Friday, July 27, 2007

Sidste dage på Bach Mai

Mandag d.23. og tirsdag d.24. juli var mine sidste dage på Bach Mai. Da jeg mødte op, fik jeg straks at vide, at lærerne aflyste al descideret undervisning af børnene mandag og tirsdag, for at børnene kunne lege og hygge sig med mig inden jeg skulle forlade dem!
Mandag

Jeg havde samlet tøj, sko og DVDer som jeg ville efterlade i Vietnam. Lærerne på Bach Mai fik det, hvilket de var begejstret for. Tirsdag fortalte de, at flere af lærerne var blevet efter arbejdstid for sammen at se en af filmene, hvilket de havde hygget sig med....!

Om formiddagen legede vi bl.a. en form for stoledans og om eftermiddagen legede vi faldskærm med et tæppe. Både børn og lærere nød det i fulde drag!!


Da min fødselsdag er d. 1. august holdt lærerne en samlet farvel og fødselsdagsmiddag for mig. Her havde de lavet min yndlingsret = forårsruller, nudler m.m. Flere gange i løbet af dagen, fortalte de, hvordan de ville savne mig, når jeg rejste derfra. Mine følelser sad uden på tøjet og klumpen i halsen blev flere gange til tårer. Flere af lærerne begyndte også at snøfte og få røde øjne.

Tirsdag morgen fik jeg en af lærerne til at gå med mig på det lokale marked for at købe sæbebobler og balloner. Om formiddag legede vi med balloner og om eftermiddagen med sæbebobler. Det blev temmelig larmende, fordi der blev løbet omkring, grint og leget. Det er simpelthen så fedt at se børnene i denne sammenhæng, hvor de virker mindre psykisk funktionshæmmede end ellers. De fleste ligner ganske almindelige børn, der leger og pjatter -også selvom de bl.a. har autisme.

Trip trap trasko...!


Eneste vandforsyning. Bruges efter toiletbesøg, til rengøring af grøntsager og opvask.










Hér ser vi billeder på min computer
Hele dagen var jeg i rigtig godt humør, men på et tidspunkt kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Jeg prøvede bravt at lade være, da lærerne havde sagt at de kun ville se mig glad....men jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste ikke at de faktisk betød så meget for mig. Da jeg skulle gå brød lærerne sammen en efter en -Og jeg stor tudede! Jeg tror ikke at børnene forstod ret meget af hvad der skete. Det blev den helt store tudescene. En af lærerne var så kede af det, at hun vendte sig væk og ikke kunne klare at sige farvel til mig. Jeg kunne ikke magte at sige ordentligt farvel til børnene. Da jeg gik stillede børn og voksne sig i døren. Der havde været glæde og larm hele dagen, men pludseligt var alt stille. Jeg gik ud af den lange smalle gyde og vendte mig om et par gange, hvor de alle bare stod helt stille og så på at jeg forsvandt. (Billedet af gyden og døren tog jeg om morgnen). Det var ligesom at være med i en afskedsscene i en film. Jeg glemmer det aldrig!





No comments: