Grupper der benytter institutionen
På SMC kommer der både børn fra velstillede familier og børn fra meget fattige familier. Det er et ønske, at man især gerne vil hjælpe de dårligt stillede familier. Dette gives der mulighed for ved at nedsætte forældrebetalingen i forhold til forældrenes økonomi og ved at få folk til at sponsorere de dårligst stillede børn. Eksempelvis betaler Hanoi Womens Club for en stor gruppe børn. To tidligere danske studerende betaler skolegangen for to af børnene.
Højtider og fester
På Sao Mai fejres mange højtider og fester. Imens vi har været her kan bl.a. nævnes Børnenes dag, Kvindernes dag og åbning af charity café. Til Børnenes dag kom et cirkus fra Hanoi med et par aber, 5 hunde og en tryllekunstner. Til store arrangementer bliver der delt slik og legetøj rundt til børnene, som de kan få med hjem, hvilket et sponsoreret udefra. Hvis der kommer en større gruppe mennesker udefra, hvor man ønsker at give dem et godt indtryk af SMC, stiller en gruppe børn og lærere op med diverse børnesange med tilhørende fagter. Det er det helt store show og ofte stilles de svageste børn i kørestol og med spastiske bevægelser frem forrest på scenen. Jeg tolker det nogle gange lidt som om, at de udefrakommende virkelig skal kunne se nød og elendighed, og se hvilket godt stykke arbejde stedet gør for netop disse børn. Til større arrangementer inviteres TV, som så møder op og laver nogle optagelser.
Inddragelse af forældre og familie
Vi har fået at vide af stedets leder dr. Lan, at der hvert år holdes to møder med forældrene. Mest for at give forældrene informationer. I det daglige har forældrene ikke megen kontakt med stedet, da de afleverer og henter børnene ved en gitterdør. Forældrene ser derfor sjældent deres børns dagligdag på Sao Mai. To lærere sidder vagt på hver etage ved ankomst og hente tid. De sørger for at hente børnene i deres klasser og aflevere dem til forældrene ved gitterdøren igen. Om morgenen og om eftermiddagen benytter flere af forældrene sig af, at der er åbent ud til en legeplads, hvor flere ser ud til at nyde noget tid sammen med deres børn i afhentnings- eller bringesituationen. Her har jeg også observeret at flere forældre er begyndt at snakke sammen indbyrdes.
Der er en forældrebestyrelse, hvor nogle få personer virker til at være meget aktive, da de viser sig på centret ved særlige arrangementer og nogle gange i hverdagen. Om de rent faktisk diskuterer emner eller har nogen form for indflydelse har jeg ingen fornemmelse af.
Den danske organisation LEV har igangsat et projekt for at få etableret forældregrupper, for forældre til børn med varigt nedsat funktionsevne. Forældregrupperne etableres i håbet om, at forældrene indbyrdes vil kunne støtte hinanden og på sigt forsøge at skabe bedre vilkår for deres børn. Jeg har været så heldig at kunne deltage i opstartsfasen som bestod af et to dages møde mellem forældre og to erfarne igangsættere fra Danmark. De arbejdede med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældre blev organiseret i grupper, og der blev lagt de første planer for, hvordan de som forældre kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn. På sidelinjen har jeg desuden haft mulighed for at følge lidt med i den videre udvikling igennem en dansk LEV medarbejder, der er udstationeret og bor ved siden af Sao Mai.
Institutionskultur
Sao Mai er et sted der bærer præg af gerne at ville rigtig mange ting. Da der ingen retningslinjer er udefra, står Sao Mai selv for at forme indholdet. Dr. Lan er meget ihærdig og sidder konstant i møder med diverse folk udefra. Når ex. den danske organisation LEV melder sig for at igangsætte forældregrupper, så er det der tages fat på. På selve stedet blandt lærerne foregår der også mange ting – Også langt mere end jeg umiddelbart er bevidst om. Især et par lærere som har været der i mange år (en slags senior-lærere) samt nogle talepædagoger virker til at skulle have meget at have sagt. Når de stiller sig op og taler til lærerne i klasserne, blive der stille og der lyttes til dem. I slutningen af mit praktikophold er det gået mere og mere op for mig, at der er et større hierarki blandt personalet end jeg først antog, og måske er der flere konflikter de ansatte imellem end jeg umiddelbart troede.
Dr. Lan er bestemt den med den største autoritet, men hun viser sig sjældent på etagerne, hvor børnene og lærerne er, da hun konstant sidder i møder både på hendes kontor og uden for huset. Jeg oplever at det ikke er hende lærerne kommer til, så der er ingen direkte kontakt imellem den øverste leder og lærerne. Mange af de antagelser jeg har, er på et meget tyndt grundlag, da jeg ikke har haft mulighed for at snakke med personalet om det i hverdagen pga. sprogbarrieren. Jeg fornemmer, at informationer m.m. kun går én vej, nemlig fra ledelse, senior lærere m.m. og ned til lærerne som en slags ordrer. Jeg oplever ikke at lærerne i klasserne på nogen måde brokker sig eller forsøger at tage kontakt til ledelsen. En dag jeg foreslog at jeg kunne snakke med dr. Lan om en problemstilling, virkede lærerne meget forundrede og bestemt ikke interesseret i at foreslå nogle ændringer for hende.
Samtidig holdes der mange møder og undervisningsforløb, hvor der lægges op til, at lærerne kommer med deres egne meninger og refleksioner. I selve klasselokalerne har lærerne en stor grad af selvbestemmelse. I hvor høj grad og hvor punktligt lærerplanerne, som bliver udarbejdet af dr. Lans søster, bliver fulgt, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvor udspecificerede planerne er, men vi har oplevet, at dr. Lans søster og en senior lærer er kommet ind i en klasse, hvor lærerne fik ordre til at ændre undervisningen, fordi de ikke syntes at det blev gjort godt nok.
Der er en forventning til, at alle ansatte møder op til diverse møder og undervisningsforløb uden for normal arbejdstid. De ansatte får ikke nogen ekstra løn for dette, heller ikke selvom det bl.a. drejer sig om 2-3 søndage om måneden. Dette betyder, at lærerne kun har ganske lidt fritid. Beskeder om arrangementer de skal deltage i, kan komme meget sent (samme dag), men de skal stadig dukke op. For tiden bliver mange søndage brugt til undervisning fra kl. 8.30 til 15, hvor englænderen Ann kører et undervisningsforløb, som hun delvist bliver betalt for af Sao Mai.
En gang om året inviteres alle ansatte samt deres børn på sommerferie sammen i en forlænget weekend (den eneste sommerferie de får), hvilket jeg fik muligheden for at deltage i. Her arrangeres der en bustur sydpå til en lille strandby, hvor alle indlogeres på hotel i fællesværelser og med fællesspisning på et lille spisested ved stranden. I Vietnam er der tradition for, at medarbejdere bliver forkælet på en årlig udflugt, hvilket man så også forsøger på Sao Mai. Det var en rigtig hyggelig tur med megen afslapning og hygge. For nogle var det første gang i deres liv at de så havet!
På SMC kommer der både børn fra velstillede familier og børn fra meget fattige familier. Det er et ønske, at man især gerne vil hjælpe de dårligt stillede familier. Dette gives der mulighed for ved at nedsætte forældrebetalingen i forhold til forældrenes økonomi og ved at få folk til at sponsorere de dårligst stillede børn. Eksempelvis betaler Hanoi Womens Club for en stor gruppe børn. To tidligere danske studerende betaler skolegangen for to af børnene.
Højtider og fester
På Sao Mai fejres mange højtider og fester. Imens vi har været her kan bl.a. nævnes Børnenes dag, Kvindernes dag og åbning af charity café. Til Børnenes dag kom et cirkus fra Hanoi med et par aber, 5 hunde og en tryllekunstner. Til store arrangementer bliver der delt slik og legetøj rundt til børnene, som de kan få med hjem, hvilket et sponsoreret udefra. Hvis der kommer en større gruppe mennesker udefra, hvor man ønsker at give dem et godt indtryk af SMC, stiller en gruppe børn og lærere op med diverse børnesange med tilhørende fagter. Det er det helt store show og ofte stilles de svageste børn i kørestol og med spastiske bevægelser frem forrest på scenen. Jeg tolker det nogle gange lidt som om, at de udefrakommende virkelig skal kunne se nød og elendighed, og se hvilket godt stykke arbejde stedet gør for netop disse børn. Til større arrangementer inviteres TV, som så møder op og laver nogle optagelser.
Inddragelse af forældre og familie
Vi har fået at vide af stedets leder dr. Lan, at der hvert år holdes to møder med forældrene. Mest for at give forældrene informationer. I det daglige har forældrene ikke megen kontakt med stedet, da de afleverer og henter børnene ved en gitterdør. Forældrene ser derfor sjældent deres børns dagligdag på Sao Mai. To lærere sidder vagt på hver etage ved ankomst og hente tid. De sørger for at hente børnene i deres klasser og aflevere dem til forældrene ved gitterdøren igen. Om morgenen og om eftermiddagen benytter flere af forældrene sig af, at der er åbent ud til en legeplads, hvor flere ser ud til at nyde noget tid sammen med deres børn i afhentnings- eller bringesituationen. Her har jeg også observeret at flere forældre er begyndt at snakke sammen indbyrdes.
Der er en forældrebestyrelse, hvor nogle få personer virker til at være meget aktive, da de viser sig på centret ved særlige arrangementer og nogle gange i hverdagen. Om de rent faktisk diskuterer emner eller har nogen form for indflydelse har jeg ingen fornemmelse af.
Den danske organisation LEV har igangsat et projekt for at få etableret forældregrupper, for forældre til børn med varigt nedsat funktionsevne. Forældregrupperne etableres i håbet om, at forældrene indbyrdes vil kunne støtte hinanden og på sigt forsøge at skabe bedre vilkår for deres børn. Jeg har været så heldig at kunne deltage i opstartsfasen som bestod af et to dages møde mellem forældre og to erfarne igangsættere fra Danmark. De arbejdede med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældre blev organiseret i grupper, og der blev lagt de første planer for, hvordan de som forældre kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn. På sidelinjen har jeg desuden haft mulighed for at følge lidt med i den videre udvikling igennem en dansk LEV medarbejder, der er udstationeret og bor ved siden af Sao Mai.
Institutionskultur
Sao Mai er et sted der bærer præg af gerne at ville rigtig mange ting. Da der ingen retningslinjer er udefra, står Sao Mai selv for at forme indholdet. Dr. Lan er meget ihærdig og sidder konstant i møder med diverse folk udefra. Når ex. den danske organisation LEV melder sig for at igangsætte forældregrupper, så er det der tages fat på. På selve stedet blandt lærerne foregår der også mange ting – Også langt mere end jeg umiddelbart er bevidst om. Især et par lærere som har været der i mange år (en slags senior-lærere) samt nogle talepædagoger virker til at skulle have meget at have sagt. Når de stiller sig op og taler til lærerne i klasserne, blive der stille og der lyttes til dem. I slutningen af mit praktikophold er det gået mere og mere op for mig, at der er et større hierarki blandt personalet end jeg først antog, og måske er der flere konflikter de ansatte imellem end jeg umiddelbart troede.
Dr. Lan er bestemt den med den største autoritet, men hun viser sig sjældent på etagerne, hvor børnene og lærerne er, da hun konstant sidder i møder både på hendes kontor og uden for huset. Jeg oplever at det ikke er hende lærerne kommer til, så der er ingen direkte kontakt imellem den øverste leder og lærerne. Mange af de antagelser jeg har, er på et meget tyndt grundlag, da jeg ikke har haft mulighed for at snakke med personalet om det i hverdagen pga. sprogbarrieren. Jeg fornemmer, at informationer m.m. kun går én vej, nemlig fra ledelse, senior lærere m.m. og ned til lærerne som en slags ordrer. Jeg oplever ikke at lærerne i klasserne på nogen måde brokker sig eller forsøger at tage kontakt til ledelsen. En dag jeg foreslog at jeg kunne snakke med dr. Lan om en problemstilling, virkede lærerne meget forundrede og bestemt ikke interesseret i at foreslå nogle ændringer for hende.
Samtidig holdes der mange møder og undervisningsforløb, hvor der lægges op til, at lærerne kommer med deres egne meninger og refleksioner. I selve klasselokalerne har lærerne en stor grad af selvbestemmelse. I hvor høj grad og hvor punktligt lærerplanerne, som bliver udarbejdet af dr. Lans søster, bliver fulgt, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvor udspecificerede planerne er, men vi har oplevet, at dr. Lans søster og en senior lærer er kommet ind i en klasse, hvor lærerne fik ordre til at ændre undervisningen, fordi de ikke syntes at det blev gjort godt nok.
Der er en forventning til, at alle ansatte møder op til diverse møder og undervisningsforløb uden for normal arbejdstid. De ansatte får ikke nogen ekstra løn for dette, heller ikke selvom det bl.a. drejer sig om 2-3 søndage om måneden. Dette betyder, at lærerne kun har ganske lidt fritid. Beskeder om arrangementer de skal deltage i, kan komme meget sent (samme dag), men de skal stadig dukke op. For tiden bliver mange søndage brugt til undervisning fra kl. 8.30 til 15, hvor englænderen Ann kører et undervisningsforløb, som hun delvist bliver betalt for af Sao Mai.
En gang om året inviteres alle ansatte samt deres børn på sommerferie sammen i en forlænget weekend (den eneste sommerferie de får), hvilket jeg fik muligheden for at deltage i. Her arrangeres der en bustur sydpå til en lille strandby, hvor alle indlogeres på hotel i fællesværelser og med fællesspisning på et lille spisested ved stranden. I Vietnam er der tradition for, at medarbejdere bliver forkælet på en årlig udflugt, hvilket man så også forsøger på Sao Mai. Det var en rigtig hyggelig tur med megen afslapning og hygge. For nogle var det første gang i deres liv at de så havet!
No comments:
Post a Comment