under middagen pga. sprogbarrierer, men det var enormt hyggeligt. Vi kunne med kropssprog og mimik alle more os over deres kamp med at få kniv og gaffel til at makke ret. Bagefter blev det hurtigt arrangeret, at vi lige besøgte nogle af lærerne. Nogle få uger senere blev vi inviteret hjem til kokken fra Bach Mai for at spise mad med fingrene – så skulle der hverken bruges spisepinde eller bestik! Hun bor på en af de mest kendte gader i Hanoi, men klemt inde bag nogle butikker. Her er en lang mørk gang hvor flere familier og massevis af scootere holder til. Op ad en smal trappe kommer man til hendes hjem, hvor man med det samme føler sig velkommen og godt tilpas.
Som studerende i Hanoi er det en fordel, hvis man er åben og imødekommende, for man møder konstant nye mennesker her i Hanoi. Aldrig i mit liv har jeg mødt så mange forskellige mennesker i løbet af så kort tid. Når jeg tager alene rundt i Hanoi eller på arbejde, kører jeg med de lokale busser, som kun koster 3.000 VND (mindre end 1,50 dkr.), ligegyldigt hvor langt man kører. På denne måde har jeg lært flere områder at kende, og hér kommer jeg i hvert fald tæt på vietnameserne i ordets bogstaveligste forstand, da vi i myldretiden står pakket som sild i en tønde.
I løbet af de sidste 2-3 måneder har jeg deltaget i aftenarrangementer for unge, der alle arbejder på Koto, en restaurant tæt på hvor vi bor. Det er unge mennesker, som alle kommer fra fattige forhold især uden for Hanoi. Udover at arbejde på den samme restaurant, bor de sammen og går på skole for at lære kokke- og tjenerfaget. Nogle frivillige har opstartet et ugentligt aftenarrangement, hvor de unge har mulighed for at være sociale og bare hygge sig, men hvor der helst skal tales engelsk og ikke vietnamesisk. - Derfor har vi været mere end velkomne. Vi har snakket, leget en masse lege og haft det rigtig sjovt, hvilket har resulteret i, at der altid er venlige smil og kommentarer, når jeg besøger restauranten
At være pædagog er én lang læreproces som aldrig slutter. Min praktik har været en udfordring. En udfordring jeg på ingen måde ville have været foruden! Hverdagen har stillet mange spørgsmålstegn og jeg har undret mig. Jeg har lært at skifte perspektiv og forsøgt at forstå personalets pædagogik, samtidig med at jeg ikke altid har været enig i deres handlinger. På denne måde har jeg kunne reflektere over forskellige ting i hverdagen og forsøgt at se det ud fra forskellige synspunkter i den givne kontekst. Det betyder ikke, at jeg i dag har en klar mening om, hvordan tingene skal gøres, men snarere er opmærksom på forskelligheder og forskellige måder at gribe tingene an på. Det har gjort mig opmærksom på, at jeg i fremtiden ønsker at blive mere faglig bevidst omkring mine pædagogiske holdninger til det der umiddelbart virker så indlysende for mig.
Jeg kan jo bare blive ved med at fortælle om, hvad jeg har oplevet her i Vietnam. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal slutte, da jeg gerne vil fortælle om alt det vi oplever hér. Det er dog gået op for mig, at det vil blive til en helt roman inden jeg er færdig. Jeg vælger derfor at slutte mit rejsebrev hér.
Regnen styrter ned udenfor. Det har ellers været højt solskin og 35-40 grader i det sidste lange stykke tid. Regn og torden har der meget passende været sent om aftenen og om natten. Jeg har nu været i Vietnam i 5 måneder. Tiden er fløjet af sted, og jeg skal allerede tilbage til Danmark igen om en måned.
I går aftes blev vi hentet på scootere, for at besøge en af lærerne fra den klasse, jeg følger på Sao Mai. Vi kørte igennem et område, jeg ikke havde været i før. Bumpede af sted på nogle helt små veje og gik igennem et marked, hvor der helt bestemt sjældent eller aldrig kommer folk fra vesten. Vi kom til en slags boligblok med mange små lejligheder. Det blev en hyggelig aften, hvor vi alle sad rundt om maden, der blev serveret på bambusmåtten på gulvet. Denne familie bor godt (økonomisk), i forhold til, hvad vi ellers har set. Børnene hyggede sig og kravlede rundt på møblerne - og deres far. De havde både parabol, computer med Internet, fint kamera og en sofa! Det kan ikke være hende, der tjener pengene, for hun får kun ca. 300-400 dkr. om måneden. Hendes mand er læge, men bruger gammel traditionel vietnamesisk medicin i behandlingen. På vej hjem i mørket, oplyst af lysene fra de mange scootere på de meget trafikerede veje, skete der et trafikuheld, scootersammenstød, to meter fra den scooter jeg sad bag på. Slam! - Og så lå der en vietnamesisk pige på vejen. Det så ikke helt godt ud, men der var intet blod involveret denne gang!
Sao Mai Center hvor jeg er i praktik, er et sted hvor der altid sker enormt mange ting. Da stedet er en NGO – en non goverment og non profit organisation, kræver det konstant, at de forsøger at skaffe sponsorer udefra til bl.a. at støtte stedet rent økonomisk. Dette betyder, at der er en lind strøm af mennesker, der kommer og går på Sao Mai, som besøgende, som projektkoordinatorer eller som frivillige. Vi har haft stor glæde af en engelsk kvinde, som skal arbejde på Sao Mai som frivillig fra VSO (Volunteer Service Overseas) i et helt år. Hun har en del erfaring inden for specialområdet og skal derfor forsøge at undervise personalet. Vi har tilbragt megen tid med hende, hvilket vi har nydt godt af også rent fagligt, da vi ikke i hverdagen kan snakke fagligt med resten af personalet pga. sprogbarrieren.
Den danske organisation LEV har igangsat et projekt for at få etableret forældregrupper for forældre til børn med varigt nedsat funktionsevne. Forældregrupperne etableres i håbet om, at de indbyrdes vil kunne støtte hinanden og på sigt forsøge at skabe bedre vilkår for deres børn. Jeg har været så heldig at kunne deltage i opstartsfasen på Sao Mai, som bestod af et to-dages møde mellem forældre og to erfarne igangsættere fra Danmark. De arbejdede med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældre blev organiseret i grupper, og der blev lagt de første planer for, hvordan de som forældre kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn. På sidelinjen har jeg desuden haft mulighed for at følge lidt med i udviklingen igennem en dansk LEV medarbejder, der er udstationeret og bor ved siden af Sao Mai.
I min praktik har jeg ofte følt mig uvidende, passiv og inkompetent, da meget af det foregår i et decideret undervisningsmiljø, som jeg absolut ingen erfaring har med. Sproget har gjort, at jeg ikke har kunnet føre nogen diskussioner, og megen viden fra alle parter er gået tabt imellem os. På mange måder har jeg ikke følt mig særlig faglig under mit ophold og i selve klassesituationen. Til gengæld har jeg kunnet give børnene omsorg, nærvær og anerkendelse, hvilket også har smittet af på lærernes opførsel. Dette har også gjort, at jeg altid har nogle børn eller unge omkring mig, som meget gerne vil have min opmærksomhed, så snart jeg træder ind i lokalet. Jeg har haft et rigtig godt forhold til lærerne, hvor vi har kunnet grine og hygge os til trods for sprog barrieren.
På Bach Mai har jeg arbejdet med at imitere og spejle en autistisk dreng, med det resultat at der nu er skabt en rigtig god kontakt imellem os - så meget, at lærerne på deres simple engelsk har kunnet fortælle mig, at de ser en forskel i drengens måde at være over for mig på.
På Sao Mai oplevede jeg meget i starten at børnene blev placeret på deres små stole op langs væggen. Jeg har fået indført megen mere leg i dagligdagen, på de tidspunkter hvor der normalt alligevel ikke er nogen undervisning. De har fået lov til at udfolde sig mere fysisk. En lille pige på knap 1½ år blev altid placeret på en lille stol. Hun viste ingen interesse i, hvad der foregik omkring hende. Da jeg privat besøgte en af lærerne, fik vi med hendes søster som oversætter snakket om, at det ville være en god ide at placere pigen nede på gulvet. På denne måde ville hun have muligheden for selv at undersøge ting og måske begynde at kravle omkring. Læreren fik pigen ned på gulvet i den følgende uge, og pigen ændrede fuldstændig karakter. Fra at sidde helt passiv og stille, tit grædende, blev hun nu meget mere glad og livlig, og hun viste interesse for omgivelserne. Dette gjorde også, at lærerne pludselig syntes, at hun var en lille charmør, og de gav hende meget mere opmærksomhed. En dag mødte jeg hendes mor, som tilfældigvis kan engelsk. En af lærerne havde fortalt hende, at jeg havde gjort en særlig indsats over for hendes barn, og hun var mig evigt taknemmelig. Måneder senere begyndte fysioterapeuten at arbejde med pigen, og i dag kan pigen stort set selv gå!
På Sao Mai har jeg arbejdet specifikt med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene bliver madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste, der kan ske er, at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til det, spiste og spildte lidt af det. Jeg fik en af lærerne til at se dette, og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring det til en, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons:
”With your opinion about the time-eating for children, I see that you want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes. I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited. To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat. This way of eating is quite new so we'll do step by step .In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”
Pga. ferie m.m. så jeg ikke børnene i nogle uger, men jeg mødte lærerne. Den ene fortalte mig stolt, at de var begyndt at lade børnene spise selv, og at børnene var rigtig glade. Hun viste mig stolt billeder på sin mobiltelefon af flere af børnene, som selv sad og spiste - så et vist præg i hverdagen har jeg nok alligevel kunne sætte.
Lærernes eneste sommerferie varede tre dage fra lørdag til mandag, hvor de, der ville kunne komme på en samlet ferie ved vandet, som Sao Mai betalte. Her deltog jeg og boede på hotelværelse sammen med nogle af lærerne. Det var en hyggelig tur, hvor jeg oplevede lærerne i en helt anden sammenhæng og nogle af dem med deres små børn.
På grund af så mange forskellige arrangementer og møder vi har deltaget i på Sao Mai, har jeg kunnet skrabe timer sammen til at holde en del ferie. Jeg har oplevet så mange forskellige steder, mennesker og set den flotteste natur. Jeg har bl.a. været i Ba Be og Cuc Phuong Nationalparker. Jeg har været i Halong Bay, på Cat Ba Island, Hue og Hoi An. Helt i syd har jeg besøgt Mekong Deltaget, Ho Chi Minh City, Mui Ne, Dalat og Nha Trang. Inden jeg skal hjem, når jeg også en tur til Sapa i nord. Vi har boet i ”stilt houses”, på luksus hoteller, ressorts, billige hoteller, sejlet på floder, besteget et bjerg, vandret, oplevet regnskove og insekter, kørt i jeep, set vandfald og pagoder, daset ved strande og været på byvandringer.
I starten var det lidt af en udfordring at spise med spisepinde, men det blev hurtigt helt naturligt. Jeg syntes på et tidspunkt, at det var tid for lærerne, fra de klasser jeg følger, at prøve at spise med kniv og gaffel. –Så jeg inviterede dem med ud og spise på den danske restaurant i Hanoi. Godt nok kunne vi ikke rigtig have de dybeste samtaler under middagen pga. sprogbarrierer, men det var enormt hyggeligt. Vi kunne med kropssprog og mimik alle more os over deres kamp med at få kniv og gaffel til at makke ret. Bagefter blev det hurtigt arrangeret, at vi lige besøgte nogle af lærerne. Nogle få uger senere blev vi inviteret hjem til kokken fra Bach Mai for at spise mad med fingrene – så skulle der hverken bruges spisepinde eller bestik! Hun bor på en af de mest kendte gader i Hanoi, men klemt inde bag nogle butikker. Her er en lang mørk gang hvor flere familier og massevis af scootere holder til. Op ad en smal trappe kommer man til hendes hjem, hvor man med det samme føler sig velkommen og godt tilpas.
Som studerende i Hanoi er det en fordel, hvis man er åben og imødekommende, for man møder konstant nye mennesker her i Hanoi. Aldrig i mit liv har jeg mødt så mange forskellige mennesker i løbet af så kort tid. Når jeg tager alene rundt i Hanoi eller på arbejde, kører jeg med de lokale busser, som kun koster 3.000 VND (mindre end 1,50 dkr.), ligegyldigt hvor langt man kører. På denne måde har jeg lært flere områder at kende, og hér kommer jeg i hvert fald tæt på vietnameserne i ordets bogstaveligste forstand, da vi i myldretiden står pakket som sild i en tønde.
I løbet af de sidste 2-3 måneder har jeg deltaget i aftenarrangementer for unge, der alle arbejder på Koto, en restaurant tæt på hvor vi bor. Det er unge mennesker, som alle kommer fra fattige forhold især uden for Hanoi. Udover at arbejde på den samme restaurant, bor de sammen og går på skole for at lære kokke- og tjenerfaget. Nogle frivillige har opstartet et ugentligt aftenarrangement, hvor de unge har mulighed for at være sociale og bare hygge sig, men hvor der helst skal tales engelsk og ikke vietnamesisk. - Derfor har vi været mere end velkomne. Vi har snakket, leget en masse lege og haft det rigtig sjovt, hvilket har resulteret i, at der altid er venlige smil og kommentarer, når jeg besøger restauranten
At være pædagog er én lang læreproces som aldrig slutter. Min praktik har været en udfordring. En udfordring jeg på ingen måde ville have været foruden! Hverdagen har stillet mange spørgsmålstegn og jeg har undret mig. Jeg har lært at skifte perspektiv og forsøgt at forstå personalets pædagogik, samtidig med at jeg ikke altid har været enig i deres handlinger. På denne måde har jeg kunne reflektere over forskellige ting i hverdagen og forsøgt at se det ud fra forskellige synspunkter i den givne kontekst. Det betyder ikke, at jeg i dag har en klar mening om, hvordan tingene skal gøres, men snarere er opmærksom på forskelligheder og forskellige måder at gribe tingene an på. Det har gjort mig opmærksom på, at jeg i fremtiden ønsker at blive mere faglig bevidst omkring mine pædagogiske holdninger til det der umiddelbart virker så indlysende for mig.
Jeg kan jo bare blive ved med at fortælle om, hvad jeg har oplevet her i Vietnam. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal slutte, da jeg gerne vil fortælle om alt det vi oplever hér. Det er dog gået op for mig, at det vil blive til en helt roman inden jeg er færdig. Jeg vælger derfor at slutte mit rejsebrev hér.
No comments:
Post a Comment