De ansattes uddannelse
Det pædagogiske personale på SMC består af assistenter samt uddannede lærere indenfor normalområdet enten som børnehavelærere eller primary school teachers. Dette betyder, at lærerne kommer til SMC uden nogen forhåndsviden omkring børn med varigt nedsat funktionsevne. Længden på uddannelserne svarer nogenlunde til den danske lærer- og pædagoguddannelse. De ansatte psykologer, ja… - det må være et lidt andet begreb i Vietnam end i Danmark. Jeg mener ikke, at de kan have den mest faglige uddannelse, da bl.a. en af psykologerne har været fastansat på SMC i 4 år, men selv kun er 25 år gammel. Først for ganske få år siden blev der på hollandsk initiativ oprettet en uddannelse for lærere til børn med nedsat funktionsevne ved et universitet i Hanoi. Her uddannes de første 25 lærere inden for specialområdet.
Ekstra uddannelse
I forskellige forbindelser modtager de ansatte på SMC undervisning fra folk fra andre lande. Danske studerende har bl.a. mulighed for at videregive deres viden. På nuværende tidspunkt og et år frem, er det en kvinde fra England, som er uddannet lærer, som står for undervisning af personalet op til flere gange om ugen. Selv med oversættelse kan der dog være mange aspekter, der sætter barrierer for læringen bl.a. pga. kulturelle men især sproglige forskelligheder.
Nogle lærere viser interesse i at lære mere for at udvikle undervisningen med børnene, hvor andre virker mere som om, at de har i sinde, at fortsætte på den måde de altid har gjort. Flere af de højtrangerende lærere og terapeuter har deltaget i forskellige undervisningsforløb uden for centret.
Undervisningsplaner for børnene
SMC følger ingen statslige retningslinjer i forhold til undervisnings- eller læseplaner, men står selv for at sætte dagsordenen for indholdet. Søsteren til Dr. Lan besøger nogle klasser engang imellem og observerer undervisningen. Hver måned udarbejder hun nye læreplaner. Pga. sprogbarrieren har jeg ikke nogen større viden omkring dette, men jeg oplever ikke, at man særligt ændrer på undervisningen eller på nogen måde snakker om nye læreplaner. Dog kommer søsteren i følgeskab med en seniorlærer nogle gange til nogle klasser for at rette på lærernes undervisningsmetoder.
Lærernes overvejelser, handlinger og relationer i forhold til børnene
På grund af sprogbarrieren har jeg kun i et meget begrænset omfang haft mulighed for at snakke med personalet omkring deres didaktiske overvejelser og deres måde at være sammen med børnene på. Jeg oplever ikke at personalet i det daglige diskuterer pædagogiske emner, og der er heller ikke afsat særlig tid til dette. Nogle lærere har også mindre at skulle have sagt end andre og følger derfor instrukserne fra den lærer med mest erfaring i klassen.
Der kommer konstant nye børn til Sao Mai, og klasserne bliver større og større. Flere børn betyder flere penge, som igen betyder, at der forhåbentlig snart bliver råd til at udvide Sao Mai. De nye børn bliver sat ind i de allerede eksisterende klasser, hvilket betyder at man ofte bliver nødt til at rokere rundt på børnene for at få antallet af børn, deres alder og handicap til at passe sammen. Også nogle af lærerne rokerer rundt mellem klasserne, (man har ikke nogen vikarer på stedet). Alt sammen for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg tror, at der ligger mange overvejelser bag disse rokeringer, men i en hverdag hvor der ikke er mulighed for at få kendskab til disse overvejelser pga. sprogbarrieren, virker det til tider kaotisk og forvirrende, hvilket det også må være for børnene.
Hvilke sider af læringen der lægges vægt på
I de fleste klasser skal børnene sidde stille på en lang række op langs væggen i lang tid ad gangen. Det skaber ro og disciplin, hvor børnene lærer, at det er lærerne der sidder i magtpositionen. Gråd og opkast kan til tider stoppes af lærerne ved blot et enkelt blik og et klap med hænderne.
Undervisningen er tit meget ensformig. Lærerne synger meget med børnene, og der laves fagter og klappes til. Især om morgenen går lærerne meget op i, at børnene skal folde armene over kors, bukke, og høfligt hilse - især hilse på de voksne der er til stede. Der arbejdes med at lære børnene farver samt navnene på frugter og dyr. Børnene skal tegne cirkler og streger samt farvelægge stregtegninger.
Lærerne går meget op i at forsøge at lære børnene at tale, om de så skal blive ved med det samme ord i flere år! Læreren siger et ord, peger evt. på et billede eller en plastikfrugt, hvorefter barnet skal gentage. De bruger ikke hverken tegnsprog eller tegn til tale.
På Sao Mai blev der i marts 2007 åbnet en charity Café. Her kan lokale komme ind fra gaden og nyde en kop kaffe eller juice. I løbet af dagen får nogle få af de mere velfungerende børn på centret mulighed for at hjælpe til og servicere i cafeen. Dr. Lan’s ønske med cafeen er både at integrere børnene i lokalsamfundet og samtidig højne børnenes selvværd. Man kan se på nogle af de børn, der hjælper til, at de er meget stolte over at kunne arbejde i cafeen, og jeg er overbevist om, at det derfor også styrker deres selvværd.
Det pædagogiske personale på SMC består af assistenter samt uddannede lærere indenfor normalområdet enten som børnehavelærere eller primary school teachers. Dette betyder, at lærerne kommer til SMC uden nogen forhåndsviden omkring børn med varigt nedsat funktionsevne. Længden på uddannelserne svarer nogenlunde til den danske lærer- og pædagoguddannelse. De ansatte psykologer, ja… - det må være et lidt andet begreb i Vietnam end i Danmark. Jeg mener ikke, at de kan have den mest faglige uddannelse, da bl.a. en af psykologerne har været fastansat på SMC i 4 år, men selv kun er 25 år gammel. Først for ganske få år siden blev der på hollandsk initiativ oprettet en uddannelse for lærere til børn med nedsat funktionsevne ved et universitet i Hanoi. Her uddannes de første 25 lærere inden for specialområdet.
Ekstra uddannelse
I forskellige forbindelser modtager de ansatte på SMC undervisning fra folk fra andre lande. Danske studerende har bl.a. mulighed for at videregive deres viden. På nuværende tidspunkt og et år frem, er det en kvinde fra England, som er uddannet lærer, som står for undervisning af personalet op til flere gange om ugen. Selv med oversættelse kan der dog være mange aspekter, der sætter barrierer for læringen bl.a. pga. kulturelle men især sproglige forskelligheder.
Nogle lærere viser interesse i at lære mere for at udvikle undervisningen med børnene, hvor andre virker mere som om, at de har i sinde, at fortsætte på den måde de altid har gjort. Flere af de højtrangerende lærere og terapeuter har deltaget i forskellige undervisningsforløb uden for centret.
Undervisningsplaner for børnene
SMC følger ingen statslige retningslinjer i forhold til undervisnings- eller læseplaner, men står selv for at sætte dagsordenen for indholdet. Søsteren til Dr. Lan besøger nogle klasser engang imellem og observerer undervisningen. Hver måned udarbejder hun nye læreplaner. Pga. sprogbarrieren har jeg ikke nogen større viden omkring dette, men jeg oplever ikke, at man særligt ændrer på undervisningen eller på nogen måde snakker om nye læreplaner. Dog kommer søsteren i følgeskab med en seniorlærer nogle gange til nogle klasser for at rette på lærernes undervisningsmetoder.
Lærernes overvejelser, handlinger og relationer i forhold til børnene
På grund af sprogbarrieren har jeg kun i et meget begrænset omfang haft mulighed for at snakke med personalet omkring deres didaktiske overvejelser og deres måde at være sammen med børnene på. Jeg oplever ikke at personalet i det daglige diskuterer pædagogiske emner, og der er heller ikke afsat særlig tid til dette. Nogle lærere har også mindre at skulle have sagt end andre og følger derfor instrukserne fra den lærer med mest erfaring i klassen.
Der kommer konstant nye børn til Sao Mai, og klasserne bliver større og større. Flere børn betyder flere penge, som igen betyder, at der forhåbentlig snart bliver råd til at udvide Sao Mai. De nye børn bliver sat ind i de allerede eksisterende klasser, hvilket betyder at man ofte bliver nødt til at rokere rundt på børnene for at få antallet af børn, deres alder og handicap til at passe sammen. Også nogle af lærerne rokerer rundt mellem klasserne, (man har ikke nogen vikarer på stedet). Alt sammen for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg tror, at der ligger mange overvejelser bag disse rokeringer, men i en hverdag hvor der ikke er mulighed for at få kendskab til disse overvejelser pga. sprogbarrieren, virker det til tider kaotisk og forvirrende, hvilket det også må være for børnene.
Hvilke sider af læringen der lægges vægt på
I de fleste klasser skal børnene sidde stille på en lang række op langs væggen i lang tid ad gangen. Det skaber ro og disciplin, hvor børnene lærer, at det er lærerne der sidder i magtpositionen. Gråd og opkast kan til tider stoppes af lærerne ved blot et enkelt blik og et klap med hænderne.
Undervisningen er tit meget ensformig. Lærerne synger meget med børnene, og der laves fagter og klappes til. Især om morgenen går lærerne meget op i, at børnene skal folde armene over kors, bukke, og høfligt hilse - især hilse på de voksne der er til stede. Der arbejdes med at lære børnene farver samt navnene på frugter og dyr. Børnene skal tegne cirkler og streger samt farvelægge stregtegninger.
Lærerne går meget op i at forsøge at lære børnene at tale, om de så skal blive ved med det samme ord i flere år! Læreren siger et ord, peger evt. på et billede eller en plastikfrugt, hvorefter barnet skal gentage. De bruger ikke hverken tegnsprog eller tegn til tale.
På Sao Mai blev der i marts 2007 åbnet en charity Café. Her kan lokale komme ind fra gaden og nyde en kop kaffe eller juice. I løbet af dagen får nogle få af de mere velfungerende børn på centret mulighed for at hjælpe til og servicere i cafeen. Dr. Lan’s ønske med cafeen er både at integrere børnene i lokalsamfundet og samtidig højne børnenes selvværd. Man kan se på nogle af de børn, der hjælper til, at de er meget stolte over at kunne arbejde i cafeen, og jeg er overbevist om, at det derfor også styrker deres selvværd.
Specielle træk ved pædagogikken som gør indtryk
Noget der fra første dag gjorde stort indtryk på mig er disciplinen. I starten brød jeg mig bestemt ikke om det, men da jeg kom til at opleve forskellige læreres måde at udføre denne disciplin på, oplevede jeg, at en vis form for disciplin kan bruges i pædagogikken. I nogle klasser var måden at føre disciplin på decideret afskrækkende, hvor der bl.a. blev slået med plastiksandaler i gulvet for at få børnene til at makke ret. I en af de klasser jeg har fulgt meget, formåede en af lærerne til gengæld at udstråle en enorm kærlighed over for børnene, samtidig med at hun skabte en stor respekt. På et kort øjeblik kunne hun få vendt en situation med et blik eller en lille lyd, uden at børnene så ud til at føle sig hverken skræmt eller forbigået af hende, til trods for at de ikke just har fået anerkendelse. Et eksempel, hvor det dog kan diskuteres, hvorvidt der er tale om magtanvendelse og om hvordan den går ind og påvirker børnene, er når børnene græder. I stedet for at trøste eller snakke med det grædende barn, sagde hun med en tydelig stemme, at det skulle holde op!, hvorefter børnene tit holdt op med at græde og legede glædeligt videre.
I starten syntes jeg slet ikke at lærerne brugte anerkendelse af det enkelte barn. Det synes jeg til gengæld, at jeg ser meget mere i slutningen af min praktikperiode. Hvorvidt det er fordi, at jeg bare er blevet mere opmærksom og kan læse flere signaler, eller om der rent faktisk er sket en udvikling, er jeg ikke helt sikker på.
Lærerne er generelt gode til ikke at sige ”Nej” til børnene og sætte noget andet i stedet….. I situationer hvor børn fx er ved at komme op at toppes, er nogle lærere gode til hurtigt at aflæse børnenes signaler og finde grunden. Hér er nogle lærere gode til at give nye ideer til hvad børnene kan gøre uden at situationen udvikler sig.
Jeg har ikke oplevet, at børnene som sådan bliver skældt ud i længere tid ad gangen. Nogle lærere bruger hårde blikke som en slags afstraffelse andre ignorerer ballade. Jeg kender ikke til deres pædagogiske overvejelser herom, men det kan måske skyldes børnenes funktionsnedsættelse, at de ikke forventer at børnene vil kunne forstå det.
I Vietnam er det kun få børn der bruger ble. Forældre holder deres børn ud over rendestenen på gaden, siger en visle-lyd og så tisser børnene. På Sao Mai har de nogle små plastikspande som børnene skal tisse i. Det er bestemt ikke hygiejnisk, men det fungerer.
På Bach Mai lader de større og mere velfungerende børn hjælpe de helt yngste med fx at skifte tøj. På denne måde føler de et større ansvar.
Især på Bach Mai er der en stor livsglæde blandt børnene og enorm meget fri leg. Jeg oplever det som om, at de har præsteret at skabe en form for familieatmosfære på stedet. Mange af de lærere jeg oplever i hverdagen udstråler en enorm energi. De har meget få materialer til rådighed men præsterer alligevel, at få meget ud af de få ting de har.
Noget der fra første dag gjorde stort indtryk på mig er disciplinen. I starten brød jeg mig bestemt ikke om det, men da jeg kom til at opleve forskellige læreres måde at udføre denne disciplin på, oplevede jeg, at en vis form for disciplin kan bruges i pædagogikken. I nogle klasser var måden at føre disciplin på decideret afskrækkende, hvor der bl.a. blev slået med plastiksandaler i gulvet for at få børnene til at makke ret. I en af de klasser jeg har fulgt meget, formåede en af lærerne til gengæld at udstråle en enorm kærlighed over for børnene, samtidig med at hun skabte en stor respekt. På et kort øjeblik kunne hun få vendt en situation med et blik eller en lille lyd, uden at børnene så ud til at føle sig hverken skræmt eller forbigået af hende, til trods for at de ikke just har fået anerkendelse. Et eksempel, hvor det dog kan diskuteres, hvorvidt der er tale om magtanvendelse og om hvordan den går ind og påvirker børnene, er når børnene græder. I stedet for at trøste eller snakke med det grædende barn, sagde hun med en tydelig stemme, at det skulle holde op!, hvorefter børnene tit holdt op med at græde og legede glædeligt videre.
I starten syntes jeg slet ikke at lærerne brugte anerkendelse af det enkelte barn. Det synes jeg til gengæld, at jeg ser meget mere i slutningen af min praktikperiode. Hvorvidt det er fordi, at jeg bare er blevet mere opmærksom og kan læse flere signaler, eller om der rent faktisk er sket en udvikling, er jeg ikke helt sikker på.
Lærerne er generelt gode til ikke at sige ”Nej” til børnene og sætte noget andet i stedet….. I situationer hvor børn fx er ved at komme op at toppes, er nogle lærere gode til hurtigt at aflæse børnenes signaler og finde grunden. Hér er nogle lærere gode til at give nye ideer til hvad børnene kan gøre uden at situationen udvikler sig.
Jeg har ikke oplevet, at børnene som sådan bliver skældt ud i længere tid ad gangen. Nogle lærere bruger hårde blikke som en slags afstraffelse andre ignorerer ballade. Jeg kender ikke til deres pædagogiske overvejelser herom, men det kan måske skyldes børnenes funktionsnedsættelse, at de ikke forventer at børnene vil kunne forstå det.
I Vietnam er det kun få børn der bruger ble. Forældre holder deres børn ud over rendestenen på gaden, siger en visle-lyd og så tisser børnene. På Sao Mai har de nogle små plastikspande som børnene skal tisse i. Det er bestemt ikke hygiejnisk, men det fungerer.
På Bach Mai lader de større og mere velfungerende børn hjælpe de helt yngste med fx at skifte tøj. På denne måde føler de et større ansvar.
Især på Bach Mai er der en stor livsglæde blandt børnene og enorm meget fri leg. Jeg oplever det som om, at de har præsteret at skabe en form for familieatmosfære på stedet. Mange af de lærere jeg oplever i hverdagen udstråler en enorm energi. De har meget få materialer til rådighed men præsterer alligevel, at få meget ud af de få ting de har.
No comments:
Post a Comment