Gode råd inden afrejse til Vietnam samt Gode råd for studerende i Vietnam

Gode råd inden afrejse til Vietnam

Regn med en udgift på ca. 15.000 kr. inden du tager af sted. Dette skulle gerne være nok til flybillet, forsikring og vaccinationer.

I står selv for at sørge for bolig, men kan højst sandsynligt overtage et fint hus, som på nuværende tidspunkt går i arv fra den ene gruppe studerende til den næste. Det kræver blot, at I kontakter de studerende der bor her. De vil sørge for kontakten til familien der ejer huset for at høre, om det er muligt stadig at leje det. -Hvilket det uden tvivl er! Huslejen + rengøring er på nuværende tidspunkt 24.000.000 VND for tre måneder, ligegyldigt hvor mange i bor der (ca. 3.200 kr./mdr. afhænger selvfølgelig af kurser). Derudover kommer der en ekstra regning hver måned for strøm, vand, internet m.m. (- Den varierer meget pga. aircondition).

Når man tager sin praktik i udlandet, får man sin SU med. Dette kan man sagtens leve for i Hanoi og stadig have råd til at tage på ferier rundt i landet. Sørg alligevel for at have lidt på kistebunden når du ankommer, da bl.a. huslejen skal betales tre måneder forud.

Senest 2 mdr. inden du tager af sted, bør du tage på Seruminstituttet i Kbh. Her har de den største erfaring og den nødvendige information omkring vaccinationer. Derudover ligger de inde med alle vaccinationerne og skal ikke først bestille dem, som andre læger skal.

Af rejseforsikringer kan Willis anbefales: www.studenterrejseforsikring.dk, da den er meget billig. Nogle har brugt rejseforsikringer hos Gouda, men andre forsikringer kan også sagtens bruges.

Sørg for at få en aftale med dit praktiksted inden du tager hertil, så du ved hvornår du skal møde og hvilket sted du skal være (dette gælder især for børnehaverne). Kontakt gerne danske studerende der allerede er i Hanoi.

Visum skal du selv sørge for. Du skal kontakte den vietnamesiske ambassade i Danmark. De taler dårligt engelsk – især over telefonen. Hvis det er muligt så tag ind til ambassaden, så er det nemmere at kommunikere. (Vi har hørt en fugl synge om, at Visum-reglerne måske er lavet om, så man nu kun kan få visum for tre mdr. med mulighed for at forlænge det hernede).
Medbring:
Computer (der er internetadgang på hvert værelse)
Headset med mikrofon til Skype eller Messenger. (At ringe fra Skype til fastnet koster kun 12 øre/min – og det er selvfølgelig gratis at ringe fra Skype til Skype og fra Messenger til Messenger) – Headset kan dog også købes billigt hernede!
Lange bukser og et par varme bluser (fleece og uld kan stort set ikke fås i Hanoi). Især efteråret er koldt, da huset ikke er isoleret.
Sommertøj
Gode sandaler, kondisko og evt. vandresko

På nogle tidspunkter af året er her enormt fugtigt, hvilket tøj og sko nemt kan tage skade af, da det simpelthen mugner. Vaskemaskinen i huset vasker kun med koldt vand, og tøjet bliver derfor ikke altid helt rent. Der kan sagtens købes sko, men kvaliteten er ikke god og størrelserne er små. Der er skræddere alle vegne, hvor man kan få syet tøj for ganske få penge. Det færdigsyede tøj i butikkerne findes generelt kun i små størrelser.

· Lakrids og andet dansk slik kan IKKE fås i Vietnam, så hvis man er afhængig, så tag noget med.
· Tag mobiltelefon med, for man kan nemt få et vietnamesisk Sim-kort med tilhørende telefonnummer.

Blandet info:
I huset vil I kunne finde en CD med over 40 studierelevante danske fagbøger.

På den danske ambassades hjemmeside kan I få forsk. info: www.ambhanoi.um.dk/da

Hvis I vil have en fornemmelse af hvor I skal bo, kan i gå på Google Earth og finde Hanoi. Her finder i Van Mieu - Litteraturtempel. Jeres hus er et af dem, der ligger ud til den lille bitte sø lige over for Litteraturtemplet.

Vi foreslår at I kommer til Hanoi inden de nuværende studerende rejser herfra, så I kan nå at få lidt informationer og evt. blive introduceret til jeres kommende praktiksted.

Vi råder jer til at tilbringe den første uges tid på hotel i midtbyen. Vigtigt er det, at I leger turister den første uge, for bl.a. at lære byen at kende. Når man først er startet i praktikken, bliver det hurtigt hverdag, og man får ikke set seværdighederne.

I er til enhver tid velkomne til at kontakte os, hvis der er nogle spørgsmål. (Der findes ingen dumme spørgsmål).

Til studerende i Hanoi

Bogen “Hanoi Guide” (Hanoi International Women’s Club 2006) er en bog der er beregnet for folk der er bosat i Hanoi. Den kan bl.a. købes i Dome Hang Trong, 71 Hang Tron, men der efterlades min. et eksemplar i huset til fri afbenyttelse.

På taget af Den Danske Ambassade kan man mødes med andre dansker den første tirsdag i hver måned kl. 17. Andre informationer fra Den Danske Ambassade kan læses på: www.ambhanoi.um.dk/da Hér kan I også tilmelde jer Danskerlisten for danskere i Vietnam.

På Jysk rejsebureau kan man på nogle tidspunkter finde en dansk service guide. De tilbyder forskellige pakke-turer.
Jysk Hotel, 29 Hang Hom (tæt på søen). – Hér kan man også få et godt bykort over Hanoi.

Sinh Café (Mr. Hai), 52 Hang Hom. De tilbyder forskellige pakketure, men kan også arrangere ture der er special-designet efter egne ønsker. Hoteller og transport i alle prisklasser. Hvis man vil bo på luksus, har de mange gode kontakter, så I alligevel ikke kommer til at betale ret meget. De har haft mange danske pædagogstuderende som kunder og vil derfor gøre alt for at I kommer igen!

Den store ANZ bank ved søen og ANZ ved Horison Hotel ved siden af et af de lokale supermarkeder – her kan man hæve 4.000.000 VND af gangen, hvilket så absolut kan betale sig, da vi betaler høje gebyrer til vores banker i Danmark!

Supermarkeder:
*I det store kryds tæt på Pho Ho Giam, går I til venstre ad Cat Linh. Supermarkedet ligger lige inden Horison Hotel.

*Gå til højre ad Thai Hoc som ligger bag Litteraturtemplet. På venstre side af vejen ligger der et supermarked – Meget grøn facade, så man overser det ikke.

*I Vincom Towers på Bà Triêu (modsat retning af Hoan Kiem søen) er der et fint supermarked. (Øverst oppe ligger den eneste biograf i Hanoi, som viser film der ikke er synkroniseret).

*På Dinh Tien Hoang ved siden af Hoan Kiem søen, ligger der et shoppingcenter med et supermarked på øverste etage.

*På Le Thai To på den anden side af Hoan Kiem søen, ligger der et stort og godt supermarked. (Det ligger lige ved krydset til Hang Trong og ikke så langt fra ANZ-banken).

God ide ALTID at have toiletpapir ”. Man ved aldrig, hvornår man får rigtig meget brug for det!

Bestilling af store vanddunke. Tlf. 04 5119743 Hvis man siger: ”La vie”, ”hai” (betyder 2) og ”Pho Ho Giam” plejer de for det meste at forstå det, ellers prøver man bare igen lidt senere. Vandet kommer til døren i løbet af 10-30 min. De skal have de gamle dunke tilbage og man betaler 20.000VND pr. vanddunk. Naboen kan en smule engelsk og kan derfor være behjælpelig med at bestille, hvis man ikke kan udtale gadenavnet, eller hvis man vil have hende til at hjælpe med andre ting.

Stofmarkeder:
Dong Xuan ligger i toppen af den gade, hvor der i weekenden er nat marked.
Hoa Binh ligger på Pho Hue – og er langt det bedste!

Huslejen er på nuværende tidspunkt på 8.000.000 VND om måneden for hele huset + rengøring. Vær opmærksom på, at der betales for tre måneder af gangen! Strøm, vand, og Internet betaler I ekstra for en gang om måneden. I de varme måneder er prisen noget højere end ellers på grund af aircondition. Hold endelig kontakt med udlejerens datter, Trang. Hun kan engelsk og I kan kontakte hende, hvis I har spørgsmål eller problemer. Hvis I har overnattende gæster skal det meldes til udlejeren, Familien Viet. De skal have en fotokopi af pas og visum, samme dag der er nogle der overnatter hos jer. Disse informationer skal videre til politiet, og der holdes et skarpt opsyn.

Spisesteder:
Tæt på hvor I bor ligger Koto, Cafe Smile, Goete og Kentucky Fried Chiken. ”Den lokale” med nudler og Pho-supper samt ”Den virkelig lokale” med ris og tilbehør. Derudover er det bare at prøve løs af alle gadekøkkenerne! Ved Hoan Kiem og rundt i byen kan man finde diverse gode spisesteder… De lidt dyrere steder, som helt sikkert skal prøves, er: Bobby Chin i bunden af Hoan Kiem søen pga. atmosfæren og Søndagsbuffeten på Hotel Shareton pga. de overvældende mængder af mad. De er virkelig en oplevelse værd!

Læger og hospital. Der er fine forhold på de internationale steder:
SOS tæt på Hoan Kiem søen
Family Medical Practice
Van Phuc Compound, 298 l Kim Ma Road, Ba Dinh District
(Hos Family Medical Practice kan I få visitkort, som kan lægges i pungen. Der står på kortet, både på engelsk og vietnamesisk, at man gerne vil køres dertil i tilfælde af en ulykke).
Det franske hospital

Hvis man gerne vil træne kan Horizon Hotel anbefales som ligger tæt på huset, men de hører bestemt til i den dyre ende. De har Fitnessudstyr samt swimmingpool, tennisbaner m.m.

Flere hold studerende har haft brugt den samme taxachauffør til at hente og bringe på arbejde til et fastsat beløb. Han kalder sig Totti og taler engelsk. Man kan sende ham SMS’er eller ringe og på den måde lave aftaler. Han sørger også for at sende en ven, i tilfælde af at han selv er forhindret. Tlf. 0912093736

Ny blog

Efter hjemkomst til Danmark har jeg nu oprettet en ny blog: www.akhjuice2.blogspot.com

In the future you can see what is going on in my life at: www.akhjuice2.blogspot.com

De nye studerende har nu pligt til at skrive blogs, som jeg med glæde vil følge med i...!

David: http://www.ddt84.wordpress.com/

Naja: http://www.najak.wordpress.com/

Jesper: http://www.jeschr.wordpress.com/

Charlotte... vil gerne hjem og får forhåbentlig en ny praktikplads i Danmark.

Farvel!

1. august

De herlige nabo-børn! Jeg kommer til at savne deres herlige smil, når de plejer at komme en løbende imøde.

Om morgenen tog Claus og jeg med David og Jesper på Sao Mai for at vise dem rundt og vi fik sagt farvel endnu engang til personalet. De andre fra børnehaven havde taget tidligt fri for at spise frokost med os på Koto en sidste gang.

Lige inden vi gik på Koto kom sekretæren og en forældre fra Sao Mai til vores hus. Med sig havde de en gave til Claus og en til mig fra forældrebestyrelsen på Sao Mai. Også udlejerens datter Trang kom for at sige farvel.

Jeg havde det hårdt med at skulle sige farvel til mit elskede Vietnam, så mine følelser sad vist uden på tøjet. Jeg græd inden vi tog afsted mod lufthavnen samt på selve turen til lufthavnen. Jeg måtte dog grine lidt af mig selv, da jeg opdagede, at jeg sad og tænkte på, at jeg ville komme til at savne gekkoerne på mit værelse...

Så forlod jeg vietnamesisk jord.... Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang i Vietnam!! Jeg vil meget gerne tilbage hertil!

Som traditionen byder sig, måtte der 1. august tages et billede kl. 16.55 dansk tid -også selvom man befinder sig i luften, lige er vågnet, har kæmpe forkølelsessår og er mega træt. Det er præcis 25 år siden jeg blev født!

De sidste dage i Hanoi

Mandag d. 30. juli

De fire nye studerende blev hentet i lufthavnen og kørt til deres nye hjem. Senere tog vi ind til "old town", hvor de bl.a. mødte Randi som skal flytte ind hos dem.

Naja og David - Charlotte og Jesper

Aften... Efter aftensmaden tog vi på Kotos træningscenter (72 Thuy Khuê), hvor de unge der arbejder på Koto normalt går i skole.

Sådan ser vi normalt kokkene på Koto imens flere af de andre arbejder som tjenere.

På skolen blev der sunget karaoke. David og jeg lagde ud med hittet Titanic som de elsker her i Vietnam. De unge havde været med til at arrangere et slags farvel-party for Claus og mig, da det var vores sidste dag sammen med dem.

Bemærk det fine skilt de havde hængt op for os.

Ann kom også til Koto denne aften, hvor hun fik lov til at synge karaoke.



Anh igang med at arrangere.....

Fællesbillede....

Vi var pludselig ret mange mennesker i huset på Pho Ho Giam, så vi måtte sove en del sammen...

Tirsdag aften besøgte de nye studerende Dr. Lan sammen med Claus og mig. Dr. Lan havde været ude for et trafikuheld tidligere på dagen og var forståeligt nok temmelig træt.

Praktikopgave - 5. Hvad jeg har lært om mig selv - Evaluation of final practice-placement

Hverdagen har stillet mange spørgsmålstegn, og jeg har undret mig. Jeg har lært at skifte perspektiv og forsøgt at forstå personalets pædagogik, samtidig med at jeg ikke altid har været enig i deres handlinger. På denne måde har jeg kunne reflektere over forskellige ting i hverdagen og forsøgt at se det ud fra forskellige synspunkter i den givne kontekst. Det betyder ikke, at jeg i dag har en klar mening om, hvordan tingene skal gøres men snarere er opmærksom på forskelligheder og forskellige måder at gribe tingene an på. Det har gjort mig opmærksom på, at jeg i fremtiden ønsker at blive mere faglig bevidst omkring mine pædagogiske holdninger til det, der umiddelbart virker så indlysende for mig.

Min praktik og min hverdag i Hanoi har bekræftet mig i, at jeg er åben over for andre mennesker og så vidt muligt kan tage ”den andens” perspektiv. Mit forholdsvis stille og tålmodige væsen har bl.a. været medvirkende til, at jeg har undgået store kultursammenstød. Dr. Lan og englænderen Ann har begge gjort mig opmærksom på, at jeg udviser stor kultur- og stedsfornemmelse, hvilket jeg selv tolker, må være pga. min positive tilgangsvinkel og gode aflæsning af ”den anden”. I mine praktikker i Danmark har personalet særligt bemærket min tilgangsvinkel til brugerne især gennem anerkendelse, kropssprog og mimik. Dette har også vist sig at være et af de vigtigste redskaber i min pædagogiske praksis i Vietnam.

Hjemmefra tog jeg af sted med en forestilling om, at man forventede, at vi studerende skulle komme og undervise personalet. Efter nogen tid på SMC følte jeg ikke, at undervisning var den bedste måde at påvirke personalet på. Jeg mente og mener stadig, at jeg ved at være en naturlig del af hverdagen påvirker personalet til selv at føle ejerskab ved forandringer og derved er medvirkende til at gøre en vedvarende forskel. Dette betyder også, at der fortsat kontinuerligt er brug for praktikanter på SMC – jo flere jo bedre. Den måde hvorpå mine forslag og råd er blevet taget imod, eksempelvis i forhold til den lille pige der kom ned på gulvet og i forhold til spisesituationen, giver mig en god fornemmelse af, at jeg pædagogisk og kommunikationsmæssigt har noget at byde på.

At stå som pædagogstuderende i Hanoi, har i flere situationer gjort, at jeg ikke har følt mig tilstrækkelig, da der ligger en forventning til, at vi decideret skal undervise og bør være fagligt bedre end det vietnamesiske personale. Jeg har til gengæld glædeligt mødt meget personale, der bestemt var kompetente til deres arbejde, og som jeg til enhver tid gerne så sat i stedet for pædagoger jeg har mødt i Danmark. Den sproglige barriere har været enormt stor og til tider gjort mig passiv, da jeg har manglet et fokus, hvilket har gjort mig usikker og utilstrækkelig. Det har lært mig, at jeg i fremtiden bør blive bedre til at sætte mig nogle flere mål, da jeg også selv har brug for ”optur”, gå-på-mod og entusiasme i min dagligdag. Det er gået endnu mere op for mig, at jeg virkelig ønsker et fremtidigt professionelt arbejde med et kompetente kolleger, hvor vi kan have faglige diskussioner og refleksioner.

Jeg kender overfladisk til, at tidligere studerende har haft så store problemer på SMC pga. frustrationer i dagligdagen, at de har måttet forlade praktikken. Mine frustrationer i starten af praktikken pga. den klasse jeg fulgte, fik jeg løst ved at gøre dr. Lan opmærksom på problemstillingen. Dette lykkedes fuldstændig smertefrit. Det er vigtigt, at man selv har det godt på sin arbejdsplads, og jeg tror, at denne situation og min egen indsats for at ændre den, har styrket mig i, i fremtiden at tro mere på mine kommunikationsevner i forhold til ledelse og kolleger.

Mit liv i Vietnam har bekræftet mig i mine holdninger omkring etnicitet og kultur. Jeg oplever, at mange fra udlandet drager hurtige konklusioner efter et kort ophold på Sao Mai eller i det hele taget i Vietnam. Ofte hører jeg sætningen ”sådan er/gør vietnamesere…!”. Nogle gange siger jeg det selv i sjov, men jeg oplever ikke, at folk i Vietnam generelt handler etnisk kulturelt ens. Jeg er til gengæld blevet meget overrasket over, hvor ens vi er, til trods for at vi kommer fra forskellige lande. Selvfølgelig er vi ikke ens. Jeg oplever, at mine vietnamesiske kolleger indbyrdes og i forhold til mig er lige så forskellige som mine danske medstuderende er det. Selvfølgelig støder man på kulturelle traditioner som eksempelvis at made børnene og sætte dem op langs væggen. Begynder man at diskutere disse emner, skyldes vietnamesernes måde at gøre tingene på ikke en særlig overbevisning, men snarere vaner, som kan diskuteres og evt. ændres.

At være pædagog er én lang læreproces som aldrig slutter. Min praktik har været en udfordring. En udfordring jeg på ingen måde ville have været foruden!

Evaluation of final practice-placement

Trung Tam Sao Mai – Hanoi in Vietnam. From the 1st of Feb. to the 31st of Aug. 2007

The last 6 months at Trung Tam Sao Mai has been full of experiences, being with the children and teachers, participating in meetings and other gatherings, meeting a lot of interesting people and experience all the initiatives that take place at Sao Mai.

Because of language difficulties there are a lot of misunderstandings and little opportunity to discuss daily practice. Sao Mai is a place where a lot is going on, not just in the classes but also financial and a lot of people are involved. Because I have been a daily part of the centre and have been participating in as mush as possible, I now feel that I know a lot about what is going on at the place and how the structure is. I must say though that I definitely only know very little compared to what is actually going on.

I have been working two days a week at Bach Mai and two days a week in a class at Sao Mai. At Bach Mai I have worked with mirroring and imitating especially a few of the children. The teachers at Bach Mai have noticed a special interaction between me and an autistic boy. They have also observed that my way to approach the children creates a special atmosphere which the children seem to like a lot. I am not sure but I feel that the teachers have changed a little bit in the attitude towards the children leaving more space for close contact psychically and by imitating. At my class at Sao Mai I have worked a lot with acknowledging the individual child and encouraged the teachers to create more room for not organised play / free play leaving room for fantasy, free imagination and possibility for social games created by the children them selves. I have also encouraged the teachers to place the children who are unable to walk on the floor instead of on a chair to give them more opportunities to move around.

I often hear people from other countries saying that the way people from Vietnam react towards different things is so typically Vietnamese. I have been not only at Bach Mai and my class at Sao Mai but also visiting other classes at Sao Mai and I have participated in different meetings. My experience tells me that the way the teachers approach the children is very different. Some traditional ways of working with the children in Vietnam is a part of the daily routines but I definitely experience the teachers personal and professional ways of working with the children.

I feel that I have been a natural part of the teachers that I have worked with and also the rest of the teachers at Sao Mai. I have been on a three days holiday together with a lot of the teachers. I have been visiting many of the teachers at home and invited some of them to a Danish Restaurant in Hanoi having fun with cutlery instead of chopsticks! A way of communicating and to get closer to some of teachers has been by giving simple English lessons to teachers at Bach Mai. It will not only be hard leaving the children but also very sad leaving the teachers and I will definitely miss them.

I had a plan to take initiatives for some meetings involving the teachers to discuss different subjects and learn from each other. In the meantime Ann from England, an professional teacher with a lot of experience arrived. Her job is to hold meetings several times a week for the staff. The teachers have a long week with a lot of working hours and now also spending many Sundays learning from Ann. I did not find it fair to the teachers to spend more of their free time participating in meetings and I felt that Ann is much more suitable for the job. We did participate in the preparation and holding for one whole Sunday-meeting together with Ann. In the morning about Boardmaker and the afternoon about psychically activities also involving the teachers own ideas. I have also translated parts of a book about pictograms. In the end of our stay we had a workshop telling about a model we had already used in the workshop for a few of the teachers from Sao Mai and the kindergarten. Dr. Lan used the model and developed it using it for a parents meeting.

Praktikopgave - 4. Dansker på SMC -problemer, udfordringer og dilemmaer

Noget så simpelt som et toiletbesøg kan være en kulturel oplevelse. I hvert klasselokale står et par plastikspande, som børnene enten bliver sat på eller får placeret foran dem - Så skal der tisses på kommando. Jeg er vant til hygiejne og et TOILET, men nej, sådan er det ikke her. I hvert fald ikke i alle klasser. Det med at vaske fingre efter et ”toilet-besøg” kender de heller ikke til. I de forskellige klasser er det også meget forskelligt, hvor meget de går op i hygiejnen. Når jeg selv går på toilettet på Bach Mai kan det hænde, at kokken braser ind for at sætte sig på gulvet ved vandhanen for at ordne grøntsager eller vaske op. –Eller et barn skubber døren til side for at sætte en tisse-spand.

Anden pædagogik
Især den første tid på Sao Mai var en stor udfordring. I den klasse jeg blev tilknyttet, råbte personalet MEGET højt ad børnene. De knaldede deres plastiksandaler ned i jorden ved siden af børnene for at få dem til at gøre som de sagde, hvilket bestemt ikke er noget jeg var vant til at forholde mig til i Danmark. Børnene havde intet sprog, men nogle enkelte kunne sige få lyde. Som en del af undervisningen for at lære børnene at tale, forsøgte personalet at tvinge børnene til at sige ord og navne. Flere af børnene fik tårer i øjnene, da de slet ikke kunne fremstamme nogen lyde. Lærerne trak og hev i børnenes tøj – og råbte ad dem! Det var hårdt at se på. Man kunne dog også se på lærernes måde at være over for børnene på, at de virkelig kun ville børnene det bedste. De forskellige ting, som stødte mig i dagligdagen, var måske en kombination af lærernes afmagt, frustration og en anden kulturel måde at gøre tingene på.

Nogle gange forlod lærerne klasselokalet og låste døren efter sig. En dag hvor jeg også blev låst inde sammen med børnene, oplevede jeg virkelig, hvor frygteligt det kan føles, ikke at kunne komme ud. En situation opstod, hvor jeg skulle have noget hjælp. Jeg bankede på glasruden, hev og flåede i døren. Jeg kunne se personalet på afstand, men de troede sikkert bare, at det var nogle af børnene, der ville ud, så de reagerede ikke. I den første tid levede jeg meget inde i en osteklokke, fordi jeg ikke anede, hvad der skete omkring mig. Ingen kunne rigtig kommunikere på engelsk, og lærerne i min klasse var ikke ligefrem ihærdige med at kommunikere i det hele taget. Jeg følte at jeg stod i stampe, at netop denne klasse virkelig havde brug for hjælp, men at jeg ikke havde den nødvendige ekspertise til at kunne gøre den store forskel. Samtidig måtte jeg også tænke på mig selv, for jeg kunne slet ikke overskue et halvt år i denne klasse. Det var godt, at jeg fra starten virkelig nød at være i Vietnam, for så snart jeg havde fri fra Sao Mai, glemte jeg hvor hårdt det var at være der.

Noget måtte gøres og jeg kontaktede lederen via mail, da det er nemmere at få hendes opmærksomhed den vej. Jeg foreslog et besøg på Bach Mai , et sted jeg virkelig kom til at holde af. Efterfølgende forklarede jeg dr. Lan situationen og bad om at blive flyttet til Bach Mai to dage om ugen. Hun var fuldt ud forstående, glad for min henvendelse og foreslog selv, at jeg også kunne skifte klasse på selve Sao Mai.

Et nærhedstegn jeg skulle vænne mig til var, at lærerne med små slag slog børnene. I starten oplevede jeg det nærmest som om, at de decideret slog børnene, men nogle praktiserer mere kærlige klap, som bare er meget mere kraftige, end vi er vant til i Danmark. I nogle klasser praktiseres det dog at slå som afstraffelse eller for at få børnenes opmærksomhed. Dette tror jeg dog ikke er så udbredt, men jeg ved, at det forekommer i andre klasser end dem jeg normalt følger.

Naturlig del af hverdagen
Det har krævet sit at komme til at føle sig som en naturlig del af hverdagen, hvor man ikke blot er turist på besøg i en institution. Forholdet til de ansatte har også været en vigtig del af praktikken og en hel særlig udfordring på grund af den manglende sproglige kommunikation. I min klasse på Sao Mai har jeg stort set ikke haft nogen verbal kommunikation og alligevel opnået en kollegial atmosfære. På Bach Mai har jeg undervist personalet i engelsk, hvilket har medført grin og sjove episoder. Her taler to af lærerne et primitivt engelsk. Jeg har været på flere besøg hos personalet og har selv inviteret dem ud og spise, hvilket bestemt også har været medvirkende til et større sammenhold ikke blot i forhold til mig men også indbyrdes mellem lærerne.

Jeg har afsat mine præg
Dagligdagen er bygget meget op omkring en decideret undervisningssituation, hvilket jeg ingen erfaring har med. I mine praktikker i Danmark har jeg haft fokuseret på spejling/imitation, anerkendelse, nærhed og kontakt, hvilket jeg naturligt greb fat på igen i denne situation. Det betød, at jeg tit har følt mig uduelig i selve undervisningen, men til gengæld har jeg opnået god kontakt med børnene på forskellige niveauer. Jeg har også i min klasse på Sao Mai indført mere fri leg også i selve undervisningstiden.

Problemstillinger i hverdagen har til tider været svære at tage stilling til, og på mange måder tror jeg desværre, at jeg har lukket øjnene for meget. Efter en tid holdt jeg op med at registreret mange af problemstillingerne. Når noget har undret mig, og jeg har forsøgt at tage det op i dagligdagen, har vi ikke kunne føre diskussioner pga. sprogbarrieren, hvilket har gjort mig mere passiv. Alligevel har jeg fået sat mig visse præg… Eksempelvis er der en lille pige i klassen på Sao Mai, som i starten ikke var mere end 17-18 mdr. gammel. Hun blev altid sat på en stol, passivt op langs væggen eller ved et af bordene, når resten af klassen havde undervisning. Hun græd meget, men der blev klappet i hænderne og hun blev beordret til at være stille. Jeg kom på besøg hos en meget ung nyansat lærer og hendes familie. Hendes lillesøster kunne lidt engelsk og igennem hende, kom vi sidst på aftenen til at snakke om klassen. Læreren gjorde opmærksom på sine bekymringer over den lille piges næsten konstante gråd. Jeg foreslog hende, at man helt simpelt placerede pigen på gulvet, så hun selv havde muligheden for at kunne vælge til og fra ved evt. at skubbe sig væk. Hun ville måske på sigt begynde at kravle og selv opsøge opmærksomhed og udfordringer. Der gik nogle dage, før jeg var tilbage i klassen igen, men læreren sad med pigen på gulvet og fortalte stolt, at pigen havde været på gulvet lige siden vi havde snakket om det. Pigen havde fuldstændig ændret karakter. Hun viste allerede meget mere opmærksomhed på omgivelserne, smilede og græd meget mindre. Lærerne var også begyndt at udvise mere omsorg, da pigen selv bedre kunne gøre opmærksom på hendes ønsker. I dag kan hun næsten gå og hendes mor er mig dybt taknemmelig for min indsats, som virkelig ikke var mere end en enkelt sætning eller to med forslaget om at få pigen ned på gulvet.

På Sao Mai har jeg arbejdet specifik med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene blev madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste der kan ske er; at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til grøden, spiste og spildte lidt af den. Jeg fik en af lærerne til at se dette og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring dette til én, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons i en mail til mig:

”With your opinion about the time-eating for children, I see that u want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes.

I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited.

To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat.

This way of eating is quite new so we'll do step by step. In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”

Dette viser mig, at nogle lærere reflekterer, er åbne over for forandringer, og at der ligger et ønske om ændringer af praksis.

Jeg er vant til at have muligheden for at diskutere problemstillinger i hverdagen i en dansk institution, hvilket jeg har manglet og til tider gjort mig frustreret i denne praktik. Jeg har draget stor nytte af professionelle fra forskellige lande, som har haft deres gang på SMC af forskellige årsager. Med flere af dem har jeg kunne reflektere og diskutere livet på SMC.

Praktikopgave - 3. Kultur

Grupper der benytter institutionen
På SMC kommer der både børn fra velstillede familier og børn fra meget fattige familier. Det er et ønske, at man især gerne vil hjælpe de dårligt stillede familier. Dette gives der mulighed for ved at nedsætte forældrebetalingen i forhold til forældrenes økonomi og ved at få folk til at sponsorere de dårligst stillede børn. Eksempelvis betaler Hanoi Womens Club for en stor gruppe børn. To tidligere danske studerende betaler skolegangen for to af børnene.

Højtider og fester
På Sao Mai fejres mange højtider og fester. Imens vi har været her kan bl.a. nævnes Børnenes dag, Kvindernes dag og åbning af charity café. Til Børnenes dag kom et cirkus fra Hanoi med et par aber, 5 hunde og en tryllekunstner. Til store arrangementer bliver der delt slik og legetøj rundt til børnene, som de kan få med hjem, hvilket et sponsoreret udefra. Hvis der kommer en større gruppe mennesker udefra, hvor man ønsker at give dem et godt indtryk af SMC, stiller en gruppe børn og lærere op med diverse børnesange med tilhørende fagter. Det er det helt store show og ofte stilles de svageste børn i kørestol og med spastiske bevægelser frem forrest på scenen. Jeg tolker det nogle gange lidt som om, at de udefrakommende virkelig skal kunne se nød og elendighed, og se hvilket godt stykke arbejde stedet gør for netop disse børn. Til større arrangementer inviteres TV, som så møder op og laver nogle optagelser.

Inddragelse af forældre og familie
Vi har fået at vide af stedets leder dr. Lan, at der hvert år holdes to møder med forældrene. Mest for at give forældrene informationer. I det daglige har forældrene ikke megen kontakt med stedet, da de afleverer og henter børnene ved en gitterdør. Forældrene ser derfor sjældent deres børns dagligdag på Sao Mai. To lærere sidder vagt på hver etage ved ankomst og hente tid. De sørger for at hente børnene i deres klasser og aflevere dem til forældrene ved gitterdøren igen. Om morgenen og om eftermiddagen benytter flere af forældrene sig af, at der er åbent ud til en legeplads, hvor flere ser ud til at nyde noget tid sammen med deres børn i afhentnings- eller bringesituationen. Her har jeg også observeret at flere forældre er begyndt at snakke sammen indbyrdes.

Der er en forældrebestyrelse, hvor nogle få personer virker til at være meget aktive, da de viser sig på centret ved særlige arrangementer og nogle gange i hverdagen. Om de rent faktisk diskuterer emner eller har nogen form for indflydelse har jeg ingen fornemmelse af.

Den danske organisation LEV har igangsat et projekt for at få etableret forældregrupper, for forældre til børn med varigt nedsat funktionsevne. Forældregrupperne etableres i håbet om, at forældrene indbyrdes vil kunne støtte hinanden og på sigt forsøge at skabe bedre vilkår for deres børn. Jeg har været så heldig at kunne deltage i opstartsfasen som bestod af et to dages møde mellem forældre og to erfarne igangsættere fra Danmark. De arbejdede med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældre blev organiseret i grupper, og der blev lagt de første planer for, hvordan de som forældre kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn. På sidelinjen har jeg desuden haft mulighed for at følge lidt med i den videre udvikling igennem en dansk LEV medarbejder, der er udstationeret og bor ved siden af Sao Mai.

Institutionskultur
Sao Mai er et sted der bærer præg af gerne at ville rigtig mange ting. Da der ingen retningslinjer er udefra, står Sao Mai selv for at forme indholdet. Dr. Lan er meget ihærdig og sidder konstant i møder med diverse folk udefra. Når ex. den danske organisation LEV melder sig for at igangsætte forældregrupper, så er det der tages fat på. På selve stedet blandt lærerne foregår der også mange ting – Også langt mere end jeg umiddelbart er bevidst om. Især et par lærere som har været der i mange år (en slags senior-lærere) samt nogle talepædagoger virker til at skulle have meget at have sagt. Når de stiller sig op og taler til lærerne i klasserne, blive der stille og der lyttes til dem. I slutningen af mit praktikophold er det gået mere og mere op for mig, at der er et større hierarki blandt personalet end jeg først antog, og måske er der flere konflikter de ansatte imellem end jeg umiddelbart troede.

Dr. Lan er bestemt den med den største autoritet, men hun viser sig sjældent på etagerne, hvor børnene og lærerne er, da hun konstant sidder i møder både på hendes kontor og uden for huset. Jeg oplever at det ikke er hende lærerne kommer til, så der er ingen direkte kontakt imellem den øverste leder og lærerne. Mange af de antagelser jeg har, er på et meget tyndt grundlag, da jeg ikke har haft mulighed for at snakke med personalet om det i hverdagen pga. sprogbarrieren. Jeg fornemmer, at informationer m.m. kun går én vej, nemlig fra ledelse, senior lærere m.m. og ned til lærerne som en slags ordrer. Jeg oplever ikke at lærerne i klasserne på nogen måde brokker sig eller forsøger at tage kontakt til ledelsen. En dag jeg foreslog at jeg kunne snakke med dr. Lan om en problemstilling, virkede lærerne meget forundrede og bestemt ikke interesseret i at foreslå nogle ændringer for hende.

Samtidig holdes der mange møder og undervisningsforløb, hvor der lægges op til, at lærerne kommer med deres egne meninger og refleksioner. I selve klasselokalerne har lærerne en stor grad af selvbestemmelse. I hvor høj grad og hvor punktligt lærerplanerne, som bliver udarbejdet af dr. Lans søster, bliver fulgt, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvor udspecificerede planerne er, men vi har oplevet, at dr. Lans søster og en senior lærer er kommet ind i en klasse, hvor lærerne fik ordre til at ændre undervisningen, fordi de ikke syntes at det blev gjort godt nok.

Der er en forventning til, at alle ansatte møder op til diverse møder og undervisningsforløb uden for normal arbejdstid. De ansatte får ikke nogen ekstra løn for dette, heller ikke selvom det bl.a. drejer sig om 2-3 søndage om måneden. Dette betyder, at lærerne kun har ganske lidt fritid. Beskeder om arrangementer de skal deltage i, kan komme meget sent (samme dag), men de skal stadig dukke op. For tiden bliver mange søndage brugt til undervisning fra kl. 8.30 til 15, hvor englænderen Ann kører et undervisningsforløb, som hun delvist bliver betalt for af Sao Mai.

En gang om året inviteres alle ansatte samt deres børn på sommerferie sammen i en forlænget weekend (den eneste sommerferie de får), hvilket jeg fik muligheden for at deltage i. Her arrangeres der en bustur sydpå til en lille strandby, hvor alle indlogeres på hotel i fællesværelser og med fællesspisning på et lille spisested ved stranden. I Vietnam er der tradition for, at medarbejdere bliver forkælet på en årlig udflugt, hvilket man så også forsøger på Sao Mai. Det var en rigtig hyggelig tur med megen afslapning og hygge. For nogle var det første gang i deres liv at de så havet!

Praktikopgave - 2. Institutionens pædagogik

De ansattes uddannelse
Det pædagogiske personale på SMC består af assistenter samt uddannede lærere indenfor normalområdet enten som børnehavelærere eller primary school teachers. Dette betyder, at lærerne kommer til SMC uden nogen forhåndsviden omkring børn med varigt nedsat funktionsevne. Længden på uddannelserne svarer nogenlunde til den danske lærer- og pædagoguddannelse. De ansatte psykologer, ja… - det må være et lidt andet begreb i Vietnam end i Danmark. Jeg mener ikke, at de kan have den mest faglige uddannelse, da bl.a. en af psykologerne har været fastansat på SMC i 4 år, men selv kun er 25 år gammel. Først for ganske få år siden blev der på hollandsk initiativ oprettet en uddannelse for lærere til børn med nedsat funktionsevne ved et universitet i Hanoi. Her uddannes de første 25 lærere inden for specialområdet.

Ekstra uddannelse
I forskellige forbindelser modtager de ansatte på SMC undervisning fra folk fra andre lande. Danske studerende har bl.a. mulighed for at videregive deres viden. På nuværende tidspunkt og et år frem, er det en kvinde fra England, som er uddannet lærer, som står for undervisning af personalet op til flere gange om ugen. Selv med oversættelse kan der dog være mange aspekter, der sætter barrierer for læringen bl.a. pga. kulturelle men især sproglige forskelligheder.

Nogle lærere viser interesse i at lære mere for at udvikle undervisningen med børnene, hvor andre virker mere som om, at de har i sinde, at fortsætte på den måde de altid har gjort. Flere af de højtrangerende lærere og terapeuter har deltaget i forskellige undervisningsforløb uden for centret.

Undervisningsplaner for børnene
SMC følger ingen statslige retningslinjer i forhold til undervisnings- eller læseplaner, men står selv for at sætte dagsordenen for indholdet. Søsteren til Dr. Lan besøger nogle klasser engang imellem og observerer undervisningen. Hver måned udarbejder hun nye læreplaner. Pga. sprogbarrieren har jeg ikke nogen større viden omkring dette, men jeg oplever ikke, at man særligt ændrer på undervisningen eller på nogen måde snakker om nye læreplaner. Dog kommer søsteren i følgeskab med en seniorlærer nogle gange til nogle klasser for at rette på lærernes undervisningsmetoder.

Lærernes overvejelser, handlinger og relationer i forhold til børnene
På grund af sprogbarrieren har jeg kun i et meget begrænset omfang haft mulighed for at snakke med personalet omkring deres didaktiske overvejelser og deres måde at være sammen med børnene på. Jeg oplever ikke at personalet i det daglige diskuterer pædagogiske emner, og der er heller ikke afsat særlig tid til dette. Nogle lærere har også mindre at skulle have sagt end andre og følger derfor instrukserne fra den lærer med mest erfaring i klassen.

Der kommer konstant nye børn til Sao Mai, og klasserne bliver større og større. Flere børn betyder flere penge, som igen betyder, at der forhåbentlig snart bliver råd til at udvide Sao Mai. De nye børn bliver sat ind i de allerede eksisterende klasser, hvilket betyder at man ofte bliver nødt til at rokere rundt på børnene for at få antallet af børn, deres alder og handicap til at passe sammen. Også nogle af lærerne rokerer rundt mellem klasserne, (man har ikke nogen vikarer på stedet). Alt sammen for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg tror, at der ligger mange overvejelser bag disse rokeringer, men i en hverdag hvor der ikke er mulighed for at få kendskab til disse overvejelser pga. sprogbarrieren, virker det til tider kaotisk og forvirrende, hvilket det også må være for børnene.

Hvilke sider af læringen der lægges vægt på
I de fleste klasser skal børnene sidde stille på en lang række op langs væggen i lang tid ad gangen. Det skaber ro og disciplin, hvor børnene lærer, at det er lærerne der sidder i magtpositionen. Gråd og opkast kan til tider stoppes af lærerne ved blot et enkelt blik og et klap med hænderne.

Undervisningen er tit meget ensformig. Lærerne synger meget med børnene, og der laves fagter og klappes til. Især om morgenen går lærerne meget op i, at børnene skal folde armene over kors, bukke, og høfligt hilse - især hilse på de voksne der er til stede. Der arbejdes med at lære børnene farver samt navnene på frugter og dyr. Børnene skal tegne cirkler og streger samt farvelægge stregtegninger.

Lærerne går meget op i at forsøge at lære børnene at tale, om de så skal blive ved med det samme ord i flere år! Læreren siger et ord, peger evt. på et billede eller en plastikfrugt, hvorefter barnet skal gentage. De bruger ikke hverken tegnsprog eller tegn til tale.

På Sao Mai blev der i marts 2007 åbnet en charity Café. Her kan lokale komme ind fra gaden og nyde en kop kaffe eller juice. I løbet af dagen får nogle få af de mere velfungerende børn på centret mulighed for at hjælpe til og servicere i cafeen. Dr. Lan’s ønske med cafeen er både at integrere børnene i lokalsamfundet og samtidig højne børnenes selvværd. Man kan se på nogle af de børn, der hjælper til, at de er meget stolte over at kunne arbejde i cafeen, og jeg er overbevist om, at det derfor også styrker deres selvværd.

Specielle træk ved pædagogikken som gør indtryk
Noget der fra første dag gjorde stort indtryk på mig er disciplinen. I starten brød jeg mig bestemt ikke om det, men da jeg kom til at opleve forskellige læreres måde at udføre denne disciplin på, oplevede jeg, at en vis form for disciplin kan bruges i pædagogikken. I nogle klasser var måden at føre disciplin på decideret afskrækkende, hvor der bl.a. blev slået med plastiksandaler i gulvet for at få børnene til at makke ret. I en af de klasser jeg har fulgt meget, formåede en af lærerne til gengæld at udstråle en enorm kærlighed over for børnene, samtidig med at hun skabte en stor respekt. På et kort øjeblik kunne hun få vendt en situation med et blik eller en lille lyd, uden at børnene så ud til at føle sig hverken skræmt eller forbigået af hende, til trods for at de ikke just har fået anerkendelse. Et eksempel, hvor det dog kan diskuteres, hvorvidt der er tale om magtanvendelse og om hvordan den går ind og påvirker børnene, er når børnene græder. I stedet for at trøste eller snakke med det grædende barn, sagde hun med en tydelig stemme, at det skulle holde op!, hvorefter børnene tit holdt op med at græde og legede glædeligt videre.

I starten syntes jeg slet ikke at lærerne brugte anerkendelse af det enkelte barn. Det synes jeg til gengæld, at jeg ser meget mere i slutningen af min praktikperiode. Hvorvidt det er fordi, at jeg bare er blevet mere opmærksom og kan læse flere signaler, eller om der rent faktisk er sket en udvikling, er jeg ikke helt sikker på.

Lærerne er generelt gode til ikke at sige ”Nej” til børnene og sætte noget andet i stedet….. I situationer hvor børn fx er ved at komme op at toppes, er nogle lærere gode til hurtigt at aflæse børnenes signaler og finde grunden. Hér er nogle lærere gode til at give nye ideer til hvad børnene kan gøre uden at situationen udvikler sig.

Jeg har ikke oplevet, at børnene som sådan bliver skældt ud i længere tid ad gangen. Nogle lærere bruger hårde blikke som en slags afstraffelse andre ignorerer ballade. Jeg kender ikke til deres pædagogiske overvejelser herom, men det kan måske skyldes børnenes funktionsnedsættelse, at de ikke forventer at børnene vil kunne forstå det.

I Vietnam er det kun få børn der bruger ble. Forældre holder deres børn ud over rendestenen på gaden, siger en visle-lyd og så tisser børnene. På Sao Mai har de nogle små plastikspande som børnene skal tisse i. Det er bestemt ikke hygiejnisk, men det fungerer.

På Bach Mai lader de større og mere velfungerende børn hjælpe de helt yngste med fx at skifte tøj. På denne måde føler de et større ansvar.

Især på Bach Mai er der en stor livsglæde blandt børnene og enorm meget fri leg. Jeg oplever det som om, at de har præsteret at skabe en form for familieatmosfære på stedet. Mange af de lærere jeg oplever i hverdagen udstråler en enorm energi. De har meget få materialer til rådighed men præsterer alligevel, at få meget ud af de få ting de har.

Praktikopgave - 1. Institutionsbeskrivelse

Som pædagogstuderende har jeg tilbragt min sidste praktikperiode i Hanoi, Vietnam. Her har jeg arbejdet på et dagcenter for børn og unge med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i alderen ca. 1½ til 16 år. Børnene har bl.a. autisme, Downs syndrom, cerebral parese, epilepsi og ADHD. Stedet hedder på vietnamesisk Trung Tam Sao Mai, som forkortes SMC (Sao Mai Centre). På engelsk bliver dette oversat til Morning Star Centre. Navnet er en metafor for at give sollyset til børnene frem for mørket, med andre ord at give børnene en mulighed i livet. Centret består i virkeligheden af to enheder, som jeg for nemheds skyld kalder hhv. Bach Mai og Sao Mai (på vietnamesisk kalder de det noget langt mere kompliceret). Bach Mai er et lille sted som består af to lokaler, hvorimod Sao Mai er en ny stor bygning, hvor mange mennesker har deres daglige gang.

Etablering af Sao Mai Centre -SMC
Dô Thúy Lan (Dr. Lan), lederen og opretteren af SMC arbejdede i 1990 som psykiater, hvor kun medicin blev brugt i det daglige arbejde til behandling af patienter. I kraft af hendes arbejde som psykiater, bragte det hende rundt i verden til forskellige konferencer bl.a. i Irland og Holland. Dette gav hende mulighed for at møde forskellige mennesker, og her blev hun inspireret til sit fremtidige arbejde som stifter af SMC. Som hun selv udtrykker det, ligger børn med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse dybt i hendes hjerte.

I December 1995 blev SMC etableret under “Vietnam Relief Association for Handicapped Children” (VRAHC), som en ikke statsstøttet NGO (Non Goverment Organization) og non-profit organisation. På daværende tidspunkt fandtes der kun statsskoler for døve og blinde børn i Hanoi, da man mente, at børn med andre fysiske og psykiske funktionsnedsættelser skulle behandles medicinsk. Dr. Lan, som på daværende tidspunkt stadig selv arbejdede som psykiater på et statshospital, betalte selv omkostningerne for etablering og drift af et mindre sted for 20 børn med nedsat funktionsevne samt 4 lærere. Bach Mai kom til i 1996, og i 2003 gav staten jord til opbygning af selve Morning Star Center, som stod klar i 2005. Selve opbygningen af centret blev finansieret af en fond fra USA.

Finansiering og samfundsmæssig funktion
I dag består centret som sagt af to enheder. Sao Mai med ca. 130 børn fordelt i 10 klasser samt Bach Mai hvor ca. 24 børn under selve undervisningen er delt op i 4 grupper. SMC er ikke statsstøttet, men en NGO som finansieres af fonde, donationer og forældrebetaling. Lærelønninger, mad, elektricitet og vand kræver pr. barn 500.000 VND/mdr. (ca. 200 dkr.). Stedet har et ønske om, særligt at hjælpe børn der kommer fra økonomisk dårligt stillede familier for samtid at hjælpe med at integrere disse børn i samfundet. Ca. 70 % af børnene kan ikke betale det fulde beløb og betaler derfor langt mindre, da de kommer fra familier, der enten betegnes som fattige eller meget fattige. Dette gør, at der er et endnu større behov for finansiel støtte udefra for at kunne få stedet til at løbe rundt. Stedet bærer meget præg af dette, da Dr. Lan altid er travlt optaget af at skaffe penge til stedet på alle mulige måder. Medier bliver inviteret til enhver anledning for at skabe opmærksomhed for stedet, og en strøm af udenlandske organisationer besøger tit SMC med den hensigt at give økonomisk støtte. Lønningerne på stedet er meget lave. Lærerne tjener ca. 1.000.000 VND/mdr., hvilket svarer til under 400 dkr., nogle af dem tjener dog mindre. Lærerlønninger på statsstøttede normalskoler er meget højere, så der er en konstant frygt for, at lærerne søger andre veje for at få mere i løn – Især i den nært kommende fremtid, da lønnen på de statsstøttede skoler vil stige, og forskellen i lønningerne derfor vil blive endnu højere, da SMC ikke selv har økonomisk mulighed for at forhøje lønningerne.

Ansatte
SMC har officielt åbent mandag til lørdag fra kl. 7.30 til 16.30 men i praksis ofte til 17.00 eller senere, når det sidste barn bliver hentet. Til SMC er der tilknyttet i alt ca. 25 lærere (10 assistenter, 13 børnehavelærere, 2 primary school teachers), 3 læger inklusiv Dr. Lan, som også er stedets psykiater, 1 sygeplejerske, 1 rehabilitation tekniker og 6 psykologer. I alt er der ansat 57 personer. Pedel, portner og en af psykologerne er mænd, men resten af de ansatte er alle kvinder. Forskellige frivillige har også deres gang på Sao Mai, men antallet varierer meget. Nogle studerende fra et universitet i Hanoi kommer nogle gange for at lege med børnene. Mens vi har været her, har der været en ung frivillig i tre måneder, 2 danske pædagoger, en frivillig fra USA og en fra Filippinerne, en fra Australien og en fra Holland, som har været på Sao Mai i en måned. For tre-fire måneder siden kom en erfaren lærer fra England, som i et år skal undervise personalet. En fysioterapeut fra Frankrig er også tilknyttet på frivillig basis.

Centeret står også for familierådgivning og diagnosticering af handicap udover den daglige undervisning af børnene samt taleterapi. Familier, der (endnu) ikke er tilknyttet centret på anden vis, kan også komme for rådgivning hos psykolog og diagnosticering hos lægen, samt spørge til råds på centres hjemmeside. Jeg har ladet mig fortælle, at tilbud som taleundervisning betales særskilt af forældrene, men jeg har ikke fået dette hverken be- eller afkræftet af Dr. Lan.

Artefakte beskrivelser af SMC

Sao Mai
Vi kører igennem den tætte og kaotiske trafik i Hanois gader ud mod en nyere del af byen, hvor flere mere moderne bygninger skyder op i landskabet. I en stor klynge af forskellige bygninger ligger Trung Tam Sao Mai – Morning Star Centre ud til vejen. Et sted mange kender fra medierne, da vietnamesisk TV ofte viser udsendelser herfra. Fra vejen ser man en stor hvid bygning med gitre for vinduerne, en stor gitterport ved indgangen, hvor en ”portner” uddeler scooter-parkeringskort og holder øje med, hvem der kommer ind. Man ser også en cafe med terrasse, hvor flere små borde og stole er sat op i små grupper. Cafeen åbnede i marts 2007.

Når man går ind af hoveddøren, befinder man sig på, hvad der hér kaldes for 1. etage. Her hænger gruppebilleder af børn og lærere og en kæmpe tavle med informationer om stedet på vietnamesisk. En væg er beklædt med fotos af alle skoles lærere. På etagen er der et rum til portneren, cafeen, et køkken, et par rum til taleterapi, et rum hvor en læge holder til, et rum til forældre-arbejde og et rum, hvor folk udefra kommer og får IQ-testet deres børn hos stedets psykolog. Ved bagtrappen er der for nyligt oprettet endnu en klasse. På gangen eller i cafeen spiser stedets leder, hendes søster og gæster udefra deres frokost. Som noget nyt spiser stedets frivillige også hér.

Fra denne etage kan man gå ud på bygningens bagside, hvor der er en større flisebelagt plads. I den ene side befinder der sig en legeplads inde under et stort tag. På legepladsen finder man forskellige legeredskaber bl.a. et stort kuglebad. Det er også hér, at et par vagthunde er indespærret i et bur, indtil børnene er taget hjem. Over legepladsen befinder der sig en indendørs swimmingpool, der dog først blev taget i brug for nylig.

Inden man går op ad trappen til 2. etage, møder man ”Danish students corner”, hvor der pt. hænger fotos af børn i tre store rammer. På næste etage er der to badeværelser og en gitterdør. Her sidder fast et par lærere om morgenen og om eftermiddagen, når forældre afleverer og henter de yngste børn. Man kommer ind på en lang gang, hvor væggene er dekoreret med forsk. store børnemotiver af dyr og mennesker fra forskellige historiefortællinger. På gangen spiser de fleste af børnene frokost mellem kl. 10.30 og 11.15 – andre spiser i klasselokalet. På denne etage er der et motorik rum og 5 klasselokaler i forskellige størrelser, hvoraf ca. tre af dem har et tilhørende toilet. I hvert lokale står et lukket skab, nogle flytbare stole eller plastiktaburetter og borde i børnehøjde. Den ene væg i hvert lokale har mærker efter stoleryggenes kant, da de ofte står linet op ad væggen i en række. Også klasselokalernes vægge er udsmykket med børnemotiver. I det største lokale er der et TV, hvor alle børnene samles for at se børnemusikvideoer eller tegnefilm et par gange om ugen.

3.etage er indrettet på næsten samme måde som 2.etage. Her holder flere af de ældre børn til. Der er klasselokaler og et computerrum med nogle få brugbare computere, hvor der kan spilles nogle få spil. På denne etage spiser alle børnene på gangen. 4. etage har ingen gitterdør. Her holder to-tre taleterapeuter til i nogle simpelt opsatte rum. Der er en stor fællessal, som bl.a. bruges til møder og fester. Lederen har et stort kontor med to computere, skrivebord og et stort mødebord, som flittigt bliver brugt af besøgene udefra. Her holder lederen og hendes sekretær til. På samme etage holder regnskabschefen også til. Et stort lokale er afsat som ”Visitors room”. Det indeholder et stort sofaarrangement og to skriveborde. Det er her de studerende og frivillige fra udlandet holder til i pauser eller kontortid.

På etagen længere oppe holder et par taleterapeuter til. Denne etage er endnu ikke færdigbygget, men skal engang rumme flere klasselokaler, når økonomien engang kan holde til det.

Bach Mai
I en ældre del af byen tættere på centrum finder man en lille bitte gyde. Her sidder folk og spiser på små taburetter hver morgen og eftermiddag, imens forældre forsøger at snegle sig forbi med deres børn enten til en lille skole eller til Bach Mai, som ligger et stykke inde i gyden. Bach Mai ligger for enden af gyden, hvor man om morgenen bliver mødt af en lærer, der sidder i døråbningen ved den gule dør, samt et par børn der vinkende byder folk indenfor. Bach Mai består af en lille bitte gang, hvor sko og tasker bliver opbevaret i et stort skab. I samme gang holder køkkendamen til. Hun har to gasblus, et lille bord og et skab at gøre godt med. Ved siden af ”køkkenet” er badeværelset med et toilet og to vandhaner næsten nede ved gulvet. Her ordnes både mad, opvask og kropshygiejne. Resten af Bach Mai består af to rum med få vinduer. Vinduerne har gitre men ingen ruder i, og om vinteren kan der lukkes skodder for vinduerne. I undervisnings-tiden er der to grupper i hvert rum med hver en lærer. I det ene lokale ligger der lidt forskelligt legetøj fremme, som børnene frit kan tage. Her er der også et TV, som flittigt bliver brugt flere gange om dagen. Det andet lokale bliver brugt til spisning og lidt mere vilde lege.

Rengøring

Lørdag d. 28

Nye studerende skal flytte ind d. 30, så Claus og jeg besluttede os for at give køkkenet en ordentlig omgang knofedt! Flere af skabene havde vi aldrig før været i, fordi de simpelthen var for ulækre, da der vist ikke er blevet gjort rent i flere år.... Alt blev vasket og meget blev smidt ud. Det kom til at tage os 5-6 timer, kun afbrudt af en tur til supermarkedet efter flere rengøringsredskaber og lidt frokost.

Efter at have spist med Randi og en veninde tog Claus og jeg hen til den daglige aften sceremoni ved Ho Chi Minh Mausoleet lige lidt før kl. 21, hvor flaget bliver taget ned.

2. Rejsebrev

Overfor vores hoveddør i vores lille smalle gyde bor en lille familie, hvor børnene altid kommer os løbende i møde – faktisk ligesom resten af gydens børn, der alle råber ”Hello, hello!” i munden på hinanden. Dagligt kommer forskellige sælgere igennem gyden med diverse ting eller for at indsamle plastik eller lignende. Et stort højtaleranlæg kører med musik og diverse informationer, som vi ikke fatter en brik af. På den lidt større gade for enden af gyden, holder der altid en masse mennesker til. Mange små butikker bliver sat op om morgenen; små kiosker, sukkerrørsjuice-butikken, gadekøkkener og frisøren spænder sit spejl op på muren og sætter en stol – så er der en ”frisørsalon”. Det vrimler med gadesælgere og deres rishatte, mænd der sidder og spiller kort, og der er scootere overalt. Der bliver spillet badminton på vejen og børnene løber rundt og spiller fodbold på vejen især om aftenen.

Regnen styrter ned udenfor. Det har ellers været højt solskin og 35-40 grader i det sidste lange stykke tid. Regn og torden har der meget passende været sent om aftenen og om natten. Jeg har nu været i Vietnam i 5 måneder. Tiden er fløjet af sted, og jeg skal allerede tilbage til Danmark igen om en måned.

I går aftes blev vi hentet på scootere, for at besøge en af lærerne fra den klasse, jeg følger på Sao Mai. Vi kørte igennem et område, jeg ikke havde været i før. Bumpede af sted på nogle helt små veje og gik igennem et marked, hvor der helt bestemt sjældent eller aldrig kommer folk fra vesten. Vi kom til en slags boligblok med mange små lejligheder. Det blev en hyggelig aften, hvor vi alle sad rundt om maden, der blev serveret på bambusmåtten på gulvet. Denne familie bor godt (økonomisk), i forhold til, hvad vi ellers har set. Børnene hyggede sig og kravlede rundt på møblerne - og deres far. De havde både parabol, computer med Internet, fint kamera og en sofa! Det kan ikke være hende, der tjener pengene, for hun får kun ca. 300-400 dkr. om måneden. Hendes mand er læge, men bruger gammel traditionel vietnamesisk medicin i behandlingen. På vej hjem i mørket, oplyst af lysene fra de mange scootere på de meget trafikerede veje, skete der et trafikuheld, scootersammenstød, to meter fra den scooter jeg sad bag på. Slam! - Og så lå der en vietnamesisk pige på vejen. Det så ikke helt godt ud, men der var intet blod involveret denne gang!

Sao Mai Center hvor jeg er i praktik, er et sted hvor der altid sker enormt mange ting. Da stedet er en NGO – en non goverment og non profit organisation, kræver det konstant, at de forsøger at skaffe sponsorer udefra til bl.a. at støtte stedet rent økonomisk. Dette betyder, at der er en lind strøm af mennesker, der kommer og går på Sao Mai, som besøgende, som projektkoordinatorer eller som frivillige. Vi har haft stor glæde af en engelsk kvinde, som skal arbejde på Sao Mai som frivillig fra VSO (Volunteer Service Overseas) i et helt år. Hun har en del erfaring inden for specialområdet og skal derfor forsøge at undervise personalet. Vi har tilbragt megen tid med hende, hvilket vi har nydt godt af også rent fagligt, da vi ikke i hverdagen kan snakke fagligt med resten af personalet pga. sprogbarrieren.

Den danske organisation LEV har igangsat et projekt for at få etableret forældregrupper for forældre til børn med varigt nedsat funktionsevne. Forældregrupperne etableres i håbet om, at de indbyrdes vil kunne støtte hinanden og på sigt forsøge at skabe bedre vilkår for deres børn. Jeg har været så heldig at kunne deltage i opstartsfasen på Sao Mai, som bestod af et to-dages møde mellem forældre og to erfarne igangsættere fra Danmark. De arbejdede med, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvilke glæder og sorger det medfører for hele familien. Forældre blev organiseret i grupper, og der blev lagt de første planer for, hvordan de som forældre kan drage nytte af hinanden, så de ikke længere står alene med det at være forældre til et udviklingshæmmet barn. På sidelinjen har jeg desuden haft mulighed for at følge lidt med i udviklingen igennem en dansk LEV medarbejder, der er udstationeret og bor ved siden af Sao Mai.

I min praktik har jeg ofte følt mig uvidende, passiv og inkompetent, da meget af det foregår i et decideret undervisningsmiljø, som jeg absolut ingen erfaring har med. Sproget har gjort, at jeg ikke har kunnet føre nogen diskussioner, og megen viden fra alle parter er gået tabt imellem os. På mange måder har jeg ikke følt mig særlig faglig under mit ophold og i selve klassesituationen. Til gengæld har jeg kunnet give børnene omsorg, nærvær og anerkendelse, hvilket også har smittet af på lærernes opførsel. Dette har også gjort, at jeg altid har nogle børn eller unge omkring mig, som meget gerne vil have min opmærksomhed, så snart jeg træder ind i lokalet. Jeg har haft et rigtig godt forhold til lærerne, hvor vi har kunnet grine og hygge os til trods for sprog barrieren.

På Bach Mai har jeg arbejdet med at imitere og spejle en autistisk dreng, med det resultat at der nu er skabt en rigtig god kontakt imellem os - så meget, at lærerne på deres simple engelsk har kunnet fortælle mig, at de ser en forskel i drengens måde at være over for mig på.

På Sao Mai oplevede jeg meget i starten at børnene blev placeret på deres små stole op langs væggen. Jeg har fået indført megen mere leg i dagligdagen, på de tidspunkter hvor der normalt alligevel ikke er nogen undervisning. De har fået lov til at udfolde sig mere fysisk. En lille pige på knap 1½ år blev altid placeret på en lille stol. Hun viste ingen interesse i, hvad der foregik omkring hende. Da jeg privat besøgte en af lærerne, fik vi med hendes søster som oversætter snakket om, at det ville være en god ide at placere pigen nede på gulvet. På denne måde ville hun have muligheden for selv at undersøge ting og måske begynde at kravle omkring. Læreren fik pigen ned på gulvet i den følgende uge, og pigen ændrede fuldstændig karakter. Fra at sidde helt passiv og stille, tit grædende, blev hun nu meget mere glad og livlig, og hun viste interesse for omgivelserne. Dette gjorde også, at lærerne pludselig syntes, at hun var en lille charmør, og de gav hende meget mere opmærksomhed. En dag mødte jeg hendes mor, som tilfældigvis kan engelsk. En af lærerne havde fortalt hende, at jeg havde gjort en særlig indsats over for hendes barn, og hun var mig evigt taknemmelig. Måneder senere begyndte fysioterapeuten at arbejde med pigen, og i dag kan pigen stort set selv gå!

På Sao Mai har jeg arbejdet specifikt med en lille dreng ved mad-situationen, så jeg lagde ikke synderligt mærke til, hvordan det gik med de andre børn, ud over at jeg kunne konstatere, at børnene bliver madet meget. En dag da lærerne havde lidt travlt, satte jeg et par skåle med grød foran to drenge, der bare sad og ventede på, at lærerne fik tid til at made dem. Lærerne stressede rundt, idet de skulle made stort set alle børnene. Jeg tænkte, at det eneste, der kan ske er, at de 1. begynder at spise grøden, 2. begynder at lege med den eller 3. intet foretager sig. Den ene tog skeen, fyldte den med grød, skrabede det overskydende af undersiden af skeen og begyndte at spise. Den anden stak lidt til det, spiste og spildte lidt af det. Jeg fik en af lærerne til at se dette, og forsøgte at fortælle hende, at det da var fedt, at børnene selv kunne spise og tydeligvis var vant til at spise selv derhjemme. Det ville også give mere tid til lærerne ikke at skulle made alle børnene. Men børnene spiste åbenbart ikke hurtigt nok, for kort efter madede hun dem. Jeg fik fortalt mine tanker omkring det til en, som senere oversatte det til den samme lærer, som fik den lille pige ned på gulvet. Dette var hendes respons:

”With your opinion about the time-eating for children, I see that you want to help not only the children but also the teachers. The children can eat by themselves and they would feel happier with not being made to eat. Besides, the teachers won't be so busy when the lunch-time comes. I'll talk with the children's parents about their eating at home. So I can know clearly their ability of eating by themselves. Because we only feed the children who are so small and some children with "down-syndrome", their ability is very...limited. To carry out our plan , firstly we'll let some children eat by themselves. The teachers only observe and help the children how to take the spoons to eat. This way of eating is quite new so we'll do step by step .In this time , I'll discuss with some other teachers to have more experiences.”

Pga. ferie m.m. så jeg ikke børnene i nogle uger, men jeg mødte lærerne. Den ene fortalte mig stolt, at de var begyndt at lade børnene spise selv, og at børnene var rigtig glade. Hun viste mig stolt billeder på sin mobiltelefon af flere af børnene, som selv sad og spiste - så et vist præg i hverdagen har jeg nok alligevel kunne sætte.

Lærernes eneste sommerferie varede tre dage fra lørdag til mandag, hvor de, der ville kunne komme på en samlet ferie ved vandet, som Sao Mai betalte. Her deltog jeg og boede på hotelværelse sammen med nogle af lærerne. Det var en hyggelig tur, hvor jeg oplevede lærerne i en helt anden sammenhæng og nogle af dem med deres små børn.

På grund af så mange forskellige arrangementer og møder vi har deltaget i på Sao Mai, har jeg kunnet skrabe timer sammen til at holde en del ferie. Jeg har oplevet så mange forskellige steder, mennesker og set den flotteste natur. Jeg har bl.a. været i Ba Be og Cuc Phuong Nationalparker. Jeg har været i Halong Bay, på Cat Ba Island, Hue og Hoi An. Helt i syd har jeg besøgt Mekong Deltaget, Ho Chi Minh City, Mui Ne, Dalat og Nha Trang. Inden jeg skal hjem, når jeg også en tur til Sapa i nord. Vi har boet i ”stilt houses”, på luksus hoteller, ressorts, billige hoteller, sejlet på floder, besteget et bjerg, vandret, oplevet regnskove og insekter, kørt i jeep, set vandfald og pagoder, daset ved strande og været på byvandringer.

I starten var det lidt af en udfordring at spise med spisepinde, men det blev hurtigt helt naturligt. Jeg syntes på et tidspunkt, at det var tid for lærerne, fra de klasser jeg følger, at prøve at spise med kniv og gaffel. –Så jeg inviterede dem med ud og spise på den danske restaurant i Hanoi. Godt nok kunne vi ikke rigtig have de dybeste samtaler under middagen pga. sprogbarrierer, men det var enormt hyggeligt. Vi kunne med kropssprog og mimik alle more os over deres kamp med at få kniv og gaffel til at makke ret. Bagefter blev det hurtigt arrangeret, at vi lige besøgte nogle af lærerne. Nogle få uger senere blev vi inviteret hjem til kokken fra Bach Mai for at spise mad med fingrene – så skulle der hverken bruges spisepinde eller bestik! Hun bor på en af de mest kendte gader i Hanoi, men klemt inde bag nogle butikker. Her er en lang mørk gang hvor flere familier og massevis af scootere holder til. Op ad en smal trappe kommer man til hendes hjem, hvor man med det samme føler sig velkommen og godt tilpas.

Som studerende i Hanoi er det en fordel, hvis man er åben og imødekommende, for man møder konstant nye mennesker her i Hanoi. Aldrig i mit liv har jeg mødt så mange forskellige mennesker i løbet af så kort tid. Når jeg tager alene rundt i Hanoi eller på arbejde, kører jeg med de lokale busser, som kun koster 3.000 VND (mindre end 1,50 dkr.), ligegyldigt hvor langt man kører. På denne måde har jeg lært flere områder at kende, og hér kommer jeg i hvert fald tæt på vietnameserne i ordets bogstaveligste forstand, da vi i myldretiden står pakket som sild i en tønde.

I løbet af de sidste 2-3 måneder har jeg deltaget i aftenarrangementer for unge, der alle arbejder på Koto, en restaurant tæt på hvor vi bor. Det er unge mennesker, som alle kommer fra fattige forhold især uden for Hanoi. Udover at arbejde på den samme restaurant, bor de sammen og går på skole for at lære kokke- og tjenerfaget. Nogle frivillige har opstartet et ugentligt aftenarrangement, hvor de unge har mulighed for at være sociale og bare hygge sig, men hvor der helst skal tales engelsk og ikke vietnamesisk. - Derfor har vi været mere end velkomne. Vi har snakket, leget en masse lege og haft det rigtig sjovt, hvilket har resulteret i, at der altid er venlige smil og kommentarer, når jeg besøger restauranten

At være pædagog er én lang læreproces som aldrig slutter. Min praktik har været en udfordring. En udfordring jeg på ingen måde ville have været foruden! Hverdagen har stillet mange spørgsmålstegn og jeg har undret mig. Jeg har lært at skifte perspektiv og forsøgt at forstå personalets pædagogik, samtidig med at jeg ikke altid har været enig i deres handlinger. På denne måde har jeg kunne reflektere over forskellige ting i hverdagen og forsøgt at se det ud fra forskellige synspunkter i den givne kontekst. Det betyder ikke, at jeg i dag har en klar mening om, hvordan tingene skal gøres, men snarere er opmærksom på forskelligheder og forskellige måder at gribe tingene an på. Det har gjort mig opmærksom på, at jeg i fremtiden ønsker at blive mere faglig bevidst omkring mine pædagogiske holdninger til det der umiddelbart virker så indlysende for mig.

Jeg kan jo bare blive ved med at fortælle om, hvad jeg har oplevet her i Vietnam. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal slutte, da jeg gerne vil fortælle om alt det vi oplever hér. Det er dog gået op for mig, at det vil blive til en helt roman inden jeg er færdig. Jeg vælger derfor at slutte mit rejsebrev hér.

Sidste dag på Sao Mai

Torsdag d. 26 var min sidste dag på Sao Mai. Her fik børnene også sæbebobler og balloner, men de fik ikke lov til at lege med dem så længe, da undervisningstiden skulle overholdes....

Børnene nød at lege!

I motorikrummet var der hele dagen høj pop-musik og der blev danset til den helt store guldmedalje.
Claus i hans klasse
Så er børnene ved at lære at lægge tøj sammen.

Til frokost blev nogle af lærerne inviteret med ned og spise sammen med os, hvor vi fik rigtig god mad og Claus og jeg fik et par gaver. (Hende der sidder til højre var på besøg sammen med sin mand. Bekendte af en tidligere studerende).
Den gode dr. Lan travlt optaget som altid!

Jeg kom også til at græde da jeg tog afsked med Sao Mai, men det blev langt fra så gråd kvalt som tirsdag.

Sidste dage på Bach Mai

Mandag d.23. og tirsdag d.24. juli var mine sidste dage på Bach Mai. Da jeg mødte op, fik jeg straks at vide, at lærerne aflyste al descideret undervisning af børnene mandag og tirsdag, for at børnene kunne lege og hygge sig med mig inden jeg skulle forlade dem!

Mandag

Jeg havde samlet tøj, sko og DVDer som jeg ville efterlade i Vietnam. Lærerne på Bach Mai fik det, hvilket de var begejstret for. Tirsdag fortalte de, at flere af lærerne var blevet efter arbejdstid for sammen at se en af filmene, hvilket de havde hygget sig med....!

Om formiddagen legede vi bl.a. en form for stoledans og om eftermiddagen legede vi faldskærm med et tæppe. Både børn og lærere nød det i fulde drag!!

Da min fødselsdag er d. 1. august holdt lærerne en samlet farvel og fødselsdagsmiddag for mig. Her havde de lavet min yndlingsret = forårsruller, nudler m.m. Flere gange i løbet af dagen, fortalte de, hvordan de ville savne mig, når jeg rejste derfra. Mine følelser sad uden på tøjet og klumpen i halsen blev flere gange til tårer. Flere af lærerne begyndte også at snøfte og få røde øjne.

Tirsdag morgen fik jeg en af lærerne til at gå med mig på det lokale marked for at købe sæbebobler og balloner. Om formiddag legede vi med balloner og om eftermiddagen med sæbebobler. Det blev temmelig larmende, fordi der blev løbet omkring, grint og leget. Det er simpelthen så fedt at se børnene i denne sammenhæng, hvor de virker mindre psykisk funktionshæmmede end ellers. De fleste ligner ganske almindelige børn, der leger og pjatter -også selvom de bl.a. har autisme.

Trip trap trasko...!

Eneste vandforsyning. Bruges efter toiletbesøg, til rengøring af grøntsager og opvask.

Hér ser vi billeder på min computer

Hele dagen var jeg i rigtig godt humør, men på et tidspunkt kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Jeg prøvede bravt at lade være, da lærerne havde sagt at de kun ville se mig glad....men jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste ikke at de faktisk betød så meget for mig. Da jeg skulle gå brød lærerne sammen en efter en -Og jeg stor tudede! Jeg tror ikke at børnene forstod ret meget af hvad der skete. Det blev den helt store tudescene. En af lærerne var så kede af det, at hun vendte sig væk og ikke kunne klare at sige farvel til mig. Jeg kunne ikke magte at sige ordentligt farvel til børnene. Da jeg gik stillede børn og voksne sig i døren. Der havde været glæde og larm hele dagen, men pludseligt var alt stille. Jeg gik ud af den lange smalle gyde og vendte mig om et par gange, hvor de alle bare stod helt stille og så på at jeg forsvandt. (Billedet af gyden og døren tog jeg om morgnen). Det var ligesom at være med i en afskedsscene i en film. Jeg glemmer det aldrig!